Vil du arbejde med at identificere og analysere kriminalitetsmønstre i Grønland? Interesserer du dig for Grønlands rolle i verden – og har lyst til at prøve kræfter med arbejdet bag kulisserne? Så er en praktikplads i Efterretning og Analyse ved Grønlands Politi noget for dig.
Efterretning og Analyse i Grønlands Politi søger en samfundsvidenskabelig praktikant til forårssemesteret 2027.
Generelt om stillingen
Sektionen for Efterretning og Analyse (EAE) er en del af Politifaglig Specialafdeling i Grønlands Politi. Sektionen arbejder bl.a. med monitering af organiseret kriminalitet, analyser, der bidrager til at identificere mønstre og udvikling i kriminalitet samt øvrige analytiske leverancer, der bl.a. bidrager til at understøtte arbejdet i politikredsen, herunder også i forhold til den geopolitiske situation i Grønland.
Som praktikant i sektionen kan du forvente at komme til at understøtte arbejdet med en række forskelligartede analyser, bistå med monitering inden for organiseret kriminalitet, deltage i både interne og eksterne møder, holde oplæg for politikolleger i politikredsen samt bidrage til at monitorere udviklingen af den geopolitiske situation og dens følgevirkninger i Grønland.
Kvalifikationer
Du er kandidatstuderende på en samfundsvidenskabelig uddannelse, f.eks. statskundskab, sociologi, socialvidenskab, kriminologi eller cybersikkerhed.
Herudover forventer vi, at du:
- har interesse for politiets opgaver og rolle i samfundet
- har skarpe analytiske og metodiske kompetencer
- har gode samarbejdsevner og bidrager til et godt kollegialt fællesskab
- har stærke kommunikative evner – både skriftligt og mundtligt
- kan arbejde selvstændigt og struktureret med mange forskellige opgaver
Vi lægger stor vægt på, at du får mulighed for at dygtiggøre dig på flere faglige områder, og vi sætter en ære i at være med til at udvikle dig og dine kompetencer, mens du er en del af Grønlands Politi.
Ansættelsesvilkår
Arbejdstiden er op til 40 timer om ugen (i praksis fastsættes den efter de krav, der er til dit projektforløb), og praktikperioden er 5 måneder med start den 1. februar 2027.
Ud over muligheden for at prøve kræfter med mange forskellige opgavetyper ved Grønlands Politi, har Grønland masser at byde på i form af eksempelvis fantastiske naturoplevelser, et rigt kultur- og foreningsliv og ikke mindst et godt socialt og kollegialt sammenhold i Grønlands Politi.
Praktikantstillingen er ulønnet, men Grønlands Politi stiller en fælles personalebolig til rådighed for praktikanterne. Du skal være opmærksom på, at der kan ske beskatning af værdien af den frie bolig. Du betaler selv rejseomkostninger i øvrigt.
Det er en forudsætning for praktikopholdet, at det er meritgivende på dit studie, samt at du kan blive sikkerhedsgodkendt. Vi er fleksible i forhold til, hvad der kræves fra universitetet for at få meritoverført praktikken.
Arbejdstiden i Grønlands Politi er røg- og nikotinfri.
Ansøgning og kontakt
Ansøgning, CV, karakterudskrifter og eventuelle udtalelser skal uploades i PDF-format via politiets rekrutteringssystem på job.politi.dk.
Såfremt du har spørgsmål vedr. stillingen indhold mv., er du velkommen til at kontakte sektionsleder for Mads Odgaard, tlf. +299 580654 eller på mail MOD001@politi.dk. Husk at der er 3 timers tidsforskel mellem Danmark og Grønland.
Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge uanset køn, alder, race, religion eller etnisk tilhørsforhold.
Ansøgningsfrist: 11.09.2026
Vi glæder os til at høre fra dig.
KALAALLIT NUNAANNI POLITIIT
Ataatsimut toqqissisimatitsivugut
GRØNLANDS POLITI
Sammen skaber vi trygheden
Nuuk