Som måleoperatør inden for automatisk trafikkontrol (ATK) er du med til at understøtte færdselspolitiets arbejde og styrke trafiksikkerheden. Du bidrager helt konkret til at reducere antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken og til at skabe større tryghed for alle trafikanter. Din indsats gør en forskel og er en vigtig del af politiets arbejde med at gøre trafikken mere sikker og effektiv.
Om jobbet
I operatørjobbet udfører du hastighedsmålinger og fotografering på tværs af hele politikredsen.
Du har ansvaret for den daglige opsætning af udstyret og for at sikre, at målinger og billedoptagelser gennemføres korrekt og med høj præcision. Arbejdet omfatter desuden opfølgning i forbindelse med den efterfølgende administrative sagsbehandling.
Vi lægger stor vægt på kvalitet og præcision og prioriterer faglig sparring, hvor vi deler erfaringer og lærer af hinanden. Derudover har vi fokus på den gode dialog med borgerne og på at støtte hinanden i håndteringen af de situationer, der kan opstå i mødet med dem.
Da arbejdet i høj grad foregår selvstændigt, søger vi dig, der er robust, ansvarsbevidst og trives med at arbejde alene. Hos os får du frihed under ansvar og mulighed for selvstændigt at tilrettelægge og løse dine opgaver inden for de givne rammer.
Inden du påbegynder opgaverne, sørger vi for en grundig oplæring i jobbet, herunder brugen af måleudstyr, radio og øvrige relevante arbejdsredskaber, så du er godt rustet til at varetage funktionen.
Om dig
Du har kørekort til kategori B og god kendskab til færdselsloven – særligt hastighedsbestemmelserne. Endvidere har du god teknisk forståelse og it-kendskab på brugerniveau.
Som person er du selvstændig og formår at prioritere dine opgaver. Det fungerer fint for dig at arbejde alene, og du trives med, at hovedparten af din arbejdsdag foregår i en bil, som holder stille. Du besidder situationsfornemmelse og kan håndtere tilspidsede situationer på en konstruktiv måde.
Det er en fordel, hvis du i forvejen har arbejdet med færdselsområdet i offentlig regi.
Løn- og ansættelsesvilkår
Du bliver ansat i henhold til fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Lærernes Centralorganisation og CO10 – Centralorganisationen af 2021, samt organisationsaftale for overenskomstansatte i politiet under Politiforbundets forhandlingsområde. Basisløn udgør 25.819,75 kr. pr. måned, pensionsbidraget udgør 18,40% af pensionsgivende løndele, hvoraf 1/3 betragtes som egen bidrag.
Stillingen er på 37 timer om ugen og arbejdstiden vil variere mellem dag og aftenarbejde – kun sjældent natarbejde. Du skal påregne, at have en weekendvagt pr. måned.
Dit ansættelsesområde bliver Nordsjællands Politi med tjenestested i Færdsels- og Hundecenteret i Frederikssund.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde denne gennem hele din ansættelse.
Stillingen er til besættelse efter nærmere aftale.
Kontakt og ansøgning
Hvis du har spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte, Politikommissær Michael Dalby på mail MSO009@politi.dk
Du kan finde mere information generelt om politiet på www.politi.dk.
Vi opfordrer alle interesserede til at søge uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.
Ansøgningsfrist: 6. november 2026
Om Nordsjællands Politi
I Nordsjællands Politi er vi cirka 1.100 kollegaer, der møder på arbejde i henholdsvis Helsingør, Hillerød, Farum, Birkerød, Gentofte og Frederikssund for at skabe tryghed, sikkerhed, fred og orden for borgerne i Nordsjælland.
Vi søger kollegaer, der vil være en del af en moderne og innovativ offentlig virksomhed, der løser opgaverne med høj kvalitet. Det sigter vi mod ved blandt andet at inddrage og samarbejde med både kredsens borgere samt den resterende del af samfundet i form af for eksempel kommuner, boligområder og interesseorganisationer.
Du kan læse mere om Nordsjællands Politi på www.politi.dk samt på Facebook og Twitter.
Frederikssund