Byggefaglig projektleder til Grønlands Politi
Grønlands Politi søger en selvstændig byggefaglig projektleder, der har lyst til at arbejde med en bred vifte af opgaver inden for udvikling, drift og vedligeholdelse af politiets bygningsmasse i hele Grønland. Vi ønsker at styrke området markant i de kommende år, og du vil få en vigtig rolle i at sikre, at vores bygninger understøtter politiets operative og administrative arbejde bedst muligt.
Styrkelse af den administrative og operative drift via byggetekniske beslutninger
Grønlands Politi råder over en omfattende bygningsportefølje, der omfatter både politistationer og vakantboliger, fordelt over hele Grønland. Bygningerne varierer i størrelse, funktion og kompleksitet, og vores opgave er at sikre, at de fungerer i praksis – i et land, hvor afstande, klima og lokale forhold har stor betydning for den daglige drift.
Et højere formål
I stillingen får du et bredt og selvstændigt ansvarsområde. Du vil arbejde med planlægning og prioritering af drift og vedligeholdelse, og du kommer til at sikre, at bygningsmassen indgår i et struktureret årshjul med en klar økonomisk ramme. Der vil også opstå situationer, hvor akutte hændelser kræver hurtig vurdering og håndtering, og dette ofte i samarbejde med vores primære samarbejdspartner på området, Bygningsstyrelsen.
Opgaven
I stillingen vil du have ansvar for, at vores bygningsområde fungerer i både drift og udvikling. Det indebærer blandt andet:
• at sikre et struktureret årshjul for drift og vedligehold af politiets bygningsmasse
• at håndtere akutte hændelser og bygningsrelaterede udfordringer i samarbejde med Bygningsstyrelsen
• at udarbejde og kvalitetssikre krav, løsninger og projekter for nye eller ændrede behov – fx i forbindelse med grænsekontrolfaciliteter
• at medvirke og have stort ansvar i arbejdet med projektering af en ny hovedpolitistation i Nuuk – herunder at facilitere og håndtere styregruppe og interessenter.
• at følge byggeprojekter fra idéfase til afsluttende tilsyn, herunder koordinering, økonomi og fremdrift
Opgaveløsningen kræver overblik, faglig forståelse og evnen til at bevæge sig mellem planlægning, udvikling og konkret eksekvering.
Din profil
Vi forventer, at du har erfaring med byggeprojekter og kender byggeriets faser. Det er en fordel, hvis du har arbejdet i bygherrerollen eller med rådgivning, men det er ikke en forudsætning. Du skal kunne arbejde selvstændigt, være struktureret og kunne håndtere mange forskellige opgaver parallelt.
Samarbejde er en vigtig del af hverdagen, og du skal være tryg i dialogen med både interne og eksterne parter. Din uddannelsesbaggrund kan være bygningskonstruktør, arkitekt, ingeniør eller tilsvarende, eller du kan dokumentere anden relevant erfaring. Erfaring med 3D-tegneprogrammer er en stor fordel.
Vi er både selvstændig bygherre og samarbejdspartner, når Bygningsstyrelsen er bygherre på større byggeprojekter for Politiet.
Om os
IT & Infrastruktur er en del af Staben og har ansvaret for at sikre, at Grønlands Politi har velfungerende bygninger, tekniske løsninger, udstyr og forsyningskæder i hele landet. Afdelingen består af sektionerne IT, Logistik og Indkøb, som arbejder tæt sammen om at understøtte både den operative og administrative del af organisationen. Vi løser opgaver i et miljø, hvor drift, udvikling og akutte behov ofte går hånd i hånd, og hvor der er brug for klare processer og gode samarbejdsrelationer.
Du får din daglige base i Nuuk og bliver en del af et fagligt miljø, hvor man hjælper hinanden, deler viden og sikrer fremdrift i opgaverne på tværs af sektionerne. Da vores bygninger ligger spredt over hele landet, vil der også være rejser i forbindelse med tilsyn, møder og bygningsrelaterede opgaver på kysten.
Har du spørgsmål til stillingernes indhold eller ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte; Chef for IT & Infrastruktur, Rasmus Gardum Soto, på tlf: +299 291 921 eller mail: RPE013@POLITI.DK
Vi opfordrer alle interesserede til at søge uanset køn, alder, religion eller etnisk tilhørsforhold.
Du kan finde mere information om politiet på www.politi.dk
KALAALLIT NUNAANNI POLITIIT
Ataatsimut toqqissisimatitsivugut
GRØNLANDS POLITI
Sammen skaber vi trygheden
Nuuk