Københavns Vestegns politi, HR afdelingen søger medarbejder(e), der hovedsageligt vil skulle beskæftige sig med tjenesteplanlægningsområdet og være med til at løse de mangeartede opgaver, der ligger i at få arbejdstidsregler og hensigtsmæssig tjenesteplanlægning til at hænge sammen.
Du har mulighed for at få et job med mange bolde i luften, hvor der er mulighed for selv at præge arbejdet, og hvor du hovedsageligt vil have tæt kontakt til ansatte internt i organisationen.
Faglig profil
For at kunne trives i jobbet, skal du være glad for at arbejde med tjenesteplanlægning - herunder have flair for IT og den IT-mæssige understøttelse. Det vil være en fordel, hvis du har kendskab til politiets HR-systemer, herunder POLPAI og POLVAGT.
Du deltager aktivt i udviklingen af en smidig tjenestetidsplanlægning ved åbenhed over for nye arbejdsmetoder eller optimering af eksisterende.
Derudover vil du i samarbejde med de 4 øvrige medarbejdere på tjenesteplanlægningsområdet, have følgende opgaver:
• Medvirke til gennemførelsen af en konsekvent, men fleksibel tjenestetid under hensyn til gældende arbejdstidsregler og personalepolitiske aftaler.
• Medvirke til planlægning/koordinering af daglig tjeneste for de politiansatte.
• Råde/vejlede medarbejdere og ledere i arbejdstidsregler og tjenesteplanlægning
På sigt vil du få dit eget ansvarsområde inden for tjenesteplanlægningsområdet. Det kan være specifikke opgaver, men det kan også være ansvaret for enkelte enheder i organisationen.
Vi ser gerne, at du har erfaring fra lignende stilling.
Personlig profil
Du skal kunne håndtere et højt arbejdstempo og hurtige skift mellem opgaverne.
Vi forestiller os, at du har en medarbejderprofil der afspejler loyalitet, robusthed og gennemslagskraft samt mod og evne til at prioritere inden for eget fagområde.
Du har helhedssyn og udtalte evner til at samarbejde såvel Internt som eksternt.
Du er fleksibel omkring overarbejde og tilkald i forbindelse med varslede og uvarslede politiindsatser i kredsen
Du er god til at kommunikere både mundtligt og skriftligt.
Derudover forestiller vi os, at du er udadvendt, engageret, omstillingsparat, god til at skabe tillidsfulde relationer og har en høj arbejdsmoral samt en god portion humor, der kan bidrage til en god trivsel og et godt arbejdsmiljø i afdelingen.
Endelig at du er lærenem og forholdsvist hurtigt kan sætte dig ind I nye regler og arbejdsmetoder.
Løn- og ansættelsesvilkår
Vi tilbyder
Et spændende, udfordrende og vigtigt job i en offentlig virksomhed i forandring.
Et åbent og uhøjtideligt arbejdsmiljø, hvor vi har fokus på, at kollegaerne skal spille godt sammen.
En arbejdsplads, der tilgodeser den enkelte medarbejdes behov for fleksibilitet
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst eller anden relevant overenskomst.
Dit arbejdssted bliver Københavns Vestegns Politi, Birkelundsvej 2, 2620 Albertslund.
Arbejdsstedet er nemt tilgængelig fra Albertslund Station.
Arbejdstiden er 37 timer pr. uge.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes og kan opretholde denne under hele din ansættelse.
Kontakt og ansøgning
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte HR chef Steen Eskildsen på telefon 5179 0618.
Du kan finde mere information om politiet generelt på www.politi.dk og www.jobipolitiet.dk.
Samtaler forventes afholdt i uge 23 med henblik på ansættelse 1. september 2026 eller snarest derefter
Vi lægger vægt på diversitet og opfordrer alle kvalificerede ansøgere til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.
Ansøgningsfrist: 11. maj 2026
Københavns Vestegns Politi – vi arbejder for din tryghed
Københavns Vestegns Politi er en af Danmarks 12 politikredse og betjener de storkøbenhavnske forstadskommuner Albertslund, Ballerup, Brøndby, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, Rødovre og Vallensbæk. I politikredsen bor godt 429.000 borgere og der er cirka 950 ansatte i politikredsen. Hovedparten er polititjenestemænd, men herudover er der også ansat medarbejdere med bl.a. akademisk, administrativ og juridisk baggrund. Du kan læse mere om Københavns Vestegns Politi på politi.dk, Facebook og X.
Albertslund