Vil du være med til at styrke indsatsen for voldsudsatte i Grønland?
Grønlands Politi går en spændende tid i møde og derfor søger vi en medarbejder til Specialiseret Team i Nuuk eller Ilulissat.
Stillingen kan søges af civile med relevant baggrund såvel som uchargerede politiuddannede – både fra Danmark, Færøerne og Grønland. For civilansatte er stillingen ubegrænset. For polititjenstemænd, pb/pa, er stillingen tidsbegrænset 2 år med mulighed for forlængelse.
Tiltrædelse: hurtigst muligt eller efter nærmere aftale.
Om sektionen og opgaverne
Specialiseret Team er en specialistfunktion under Operativ Stab i Grønlands Politi. Teamets formål er at styrke kvaliteten, fagligheden og ensartetheden i politikredsens behandling af sager om vold i nære relationer, voldtægt og stalking.
Vi arbejder ud fra en traumeinformeret tilgang. Det betyder, at politiets møde med forurettede skal bygge på solid viden om traumer og traumereaktioner – og på et indgående kendskab til relevante hjælpe- og beskyttelsesforanstaltninger. Målet er at sikre, at voldsudsatte mødes professionelt, respektfuldt og helhedsorienteret i en ofte meget sårbar situation.
Specialiseret Team fungerer som en faglig sparrings- og rådgivningsfunktion for hele politikredsen. Vi bidrager til udvikling og implementering af arbejdsgange, kvalitetssikring af sagsbehandlingen og styrkelse af medarbejdernes kompetencer på området.
Teamet samarbejder tæt med interne enheder i Grønlands Politi samt med relevante eksterne myndigheder og samarbejdspartnere for at sikre en koordineret og helhedsorienteret indsats for voldsudsatte i hele Grønland.
Dine arbejdsopgaver bliver blandt andet, at:
- Udarbejde risikoscreeninger og risikovurderinger i sager om vold i nære relationer, voldtægt og stalking
- Udarbejde underretninger og bidrage til relevante beskyttelsestiltag
- Afholde tryghedssamtaler og vejlede om hjælpe- og beskyttelsesforanstaltninger
- Yde faglig sparring til politikredsens enheder
- Formidle viden om vold i nære relationer, seksuelle overgreb samt traumer og traumereaktioner
- Bidrage til udvikling og implementering af arbejdsgange med afsæt i en traumeinformeret tilgang
Specialiseret Team søger dig som:
- Har en socialfaglig baggrund og uddannelse, samt interesse for at arbejde med mennesker som har været udsat for en voldsom hændelse.
- Er robust, omstillingsparat, og indstillet på personlig og faglig udvikling.
- Er initiativrig, positivt indstillet, og har en forståelse for politikredsens mål og rammer.
- Har gode samarbejdsevner på alle niveauer, og kan arbejde selvstændigt såvel som i tæt samarbejde med øvrige medarbejdere i politiorganisationen.
- Kan omsætte ny læring til praksis, og være med til at implementere nye arbejdsgange i en dynamisk og travl organisation.
- Kan afholde kurser/undervisning og varetage sparringsopgaver.
- Er dobbeltsproget dansk/grønlandsk. Dette er en fordel, men ikke et krav.
Vi tilbyder:
- Et udfordrende og varieret job i en organisation med stor samfundsmæssig betydning.
- En dynamisk arbejdsplads med bred kontaktflade, fagligt samarbejde og en høj grad af ansvar.
- Mulighed for kompetenceudvikling.
Løn- og ansættelsesvilkår:
Generelt for civile og polititjenestemænd:
Den ugentlige arbejdstids i Grønland er 40 timer og du vil blive underlagt kontrollabel tjeneste i henhold til det grønlandske arbejdstidsreglement.
Du kan blive ansat i Nuuk eller i Ilulissat, men da vi servicerer hele politikredsen i Grønland kan rejseaktivitet forekomme.
Der ydes fri bohaveflytning samt tiltrædelsesrejse for dig og din familie til tjenestestedet ved udstationeringens start og fratrædelsesrejse ved det ordinære fratrædelsestidspunkt. Flyttegodtgørelse, tiltrædelsesrejse og feriefridage ydes efter gældende regler.
