Jobbeskrivelse
Nøgleperson til Syd- og Sønderjyllands Politi
Nøgleperson til Syd- og Sønderjyllands Politi

Syd- og Sønderjyllands politi (SJYL) søger en nøgleperson til at indgå i politikredsens specialiserede team og medvirke til at styrke politiets håndtering af komplekse personfarlige sager.

 

Har du et ønske om at præge udviklingen af politiets arbejde med sager om vold i nære relationer, voldtægt, stalking og æresrelaterede forbrydelser samt forebyggelse af partnerdrab? Og har du mod på at fungere som nøgleperson og central medspiller på området, og således få en afgørende rolle i forhold til at tilføre kollegerne i politikredsens forskellige afdelinger viden om de komplekse sagsområder? 
Så er du muligvis vores nye medarbejder!

 


Om arbejdet i det specialiserede team

Det specialiserede team i Syd og Sønderjyllands Politi består af to civile nøglepersoner med tilknyttede politifolk og medarbejdere fra hele kredsen. Teamet understøtter arbejdet i sager om vold i nære relationer, voldtægt, stalking og æresrelaterede forbrydelser – eksempelvis i relation til udvikling og udarbejdelse af konkrete arbejdsopgaver og projekter.
Til dette team søger politikredsen yderligere to nøglepersoner, som skal bidrage med et højt videns- og kompetenceniveau til at understøtte de øvrige medarbejdere i teamet. Som nøgleperson får du blandt andet til opgave, at medvirke til udvikling af nye sagsgange i politikredsen, så politiets møde med ofrene, herunder i anmeldelsessituationen, altid bygger på nyeste viden og med fokus på de hjælpe- og beskyttelsesforanstaltninger, som kan sættes i værk. I teamet skal I løbende lave målrettede faglige oplæg om sagsområderne internt i politiet og for eksterne samarbejdspartnere. 

 

Derudover vil du få en koordinerende rolle i forhold til direkte borgerkontakt og vejledning. Et godt samfundssyn vil derfor være en klar fordel. 

 

Om dig

Vi forestiller os, at du har en relevant bachelor- eller kandidatuddannelse eller har en anden faglig relevant profil.

 

Vi ser gerne, at du har praksiserfaringer med at arbejde med enten sager om fysisk og psykisk vold i nære relationer, voldtægt, stalking og æresrelaterede forbrydelser. 

En klar fordel hvis du allerede har kendskab til politiets arbejde eller anden lignende faglighed. 

 

Du er åben og udadvendt og kan bevare overblikket i pressede situationer. 

Du evner at arbejde både selvstændigt og som del af et team, ligesom du er god til at skabe struktur og have overblik over dine opgaver.

 

Du vil få en intern specialuddannelse der bl.a. indeholder traumeinformeret praksis, samt viden om fysisk og psykisk vold i nære relationer, voldtægt, stalking og æresrelaterede forbrydelser. 

 

Du skal omsætte og operationalisere den teoretiske forståelse til konkrete handlinger og praksisser. Du skal derfor være god til at konkretisere komplekse emner og kunne videreformidle dette til forskellige faggrupper, således at alle bliver klædt på til at kunne varetage opgaven.

 

Du skal i samarbejde med både interne og eksterne samarbejdspartnere sikre, at ofre bliver henvist til og modtager den hjælp, de har behov for bl.a. via hjælpeorganisationer og kommunerne. Du skal bidrage til at rådgive og motivere såvel ofre som gerningspersoner til at modtage hjælp.


Ansættelsesforhold 

Har du en akademisk baggrund bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. 

 

Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst.

 

Dit arbejdssted bliver Syd- og Sønderjyllands Politi, Kirkegade 76, 6700 Esbjerg 

 

Ansættelsesstart er snarest muligt. 

 

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive PET sikkerhedsgodkendt inden for 4 måneder, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.

 

Kontakt og ansøgning

 

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte fg. vicepolitiinspektør, Brian Skovrup Christensen på telefonnummer 4033-8707.

 

Samtaler forventes afholdt fredag den 5. december 2025

 

Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere jobs i politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt job. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilket job du søger. Foruden ansøgning og CV, bedes du uploade dit eksamensbevis. Du skal uploade alle dokumenter i pdf-format.

 

Vi opfordrer alle interesserede til at søge uanset køn, alder, religion eller etnisk tilhørsforhold.

 

Ansøgningsfrist: 17. november 2025

 

Syd- og Sønderjyllands Politi er – målt på geografi – blandt landets største politikredse og dækker Esbjerg, Haderslev, Sønderborg, Tønder, Varde, Vejen, Aabenraa og Fanø kommuner.
De daglige politimæssige opgaver er præget af, at der både er storbymiljø, gamle købstæder, landsbyer, omfattende naturområder, landbrug, strande og grænsen til Tyskland.

 

Der er ca. 1000 ansatte i politikredsen, der servicerer de 443.000 borgere i området. Langt hovedparten er politifolk, lige som der også er administrative medarbejdere, jurister samt andre akademikere.

 

Vi søger medarbejdere, der ønsker at være en del af et hold, hvor vi har et stort fokus på at yde politiarbejde, sagsbehandling og service af høj kvalitet – alt sammen for at sikre borgerne tryghed.

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  17.11.2025
Ansøgningsfrist:  17.11.2025
Arbejdsgiver:  Syd- og Sønderjyllands Politi
Jobsted (langt): 

Esbjerg

Deltid / fuldtid:  Fuldtid