Alarmcentralen står over for en omfattende organisatorisk forandring i forbindelse med overdragelsen af 112-området til Beredskabsstyrelsen (MSSB). I takt med udfasningen af det politifaglige personale, opstår der et behov for at fastholde faglig viden, som understøtter den fortsatte udvikling af Alarmcentralen og sikre en stabil overgang til den nye organisation.
Derfor søger Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi en specialkonsulent (politi), som med stærke operative og organisatoriske kompetencer kan bidrage til at sikre kvalitet, kontinuitet og udvikling af Alarmcentralens opgaveløsning.
Om stillingen
Som specialkonsulent, politi bliver du en central faglig ressource for Alarmcentralens ledelse og medarbejdere. Du får en vigtig rolle i at understøtte den daglige drift, udvikle faglige standarder og sikre, at værdifuld operativ viden fastholdes og videreføres i en periode med betydelige organisatoriske forandringer.
Stillingen forudsætter en høj grad af specialiseret politifaglig og operativ viden om Alarmcentralens opgaver, arbejdsgange og samarbejdsflader. Du får et selvstændigt fagligt ansvar for at understøtte, udvikle og kvalitetssikre den operative opgaveløsning og skal kunne foretage selvstændige faglige vurderinger i komplekse problemstillinger.
Du vil samtidig være en væsentlig sparringspartner for ledelsen og bidrage til udviklingen af Alarmcentralens faglige og organisatoriske fundament.
Stillingen rummer desuden en bredere udviklings- og rådgivningsfunktion, hvor du på baggrund af din specialiserede faglige viden skal kunne identificere udviklingsbehov, analysere tværgående problemstillinger og omsætte disse til konkrete anbefalinger og løsninger. Du vil kunne blive inddraget i projekter, arbejdsgrupper og udviklingsinitiativer, der går på tværs af Alarmcentralen, politikredsen og relevante eksterne samarbejdspartnere.
Dine arbejdsopgaver
Dine primære opgaver vil blandt andet være at:
- understøtte den faglige kvalitet i Alarmcentralens operative opgaveløsning
- bidrage til udvikling, implementering og kvalitetssikring af arbejdsgange og operative standarder
- yde faglig sparring til ledelse, faglige koordinatorer og medarbejdere
- foretage selvstændige faglige vurderinger og rådgive ledelsen om komplekse operative og organisatoriske problemstillinger
- understøtte oplæring, uddannelse og kompetenceudvikling af nye medarbejdere
- medvirke til udvikling af uddannelsesforløb og sikre sammenhæng mellem teori og praksis
- bidrage til evaluering, læring og løbende udvikling af den operative opgaveløsning
- fungere som bindeled mellem Alarmcentralen, politiet, CFB og øvrige samarbejdspartnere
- understøtte ledelsen i implementering af nye arbejdsgange og organisatoriske forandringer
- bidrage til at sikre kontinuitet, vidensdeling og organisatorisk robusthed under transitionen til Beredskabsstyrelsen.
Arbejdsopgaverne vil løbende kunne udvikle sig i takt med Alarmcentralens og politikredsens behov, og der kan indgå tværgående udviklings-, analyse- og projektopgaver, som ligger ud over den daglige operative opgaveløsning.
Om dig
Du har en politifaglig uddannelse (polititets basisuddannelse) og besidder et højt politifagligt niveau kombineret med indgående kendskab til Alarmcentralens operative opgaver. Din erfaring har givet dig en højt specialiseret politifaglig og operativ viden, som gør dig i stand til selvstændigt at analysere og håndtere komplekse faglige problemstillinger samt påtage dig et fagligt ansvar inden for området.
Du evner samtidig at anlægge et bredere organisatorisk perspektiv og kan omsætte operative erfaringer og faglig viden til udvikling, rådgivning og løsninger, der understøtter både den daglige opgaveløsning og organisationens mere langsigtede behov.
