Jobbeskrivelse
Praktikanter til Grønlands Politi
Praktikanter til Grønlands Politi

Grønlands Politi søger dygtige jurastuderende på kandidatuddannelsen til det kommende forårssemester 2026. Vi søger studerende til ledelsessekretariatet og anklagemyndigheden.

Generelt om stillingen som praktikant
Som praktikant ved Grønlands Politi vil du få:

  • kendskab til de forskellige afdelingers arbejdsopgaver 
  • erfaring med juraen i praksis samt 
  • et indblik i politiets og anklagemyndighedens praktiske og teoretiske arbejde i Grønland.


Ud over opgaver og sagsbehandling i de enkelte afdelinger vil du få mulighed for at følge kriminalsager i retten, ligesom vi tilstræber, at praktikanterne - som noget særligt for Grønlands Politi - får mulighed for at prøve at møde i retten som anklager i en eller flere mindre sager. 

Ledelsessekretariatet

I ledelsessekretariatet står vi både for konkret forvaltningsretlig sagsbehandling, udviklingsopgaver, generel ledelsesstøtte og kommunikation. Vi arbejder bl.a. med sager om våben, færdselslov, erstatningskrav, dispositionsklager, tilholdssager og en masse andre områder. Ledelsessekretariatet varetager desuden en række civile områder, fx visse fogedsager.

Som praktikant i ledelsessekretariatet kan du forvente at prøve kræfter med sagsbehandling inden for flere af de nævnte områder samt deltage i udviklingsopgaver, hvor du fx vil kunne få ansvar for at drive et tværfagligt projekt i tæt samarbejde med din leder eller andre faggrupper. Du vil desuden få praktisk erfaring med besvarelse af eksterne høringer og interne forespørgsler fra vores kolleger i organisationen, som har brug for et sæt stærke juridiske øjne på problemstillinger i alle hjørner af organisationen.

Din hverdag som praktikant i ledelsessekretariatet er derfor alsidig og giver dig – ud over kendskab til en bred flade af opgaver inden for juridisk sagsbehandling – generel indsigt i områder såsom styring og driftsledelse i hele organisationen med juraen som fundament.

Anklagemyndigheden

Hos anklagemyndigheden i Grønlands Politi søger vi praktikanter, der har lyst til at få praktisk erfaring med behandlingen af kriminalsager og behandling af juridiske spørgsmål, der primært er forankret i kriminalretten.

Du vil primært komme til at beskæftige dig med kontrollen af retspsykiatriske sager samt behandle aktindsigts-, klage- og erstatningssager. Herudover vil du få mulighed for, at foretage bevisvurdering i konkrete sager, udarbejde udkast til anklageskrifter og påtaleopgivelser samt lære forskellige særlovsområder nærmere at kende. 


Hvem er du?
Du:

  • er en stabil arbejdskraft
  • har en god juridisk dømmekraft
  • har lyst til forskellige arbejdsopgaver
  • kan lide at fordybe dig
  • er omgængelig og social med et godt humør


Ansættelsesvilkår

Arbejdstiden er op til 40 timer om ugen (i praksis fastsættes den efter de krav, der er til dit projektforløb), og praktikperioden er 5 måneder med start den 1. februar 2026.

Ud over muligheden for at prøve kræfter med mange forskellige opgavetyper ved Grønlands Politi har Grønland masser at byde på i form af eksempelvis fantastiske naturoplevelser, et rigt kultur- og foreningsliv og ikke mindst et godt socialt og kollegialt sammenhold i Grønlands Politi. 

Praktikantstillingerne er ulønnede, men Grønlands Politi stiller en fælles personalebolig til rådighed for praktikanterne. Du skal være opmærksom på, at der kan ske beskatning af værdien af den frie bolig.

Det er en forudsætning for praktikopholdet, at det er meritgivende på dit studie, samt at du kan blive sikkerhedsgodkendt. Vi er fleksible i forhold til, hvad der kræves fra universitetet for at få meritoverført praktikken.

 


Ansøgning og kontakt
Ansøgning, CV, karakterudskrifter og eventuelle udtalelser skal uploades i PDF-format via politiets rekrutteringssystem på job.politi.dk.

Du må gerne tydeliggøre i din ansøgning, hvilken af de to afdelinger du søger. Hvis du synes, at begge afdelinger lyder spændende, sætter vi pris på, at du oplyser, hvilken afdeling der er din 1. og 2. prioritet. Det er en fordel, men ikke et krav, at søge praktikplads i begge afdelinger.

Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere jobs i politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgte job. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilket job du søger.

Det tilstræbes, at samtaler vil blive afholdt i uge 41, enten ved personligt fremmøde i Nuuk eller via Microsoft Teams, Skype eller Facetime.


Eventuelle spørgsmål kan rettes til specialanklager Lars Petersen på tlf. +299 567376 eller mail LPJ002@politi.dk eller Faglig koordinator i Ledelsessekretariatet, Anna Obdrup på tlf. +299 567298 eller mail AOB002@politi.dk.
Husk, at der er en tidsforskel på -3 timer mellem Danmark og Grønland. 

Vi opfordrer alle interesserede til at søge uanset køn, alder, religion eller etnisk tilhørsforhold.

Arbejdstiden i Grønlands Politi er røg- og nikotinfri.

KALAALLIT NUNAANNI POLITIIT
Ataatsimut toqqissisimatitsivugut
GRØNLANDS POLITI
Sammen skaber vi trygheden

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  26.09.2025
Ansøgningsfrist:  26.09.2025
Arbejdsgiver:  Grønlands Politi
Jobsted (langt): 

Nuuk

Deltid / fuldtid:  Fuldtid