Fungerer du i en hverdag med tempo og uforudsigelighed? Er du fortrolig med de sociale medier og erfaring med pressehåndtering? Kan du fortælle fængende historier på forskellige platforme både internt og eksternt? Så er du måske vores nye kommunikationskonsulent.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har en stilling ledig i kommunikationssektionen, som understøtter og bidrager til politikredsens samlede arbejde med at styrke trygheden i befolkningen, tilliden til politiet, den interne sammenhængskraft og samarbejdet på tværs.
Hvem er du?
Vi kunne godt tænke os, at du:
- er fortrolig med de sociale medier og deres virkemidler
- har blik for nye muligheder og er ikke bange for at dele skæve tanker
- skriver lettilgængeligt, korrekt og hurtigt med sans for både modtageren og afsenderen
- tænker strategisk, i sammenhænge og helheder, og du har et blik for den interne vinkel i alle opgaver
- er erfaren nok til at kunne navigere i en hierarkisk, kompleks og politisk styret organisation – måske har du tidligere arbejdet i fx politiet eller anklagemyndigheden
- arbejder struktureret og selvstændigt, men er udpræget holdspiller
- bevarer overblik og et muntert humør i en ofte uforudsigelig hverdag
- er fokuseret på at få udført arbejdet præcist og til tiden – og følger opgaver til dørs
- kan holde snuden i sporet, selv om du bliver afbrudt af telefonen og af kolleger, der skal serviceres
- har kørekort, da vi dækker et geografisk stort område.
Vi forestiller os, at du har en kommunikationsfaglig eller journalistisk baggrund, men måske har du noget helt andet med i rygsækken. Din personlige profil spiller en stor rolle.
Om os
Vi er et lille men erfarent team, der dækker alt fra pressehåndtering og krisekommunikation til SoMe og intern kommunikation. Med dig er vi tre medarbejdere. Omgangstonen er uformel. Fagligheden er stærk. Hverdagen er præget af alvor, tempo og grin, og der er ikke er langt fra ord til handling.
Vi lægger vægt på samarbejde, tillid og respekt, og vi arbejder på tværs for at løse vores opgaver bedst muligt. Hos os får du en arbejdsplads, hvor trivsel, fleksibilitet og faglig udvikling går hånd i hånd med et meningsfuldt formål – at skabe tryghed i samfundet og styrke sammenhængskraften i organisationen.
Ulykker eller katastrofer følger ikke kontortid, men de sker heldigvis heller ikke hver dag. Det kræver dog en vis fleksibilitet, da du kan blive kaldt på arbejde uden for normal arbejdstid. Til gengæld bliver du en del af det hold, der sikrer, at borgere og medier får korrekt og troværdig information, når der sker noget i vores politikreds.
Vi har et udstrakt samarbejde ikke bare internt i politikredsen med ledelsen og de forskellige afdelinger, men også med andre myndigheder og med medierne. I kommunikationssektionen skal du kunne begå dig blandt mange forskellige fagligheder, sætte dig ind i deres ønsker, give dine bedste faglige råd og omsætte deres behov til kommunikation, der er til at forstå.
Vi har mange varer på hylderne, som alle i sektionen gerne skal kunne håndtere, og din hverdag vil bestå af bl.a.
- Vedligeholdelse, udvikling og styrkelse af vores profiler på sociale medier
- Grafiske produktioner og videoproduktioner (InDesign/Premiere Pro/Canva)
- Vedligeholdelse og udvikling af intranet og hjemmeside
- Interviews, artikelskrivning
- Pressehåndtering, pressekoordinering og medietræning
- Pressemøder, pressemeddelelser og et dagligt uddrag fra døgnrapporten
- Krisekommunikation
- Kommunikationsplaner, kampagner og strategier
- Rådgivning og undervisning
Dertil kommer en stribe af uforudsigelige ad hoc-opgaver. Arbejdsdagen får ind i mellem et helt andet forløb, end man regner med.
Vi tilbyder
- Trygge rammer og temmelig frit slag hvad angår opgaveløsningen
- En arbejdsplads, der aldrig sover, og hvor alt kan ske
- En meget bred vifte af arbejdsopgaver
- Velordnede personaleforhold og god kantine
- Hjemmearbejde, når det giver mening for både kontoret og for dig
- Relevant efter-/videreuddannelse
- Engagerede kolleger, som også er fagligt dygtige sparringspartnere
Løn- og ansættelsesvilkår
Har du akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst.
Det er en forudsætning for at blive ansat i politiet, at du kan sikkerhedsgodkendes, og at sikkerhedsgodkendelsen kan opretholdes under hele ansættelsen.
Den ugentlige arbejdstid er på 37 timer, og du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til relevant overenskomst.
Dit arbejdssted bliver politistationen i Næstved, Parkvej 50, Næstved, hvor vi har til huse i en nyere bygning med gode medarbejderfaciliteter.
Kontakt og ansøgning
Vi glæder os til at læse din ansøgning, som vi skal have modtaget senest 26. maj.
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte kommunikationskonsulent Anne Dorte Hoppe Søe på tlf. 22763593 eller sekretariatschef Claus Mohr Hansen på tlf. 41328260.
Vi forventer at holde samtaler primo juni måned, med henblik på ansættelse snarest derefter.
Vi opfordrer alle til at søge uanset køn, alder, race, religion, seksuel orientering elle etnisk baggrund.
Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere jobs i politiet, skal du lægge en ansøgning og et cv ind i systemet pr. ansøgt job. Du skal derfor ikke slette tidligere dokumenter, hvis du søger endnu et job. Cv og ansøgning med eksempler på dit arbejde skal mærkes ”Kommunikationsmedarbejder SSJÆ”.
Sydsjællands og Lolland-Falsters politi er bygget op om 5 lokalstationer.
Lokalstationerne er placeret i Nakskov, Nykøbing F., Vordingborg, Næstved og Slagelse. Derudover er udlændingekontrolafdelingen placeret i Rødbyhavn. Næstved er hovedstationen i politikredsen, som omfatter i alt 7 kommuner, nemlig Slagelse, Sorø, Næstved, Faxe, Vordingborg, Guldborgsund og Lolland, hvor der bor ca. 390.000 borgere. Antallet af ansatte i Sydsjællands og Lolland-Falsters politi er ca. 900 medarbejdere, hvor hovedparten er polititjenestemænd. Herudover er der ansat medarbejdere med såvel akademisk, som administrativ og juridisk baggrund m.m.
Næstved