Jobbeskrivelse
On-Site Supporter til Rigspolitiet
On-Site Supporter til Rigspolitiet

Vil du arbejde med IT i et miljø, hvor din indsats er afgørende for Politiets virke? Har du mod på udfordringer i et meningsfyldt job i en samfundskritisk organisation? Vi har nemlig brug for dig i vores support teams i Center for Digital Arbejdsplads, som hører under Rigspolitiets Koncern IT.

Vi er et team af IT-supportere, der sidder on-site på politilokationer i Danmark, men organisatorisk knyttet til Koncern IT i Rigspolitiet. Lige nu søger vi ny kollega på Sjælland, hvor arbejdspladsen vil være politistationer i København.

Vores fokus er at udøve den bedst mulige tekniske service til vores kolleger i Politiet. Du vil blive en del af en enhed, hvor vi selvstændigt løser opgaverne, og hvor det er vigtigt, at du kan arbejde på tværs af Koncern IT med vores andre IT-support afdelinger.

Din hverdag som IT-supporter

Du supporterer Politiets administrative og operative medarbejdere på Politiets lokationer. Her er din service-mindedhed, support og indsats afgørende for, at politiet kan løse sin kerneopgaver. Din primære rolle er at problemdiagnosticere og løse sager, der kræver fysisk kontakt med IT-udstyr. Endvidere skal du medvirke i opgaver, der forudsætter viden om lokale IT-forhold, eksempelvis i forbindelse med udvalgte politiaktioner samt medvirke til daglig IT-understøttelse af tekniske efterforskningsafdelinger.

Du skal løse mange forskellige opgaver, bl.a


-    udskifte defekte it-enheder 
-    yde teknisk support af periferiudstyr som printere, scannere, tablets og lignende
-    opstille, konfigurere, flytte og tilslutte it-udstyr
-    administrere det fysiske netværk, fx patche krydsfelt og fysisk håndtere aktive netværkskomponenter
-    udskiftning af udstyr i henhold til Life Cycle Management (LCM) 

Jobbet er både meget varieret og fysisk, og du skal være indstillet på, at du nogle gange skal op og ned ad trapper med udstyr. 

Da du skal udføre teknisk support i forbindelse med politiaktioner eller andre kritiske situationer, skal du derfor være forberedt på tilkald uden for normal arbejdstid eller overarbejde.

Ud over supportopgaverne rådgiver du afdelinger/brugere vedrørende lokale IT-forhold, og du får mulighed for at indgå i tværgående opgaver i forbindelse med IT-projekter.

Gennem din kvalitetsbevidste opgaveløsning som IT-supporter er du med til at sikre, at opgaverne løses og dokumenteres efter de gældende regler og standarder i Politiet.


Hvem er du?

Du har en relevant uddannelse som fx IT-administrator eller IT-supporter og solid viden om on-site support gennem praktisk erfaring samt teknisk flair og indsigt i Microsoft desktop og serverteknologi. Du har derudover kendskab til HW, netværksteknologi og kabling af netværksudstyr samt kendskab til AD, Exchange, rettigheder mv. Endeligt er image udrulningsværktøjer og Android ikke fremmed for dig. Kendskab til IT-processer baseret på ITIL er en fordel.

Som person

-    er du serviceminded og går positivt til både små som store opgaver. 
-    er du fleksibel, har et godt humør, har fokus på samarbejde og deler gerne din viden med kolleger
-    er du struktureret og har en god datadisciplin med øje for dokumentation og administrative processer
-    trives du med mange samtidige forskelligartede opgaver – og pressede deadlines
-    kan du lide at arbejde selvstændigt med tingene, men samtidig har du øje for, hvornår opgaver løses bedst i fællesskab
-    kan du vægte opgaver i forhold til prioritet samt operative krav
-    har du interesse og forståelse for Politiets opgaver i samfundet
-    har du gode kommunikationsevner – både i skrift og tale

Vi forventer, at du

-    tager ansvar og bliver motiveret af at skabe resultater – både alene men også sammen med andre.
-    kan lide at blive udfordret og er fagligt nysgerrig
-    er god til at kommunikere og udveksle ideer og muligheder med såvel kollegaer som vores brugere
-    besidder et godt humør og kan skabe gode relationer fagligt som socialt
-    har kørekort til personbil, da der vil være transport mellem lokalstationerne

Løn- og ansættelsesvilkår

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. Du bliver indplaceret som assistent, overassistent eller kontorfuldmægtig på baggrund af kvalifikationer.

Stillingen er på 37 timer om ugen. Størstedelen af din arbejdstid vil ligge i dagtimerne på hverdage. Du må dog påregne, at arbejdstiden lejlighedsvis kan være uden for almindelig dagsarbejdstid (aften, nat og weekend).

Dit ansættelsessted bliver i en sektion under Center for Digital Arbejdsplads, Koncern IT.
Dit daglige tjenestested vil blive på Politiets lokationer i København.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.

Rigspolitiets har røgfri arbejdstid


Yderligere information

Hvis du har spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte en af sektionslederne i Koncern IT:
-    Sjælland: Jan Krohn, tlf: 3071 9002

Du kan læse mere om vores ansættelsesproces og politiet som arbejdsplads her 

Når du søger en stilling i Politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere jobs i Politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt job. Du skal derfor slette tidligere dokumenter, hvis du søger endnu et job. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilket job du søger.

Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede, uanset baggrund, til at søge stillingen

 

Ansøgningsfrist d. 3. juli 2026.

Vi afholder ansættelsessamtaler d 7. juli 2026.

 

I politiet arbejder vi alle sammen for tryghed og sikkerhed


Vi er cirka 18.000 ansatte i politiet, hvor omkring to tredjedele er polititjenestemænd og politikadetter og resten er civilt ansatte. Vi er alle dybt engagerede i at sikre, at rigsfællesskabet er et trygt og sikkert sted at bo og leve – uanset om vi arbejder med det operative beredskab, forebygger eller efterforsker, eller bidrager med en af de mange andre vigtige funktioner i politiet. 

Rigspolitiet er politiets øverste myndighed og har det overordnede ansvar for rigsfællesskabets i alt 15 politikredse. Vi sørger for, at politikredsene har de rette rammer for deres arbejde og udvikling. Vi står bag god ledelse og uddannelse. Bag tjenestevåben, der matcher opgaven. Bag ordentlig hjælp, hvis såret har sat sig i sindet hos vores politikolleger. Vi står bag teknologi, der følger udvikling. Bag fordeling af ressourcerne. Bag fremtidens politi. Det er os – Rigspolitiet – der altid er bag dem, der står forrest.  

Lær os bedre at kende på www.jobipolitiet

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  03.07.2026
Ansøgningsfrist:  03.07.2026
Arbejdsgiver:  Rigspolitiet
Jobsted (langt): 

København V

Deltid / fuldtid:  Fuldtid