Jobbeskrivelse
PET Akademiet søger bachelorfuldmægtig
PET Akademiet søger bachelorfuldmægtig

Vil du være med til at udvikle og understøtte en ny og ambitiøs uddannelse, der skal ruste PET til at imødekomme fremtidens komplekse arbejdsopgaver? Har du erfaring med pædagogik, didaktik og efterretningstjenesters arbejde? Så er det dig, vi søger til at blive vores kollega i PET Akademiet.
 
Vær med til at udvikle PET’s fremtidige uddannelser
Et skærpet og omskifteligt trusselsbillede stiller store krav til PET’s operative virksomhed. PET Akademiet er en nyoprettet enhed, der skal bidrage til at styrke PET’s operative kapabilitet igennem uddannelse indenfor efterretning og efterforskning. Enheden udgøres af forskellige fagligheder og specialer, der sammen skal udvikle og drive uddannelser i tæt samarbejde med både nationale og internationale samarbejdspartnere. PET Akademiets uddannelser strækker sig fra grunduddannelse over videregående uddannelser til lederuddannelser. 

 

Få en hverdag, der aldrig bliver hverdag
Som ansat i PET, bliver du en del af en hverdag, der er præget af opgaver, som ikke findes andre steder, og hver dag byder på nye udfordringer, der ikke fandtes i går. Vi er vidt forskellige, og derfor kan vi gøre en forskel. Det handler om den, du er, og det, du bidrager med. 

 

Selvom vores arbejde er præget er alvoren i det højere formål, er tonen uformel, og du vil opleve et unikt sammenhold på tværs af afdelinger og fagområder. Vi har en hverdag, der aldrig bliver hverdag, og det kan du også få. 

 

Du er samarbejdsorienteret, dedikeret og har en stærk interesse for uddannelsesudvikling
Gennem dit virke i PET Akademiet skal du være med til at understøtte udviklingen af de forskellige lærings- og undervisningsforløb, som PET’s ansatte skal gennemføre i løbet ad disse uddannelser. Derfor kommer du til at få en bred opgaveportefølje, der indebærer alsidige udviklings-, drifts- og evalueringsopgaver, i samarbejde med dine kommende kollegaer i PET Akademiet. 

 

For at lykkes i stillingen skal du motiveres af at understøtte udviklingen af de alsidige lærings- og undervisningsforløb, der skal anvendes i forbindelse med at styrke den operative praksis. Derudover er du en udpræget holdspiller med blik for helheden, og du tager selvstændigt ansvar og initiativ. 

 

Derudover ser vi gerne, at: 
•    Du har en mærkbar dedikation og motivation for at være med til at opbygge PET Akademiet og udvikle uddannelser.
•    Du har stærke samarbejdsevner og løser opgaven med engagement, nysgerrighed og loyalitet.
•    Du har relevante pædagogiske og uddannelsesdidaktiske kompetencer.
•    Du er studerende med mindst 1 år tilbage af dit studie.
•    Du har erfaring med uddannelses- og undervisningsudvikling.

 

I PET vægter vi desuden visse personlige kompetencer højt. Det er kompetencer, som vi mener, er essentielle for alle PET-ansatte uanset faglig baggrund. Det gør vi, fordi det er vigtigt for os, at vi finder det rette match. Du kan læse om kompetencerne her www.pet.dk/job.


Ansættelsesforhold
Ansættelsesstart hurtigst muligt. Vi forventer at påbegynde samtaler i uge 24. Du kan læse mere om hele PET’s ansættelsesproces på www.pet.dk/job. 

 

Et ansættelsesforhold i PET skal behandles med diskretion, hvilket du som ansøger skal være opmærksom på. Det betyder, at du som udgangspunkt godt kan fortælle tætte og fortrolige relationer, som du har tillid til, at du har søgt en stilling i PET, men ikke hvad jobbet indebærer. 


Det er en forudsætning for ansættelse i PET, at du kan sikkerhedsgodkendes til yderst hemmelig, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse. Som sikkerhedsgodkendt forventes det, at du er særlig opmærksom på din tavshedspligt i forhold til klassificeret information. 


Arbejdstiden er 22,5 timer om ugen med fleksible arbejdstider i eksamensperioderne.
 

Da du har en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.
Er du studerende på en kandidatuddannelse, ansættes du som bachelorfuldmægtig på deltid.


Dit arbejdssted bliver på Klausdalsbrovej 1 i Søborg, lige ved siden af Buddinge station, hvor både S-tog og bus kører lige til døren. I PET arbejder vi på interne systemer og med fortrolige opgaver, og derfor møder vi også på arbejde hver dag for at løse vores opgaver.    

 

Yderligere information
Du kan lære meget mere om PET som arbejdsplads på www.pet.dk/job, hvor du bl.a. kan læse mere om alle de fagligheder, der arbejder i PET og deres hverdag. Du kan også lytte til vores podcastserie ’Tjenesten og truslerne’.


Du er også altid meget velkommen til at kontakte os på hverdage på mail hr-rekruttering@politi.dk eller på telefon +45 24 62 18 45, hvis du har spørgsmål til stillingen, PET som arbejdsplads eller lignende. 


Når du søger en stilling hos PET, giver du lov til, at vi må indhente dit CPR-nummer via CPR-registeret med henblik på identifikation af dig i forbindelse med rekrutteringsprocessen. Vi indhenter dit CPR-nummer, så vi sikkert kan fremsende relevante og nødvendige dokumenter til dig via Digital Post.


Det er vigtigt for os, at PET afspejler den mangfoldighed, som vi arbejder for. Derfor opfordrer vi alle interesserede, uanset køn, alder, religion, seksualitet og etniske tilhørsforhold til at søge stillingen.

 


Træd ind i en lukket verden, der åbner nye døre, hvor vi udvikler os, træner og bygger videre på det, vi kan. Om vi udvikler nye systemer, analyserer data eller finjusterer fodstillingen til skydetræning, så er vi altid på tæerne. Det skaber gode muligheder for, at du kan rykke dig med os, vokse med opgaverne og åbne nye døre i dit arbejdsliv.

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  01.06.2025
Ansøgningsfrist:  01.06.2025
Arbejdsgiver:  Politiets Efterretningstjeneste
Jobsted (langt): 

Søborg

Deltid / fuldtid:  Deltid