Hvis du ansættes fra en stilling uden for Nuuk eller Ilulissat i Grønland, eller fra Danmark/Færøerne sørger Grønlands Politi for nedpakning af og transport af dit indbo efter gældende regler, ligesom vi sørger for selve rejsen for dig og din familie til Nuuk eller Ilulissat – og retur igen efter 2 års tjeneste. Du bliver skrevet op til en bolig, hvor huslejen er stort set som i Danmark og indtil du har fået fast bolig og dit indbo er kommet frem, sørger vi indkvartering i møbleret bolig. I den periode hvor du bor i vores møblerede bolig, skal du betale skat af fri bolig efter gældende regler.
Det er en forudsætning, at du kan sikkerhedsgodkendes på det nødvendige niveau for stillingen. Du kan blive pålagt at varetage funktioner, hvor en højere sikkerhedsgodkendelse er påkrævet. Ansættelsen i politiet er betinget af, at du til enhver tid kan opretholde den krævede sikkerhedsgodkendelse.
Grønlands Politi har indført røg- og nikotinfri arbejdstid.
Særligt for civile:
Aflønning vil ske efter uddannelsesniveau og kvalifikationer, og i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og relevant organisation.
Ansættelsesperioden er ubegrænset.
Særligt for polititjenestemænd, pb/pa:
Hvis du i forvejen er politiuddannet (politiets basisuddannelse), beholder du din ansættelsesform.
Du lønindplaceres efter klassificeringsaftalen som pb/pa, eventuelle lokallønstillæg bortfalder jf. gældende regler. Aflønningen under udstationeringen sker efter stedtillægssats ”0”.
Ved udsendelse fra Danmark eller Færøerne oppebæres i stedet et ikke-pensionsgivende tillæg, der pt. udgør 6.730 kr. pr. måned.
Udsendelsesperioden er minimum 2 år med mulighed for forlængelse. Ved ansættelse som hjemmehørende i Grønland vil ansættelsen være på indtil videre.
Efter endt udsendelse stationeres du på ny i din egen politikreds.
Skattestyrelsen i Grønland har indført en obligatorisk pensionsordning for alle tjenestemænd. Det betyder, at du kan blive pålagt at indbetale til pensionsordningen for indtægter ud over grundlønnen, herunder særlige ydelser og lokallønstillæg, der overstiger pt. 125.000 kr.
Kontakt og ansøgning:
Såfremt du har spørgsmål vedr. stillingens indhold m.v., er du velkommen til at kontakte Pk. Inunnguaq Petersen på mail IPE010@politi.dk eller tlf. +299 56 71 43. Husk -3 timers tidsforskel hvis du er bosat uden for Grønland.
Stillingen søges elektronisk via politiets rekrutteringssystem på http://www.politi.dk og job i politiet
- Man kan søge via karriereportalen, hvor du logger ind via fanen "fra kandidat til kollega" og "medarbejder login" med din politimail (første gang ved glemt password) eller (for ansøgere, der er politiuddannet)
- Man kan også søge via jobportalen, hvor du søger/opretter profil med din private mailadresse (for civile ansøgere)
Se eventuel vejledning på POLintra: https://prodsp2019polintra.politinet.net/arbejdsplads/rekrutteringogansaettelse/stillingsopslag/Sider/default.aspx (tag kopi af link og sæt ind i browseren på POLintra). (særligt for polititjenestemænd, pb/pa)
Du skal vedhæfte CV og vedhæfte en motiveret ansøgning (følgebrev).
Hvis du har gennemført relevante eksterne uddannelser på diplom og/eller masterniveau eller opnået tilsvarende realkompetencer, bedes du oprette bevis herfor.
Ansøgningsfrist: den 29. marts 2026
Vi behandler de indkomne ansøgninger og afholder samtaler løbende og til rette kandidat er fundet, så send gerne din ansøgning hurtigst muligt. Samtaler vil ske ved enten personligt fremmøde eller alternativt via Teams.
Vi opfordrer alle interesserede til at søge uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.
KALAALLIT NUNAANNI POLITIIT
Ataatsimut toqqissisimatitsivugut
GRØNLANDS POLITI
Sammen skaber vi trygheden
Nuuk