Selvom hverdagen aldrig bliver hverdag hos os, skal den stadig køre så nemt som muligt. Derfor søger vi en ny direktionssekretær i Direktions- og Strategisekretariatet, der kan koordinere og få kalenderne til at gå op. Måske er det dig?
Lige nu søger vi en dygtig direktionssekretær til hjertet af PET. Som direktionssekretær i Direktions- og Strategisekretariatet er du placeret tæt på den øverste ledelse, og har en bred berøringsflade på tværs af hele PET, hvor du blandt andet får ansvar for at koordinere og styre mødekalenderne for vores dedikerede direktion.
Vi tilbyder en række spændende opgaver i form af praktisk planlægning af direktionens hverdag og forskelligartede sekretariatsopgaver. Eksempler på opgaver er bl.a. journalisering, rejsebooking, alle aspekter af mødefacilitering, herunder bestilling af mødeforplejning, modtagelse af gæster mv. Med til opgaveporteføljen hører også, at du i det daglige vil være et kontaktpunkt og bindeled for både interne og eksterne samarbejdspartnere. Derudover vil du med tiden få mulighed for at præge din opgaveportefølje og prøve kræfter med andre relevante opgaver, der er forankret i Direktions- og Strategisekretariatet.
Tempoet i Direktions- og Strategisekretariatet er ofte højt, og der er mange kalendere, der skal jongleres samtidig. Derfor går vi meget op i et godt kollegaskab, hvor vi hjælper hinanden, og vi er, hvis vi selv skal sige det, en masse dygtige og søde kollegaer, der med forskellige fagligheder og på hver sin måde understøtter PET’s direktion i det daglige.
Få en hverdag, der aldrig bliver hverdag
Som ansat i PET bliver du en del af en hverdag, der er præget af opgaver, som ikke findes andre steder, og hver dag byder på nye udfordringer, som ikke fandtes i går. Vi er vidt forskellige, og derfor kan vi gøre en forskel. Det handler om den, du er, og det, du bidrager med.
Selvom vores arbejde er præget af alvoren i det højere formål, er tonen uformel, og du vil opleve et unikt sammenhold på tværs af afdelinger og fagområder. Vi har en hverdag, der aldrig bliver hverdag, og det kan du også få.
Om dig
• Du har en relevant administrativ baggrund og har måske erfaring som direktionssekretær eller lignende.
• Du er imødekommende, selvstændig, kvalitetsbevidst og har et godt humør.
• Du har en god dømmekraft og er robust, når vilkårene omkring dig ændres.
• Du skal være indforstået med, at stillingen forudsætter fleksibilitet i forhold til arbejdstid, og at der er behov for tilstedeværelse indtil kl. 18.00 på aftalte dage (gennemsnitsarbejdstid er 37 timer om ugen).
I PET vægter vi desuden visse personlige kompetencer højt. Det er kompetencer, som vi mener, er essentielle for alle PET-ansatte uanset faglig baggrund. Det gør vi, fordi det er vigtigt for os, at vi finder det rette match. Du kan læse om kompetencerne her www.pet.dk/job.
Ansættelsesforhold
Ansættelsesstart pr. 1. august. Du kan læse mere om hele PET’s ansættelsesproces på www.pet.dk/job.
Et ansættelsesforhold i PET skal behandles med diskretion, hvilket du som ansøger skal være opmærksom på. Det betyder, at du som udgangspunkt godt kan fortælle tætte og fortrolige relationer, som du har tillid til, at du har søgt en stilling i PET, men ikke hvad jobbet indebærer.
Det er en forudsætning for ansættelse i PET, at du kan sikkerhedsgodkendes, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse. Som sikkerhedsgodkendt forventes det, at du er særlig opmærksom på din tavshedspligt i forhold til klassificeret information.
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til den enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst.
Dit arbejdssted bliver på Klausdalsbrovej 1 i Søborg, lige ved siden af Buddinge station, hvor både S-tog og bus kører lige til døren. I PET arbejder vi på interne systemer og med fortrolige opgaver, og derfor møder vi også på arbejde hver dag for at løse vores opgaver.
Yderligere information
Du kan lære meget mere om PET som arbejdsplads på www.pet.dk/job, hvor du bl.a. kan læse mere om alle de fagligheder, der arbejder i PET og deres hverdag. Du kan også lytte til vores podcastserie ’Tjenesten og truslerne’.
Du er også altid meget velkommen til at kontakte os på hverdage på mail hr-rekruttering@politi.dk eller på telefon +45 24 62 18 45, hvis du har spørgsmål til stillingen, PET som arbejdsplads eller lignende.
Når du søger en stilling hos PET, giver du lov til, at vi må indhente dit CPR-nummer via CPR-registeret med henblik på identifikation af dig i forbindelse med rekrutteringsprocessen. Vi indhenter dit CPR-nummer, så vi sikkert kan fremsende relevante og nødvendige dokumenter til dig via Digital Post.
Det er vigtigt for os, at PET afspejler den mangfoldighed, som vi arbejder for. Derfor opfordrer vi alle interesserede, uanset køn, alder, religion, seksualitet og etniske tilhørsforhold til at søge stillingen.
Søborg