Grønlands Politi søger en praktikant til det kommende forårssemester 2026 til vores Planlægningssektion i Operativt Center. Vi søger specifikt studerende fra 4. semester på Katastrofe- og risikomanager uddannelsen.
Om stillingen som praktikant
I Grønlands Politi vil du møde opgaver og udfordringer som kun findes få steder, hvis de overhovedet findes andre steder. Grundet Grønlands geografiske størrelse, natur, infrastruktur, klima mv. er der mange forhold der skal tages højde for i bl.a. beredskabsplanlægningen.
I Planlægningssektionen arbejder vi med at ruste Grønlands Politi til uvarslede hændelser og planlagte arrangementer. Det kan derfor være alt fra logistik og planlægning af sikkerhed ved VIP-besøg til beredskabsparathed/-planlægning ved et fjeldskred/en tsunami, samt arbejde med beredskabet ift. kritisk infrastruktur.
Det er vores opgave at sikre, at Grønlands Politi har et godt fundament, hvis katastrofen rammer. Det arbejde får du en unik mulighed for at indgå i.
Din hverdag som praktikant i Grønlands Politi er alsidig, og du kan forvente at indgå i sektionens projekter på lige fod med de øvrige ansatte.
Som praktikant ved Grønlands Politi vil du få kendskab til/erfaring med:
• Afdelingens samlede arbejdsopgaver
• Myndighedsarbejdet generelt
• Politiets operative- og beredskabsplanlægning i Grønland
• Grønlands Beredskabs Stab
Alt efter kvalifikationer og interesser vil du også kunne arbejde med optimering og nytænkning af vores opgaveløsning. Vi ønsker at udvikle os løbende og ser positivt på nye idéer og initiativer.
Derudover vil der være løbende ad hoc opgaver ligesom du vil få mulighed for at få berøring med Grønlands Politis øvrige afdelinger, som fx vagtcentralen og beredskabet.
Om dig
Du er studerende på 4 semester på Katastrofe og Risikomanager uddannelsen og er motiveret for at afprøve det du har lært på studiet i praksis og i en grønlandsk kontekst.
Herudover forventer vi, at du:
• har interesse for politiets opgaver og rolle i samfundet
• har gode samarbejdsevner og et godt humør
• kan lide at fordybe dig
• kan arbejde selvstændigt og struktureret med mange forskellige opgaver.
Vi lægger stor vægt på, at du får mulighed for at dygtiggøre dig på flere faglige områder, og vi sætter en ære i at være med til at udvikle dig og dine kompetencer, mens du er en del af Grønlands Politi.
Ansættelsesvilkår
Arbejdstiden er op til 40 timer om ugen (i praksis fastsættes den efter de krav, der er til dit projektforløb).
Praktikperioden er 21 uger (d. 2. februar 2026 – 26. juni 2026).
Ud over muligheden for at prøve kræfter med mange forskellige opgavetyper ved Grønlands Politi har Grønland masser at byde på i form af eksempelvis fantastiske naturoplevelser, et rigt kultur- og foreningsliv og ikke mindst et godt socialt og kollegialt sammenhold i Grønlands Politi. I Praktikperioden vil der også være andre praktikanter fra andre uddannelser.
Praktikantstillingerne er ulønnede, men Grønlands Politi stiller en fælles personalebolig til rådighed for praktikanterne. Du skal være opmærksom på, at der kan ske beskatning af værdien af den frie bolig.
Det er en forudsætning for praktikopholdet, at det er meritgivende på dit studie, samt at du kan blive sikkerhedsgodkendt til Hemmeligt. Vi er fleksible i forhold til, hvad der kræves fra din uddannelsesinstitution for at få meritoverført praktikken.
Ansøgning og kontakt
Ansøgning, CV, eksamensbevis/indskrivningsbekræftelse og eventuelle udtalelser skal uploades via politiets rekrutteringssystem. Du kan oprette en profil og søge jobbet på www.job.politi.dk.
Det tilstræbes, at samtaler vil blive afholdt i uge 43 via Microsoft Teams.
Eventuelle spørgsmål kan rettes til politikommissær Thomas Dürr på tlf. +299 567331 eller mail TDU001@politi.dk
Husk, at der er en tidsforskel på -3 timer.
Vi opfordrer alle interesserede til at søge uanset køn, alder, religion eller etnisk tilhørsforhold.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Arbejdstiden hos Grønlands Politi er røg- og nikotinfri.
KALAALLIT NUNAANNI POLITIIT
Ataatsimut toqqissisimatitsivugut
GRØNLANDS POLITI
Sammen skaber vi trygheden
Nuuk