Er du god til at se sammenhænge og muligheder? Og er du serviceminded og god til at arbejde selvstændigt? Så er en stilling som tjenesteplanlægger måske noget for dig.
Vi søger en administrativ medarbejder til Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, som skal være tjenesteplanlægger i Næstved som barselsvikar.
Som tjenesteplanlægger er du med til at understøtte kredsen i at skabe tryghed og sikkerhed for borgerne i politikredsen. Du er med til at sikre, at det nødvendige antal betjente samt de rette kompetencer er til stede på de daglige vagter,
og du medvirker til trivsel og et velafbalanceret arbejdsliv for vores betjente.
Om jobbet
Som tjenesteplanlægger bliver din primære arbejdsopgave at understøtte ledelsen af Vagtcentralen i Næstved og Udlændingekontrolafdelingen i Rødby med tjenesteplanlægningen og koordineringen af den daglige tjeneste for de politiansatte og ved ad hoc opgaver som fx bevogtningsopgaver og særlige aktioner.
Herudover skal du rådgive og vejlede både ledere og medarbejdere og sikre hensynstagen til de gældende arbejdstidsregler og personalepolitiske aftaler.
Derudover håndterer du løbende opfølgning og controlling af ferieafholdelse og anden frihed.
Vi tilbyder en afvekslende hverdag med en bred kontaktflade på tværs af organisationen og som vores nye tjenesteplanlægger bliver du en del af CET som er et team på i alt 6 tjenesteplanlæggere. Dertil kommer resten af HR udvikling og personaleadministration som i alt består af 19 medarbejdere.
Om dig
Vi forventer at du har erfaring med administrativt arbejde og at du har en kontoruddannelse, gerne med speciale i offentlig administration. Har du konkret erfaring med tjenesteplanlægning eller erfaring fra politiet vil det være en fordel. Du har forståelse for arbejdet i en kompleks og politisk styret organisation.
Du skal have en struktureret tilgang til arbejdsopgaverne og formår at se mønstre og løsninger samt skabe overblik. Du trives i et kontormiljø med meget aktivitet i form af telefoniske, skriftlige og personlige henvendelser, hvor du evner at holde fokus og koncentrer dig selvstændigt om egne opgaver. Du er robust i forhold til varierende arbejdsbelastning og kan håndtere hurtigt skiftende opgaver.
I dit samarbejde med medarbejdere og ledere i organisationen optræder du serviceminded, professionelt og etisk korrekt.
Du er kendetegnet ved, at du tager ansvar og leverer kvalitet i dit arbejde, samt at du har en god humor, og at du interesserer dig for dine kollegaer og vil bidrage til er godt arbejdsmiljø.
Vi lægger endvidere vægt på, at du har gode kommunikationsevner, både mundtligt og skriftligt.
Du skal have lyst til og mod på at lære om politikredsens organisation, kultur og arbejdsprocesser.
Løn- og ansættelsesvilkår
Du ansættes på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst.
Arbejdstiden udgør 37 timer i gennemsnit pr. uge. Der er flekstid.
Stillingen er et barselsvikariat, foreløbigt af 1 års varighed.
Din arbejdsplads er indtil videre på politistationen i Næstved, beliggende Parkvej 50, 4700 Næstved.
Du skal som udgangspunkt påregne at møde ind i Udlændingekontrolafdelingen i Rødby en gang om ugen.
Arbejdstiden er som udgangspunkt dagstjeneste, men man kan efter behov blive tilkaldt.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.
Kontakt og ansøgning
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte sektionsleder Lars Frøsløv på tlf. 6189 6802. Du kan finde mere generel viden om politiet på www.politi.dk.
Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge, uanset alder, køn, religion eller etnisk baggrund.
Du søger stillingen via vores rekrutteringssystem. Når du søger om en stilling i politiet opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere stillinger ved politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt stilling. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilken stilling du søger.
Ansøgningsfrist: 18. januar 2026
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er bygget op om fem lokalstationer. Lokalstationerne er placeret i Nakskov, Nykøbing F., Vordingborg, Næstved og Slagelse. Derudover er udlændingekontrolafdelingen placeret i Rødbyhavn.
Næstved er hovedstationen i politikredsen, som omfatter i alt 7 kommuner, nemlig Slagelse, Sorø, Næstved, Faxe, Vordingborg, Guldborgsund og Lolland, hvor der bor ca. 390.000 borgere.
Antallet af ansatte i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er ca. 900, hvor hovedparten er polititjenestemænd. Herudover er der ansat medarbejdere med såvel administrativ som akademisk og juridisk baggrund m.m.
Næstved