Vi forventer, at du:
- har betydelig erfaring fra Alarmcentralen eller tilsvarende operative funktioner
- har en stærk organisatorisk forståelse og evner at omsætte faglig viden til praktiske løsninger
- arbejder selvstændigt, struktureret og udviklingsorienteret
- har erfaring med kvalitetssikring, faglig sparring og kompetenceudvikling
- trives i en rolle med både strategiske og operationelle opgaver
- besidder stærke samarbejds- og kommunikationsevner og kan skabe relationer på tværs af organisationen
- motiveres af at udvikle mennesker, arbejdsgange og organisation.
Det vil være en fordel, hvis du har erfaring med tværgående myndighedssamarbejde og indgående kendskab til samspillet mellem Alarmcentralen, CFB og øvrige beredskabsaktører.
Det forventes, at du fortsat ønsker at udvikle dine kompetencer gennem relevante kurser og efteruddannelse. Der vil ved de løbende 1:1-samtaler blive aftalt en plan for relevant efter- og videreuddannelse.
Løn- og ansættelsesvilkår
Du lønindplaceres efter politiets klassificeringsaftale som specialkonsulent (politi) i løngruppe 3, sats 3, skalatrin 46. Eventuelle nuværende lokallønstillæg lukkes efter gældende regler.
Du stationeres i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi med foreløbig tjeneste på Alarmcentralen i Slagelse.
Der vil ved MUS blive fastsat en plan for relevant efter- og videreuddannelse.
Du skal kunne sikkerhedsgodkendes til stillingens nødvendige sikkerhedsniveau. Ansættelse i politiet er betinget af, at den nødvendige sikkerhedsgodkendelse kan opretholdes.
Kontakt og ansøgning
Nærmere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til: Politikommissær Per Daniel Hansen på tlf.: 4133 1580 eller mail pdh003@politi.dk (Mailen kan IKKE anvendes til ansøgninger).
Stillingen søges elektronisk via politiets rekrutteringssystem på http://www.politi.dk og job i politiet
- Du kan søge via karriereportalen, hvor du logger ind via internettet og ”Politiets hjemmesider” i venstre hjørne. Her logger du ind med din politimail (første gang ved glemt password) eller
- du kan også søge via jobportalen, hvor du søger/opretter profil med din private mailadresse.
Se eventuel vejledning på POLintra: https://prodsp2019polintra.politinet.net/arbejdsplads/rekrutteringogansaettelse/stillingsopslag/Sider/default.aspx (tag kopi af link og sæt ind i browseren på POLintra).
Du skal vedhæfte CV og vedhæfte en motiveret ansøgning (følgebrev).
Hvis du har gennemført relevante eksterne uddannelser på diplom og/eller masterniveau eller opnået tilsvarende realkompetencer, bedes du oprette bevis herfor.
Ansøgningsfrist: Den 25. august 2026.
Bemærk, at opslaget er et internt landsdækkende stillingsopslag i politiet. Du skal være politiuddannet og have en aktiv politimail for at komme i betragtning. Ved spørgsmål om fortrinsret skal du svare nej, da reglen om fortrinsret ikke gælder for politistillinger.
Lidt om politikredsen
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er bygget op om fem lokalstationer. Lokalstationerne er placeret i Nakskov, Nykøbing F., Vordingborg, Næstved og Slagelse. Derudover er udlændingekontrolafdelingen placeret i Rødbyhavn. Næstved er hovedstationen i politikredsen, som omfatter i alt 7 kommuner, nemlig Slagelse, Sorø, Næstved, Faxe, Vordingborg, Guldborgsund og Lolland, hvor der bor ca. 390.000 borgere.
Antallet af ansatte i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er ca. 900, hvor hovedparten er polititjenestemænd. Herudover er der ansat medarbejdere med såvel administrativ som akademisk baggrund m.m.
Nykøbing Falster
Næstved