Syd- og Sønderjyllands Politi søger en politikommissær til Operativ afdeling i UKA Vest og en politikommissær til Beredskabsstation Varde i Områdecenter Nordvest.
OM STILLINGEN SOM LEDER I OPERATIV AFDELING, UKA VEST
Som politikommissær i UKA Vest bliver du placeret i en af de operative sektioner og bliver personaleleder for 15-20 betjente, der møder i skiftehold i grænseoperationen. Du får rollen som vagtleder i grænseoperationscenteret, hvor du er en del af et team på 8 vagtledere, der dækker opgaven 24/7/365.
Du skal understøtte og vejlede dine medarbejdere i at møde borgerne og samarbejdspartnere med professionel kommunikation og adfærd samt sikre, at medarbejderne har forståelse for opgavens karakter og betydning.
OM STILLINGEN SOM LEDER AF BEREDSSKABSSTATION VARDE I OMRÅDECENTER NORDVEST
Som politikommissær og daglig leder af Beredskabsstation Varde skal du lede medarbejdere som beskæftiger sig med beredskabsfagligt arbejde og medarbejdere som arbejder med forebyggelse, herunder på to nærpolitistationer i Ølgod og Oksbøl. En mindre del af medarbejderne er politielever, som kræver særlig opmærksomhed, faglig sparring og vejledning.
En del af dit daglige arbejde består i kvalitetssikring af sager, gennemgang af døgnrapport og opfølgning, tjenesteplanlægning for medarbejderne, deltagelse i lokale mødefora med kommunen og deltagelse i møder og projekter med de seks øvrige sektionsledere i områdecenteret.
Derudover vil du have ansvaret for det nære samarbejde med Varde Kommune inden for forebyggelsesområder som SSP, PSP og det generelle arbejde med lokalrådssamarbejdet i samarbejde med afdelingslederen.
GENERELT OM STILLINGEN SOM POLITIKOMMISSÆR
Ansvarsområde og referenceforhold fastsættes lokalt på niveauet ”ledelse af medarbejdere”, jf. ledelsesgrundlaget. Der refereres som udgangspunkt til en af linjens vicepolitiinspektører.
Du har som politikommissær ansvaret for de politimæssige opgaver i politikredsen inden for dit ansvarsområde, og du skal sikre, at politiopgaverne i din enhed udføres effektivt og i overensstemmelse med den gældende lovgivning samt de fastsatte mål- og resultatkrav for politikredsen.
Du skal med blik for hele organisationen omsætte de strategiske prioriteringer til meningsfulde mål for de medarbejdere, du har ansvaret for. Du skal sikre, at der til stadighed opbygges effektive arbejdsprocesser, som skaber resultater med høj kvalitet til tiden og med særligt fokus på samfundet og borgerne.
Du udøver dine ledelsesopgaver gennem medarbejderne i din enhed.
GENERELT OM DIG SOM POLITIKOMMISSÆR
Du har en politifaglig uddannelse, har bestået Lederforløb 1, jf. de til enhver tid gældende krav til politiledere og har gerne erfaring fra flere områder. Læs om Lederudvikling på POLintra.
Du er reflekteret, rummelig og relationel som en helt naturlig del af din ledelsesstil.
Du skal evne at omsætte de strategiske indsatser til operative mål for dit ansvarsområde.
Du skal have gode analytiske, samarbejds- og kommunikationsevner, ligesom du skal have god organisationsforståelse.
Din ledelsesstil skal være udviklings- og resultatorienteret samt kendetegnet ved et helhedsorienteret fokus på opgaveløsningen. Du skal formå på kompetent vis at sætte disse kompetencer i spil, således at der i din enhed og på tværs af politikredsen skabes synergi samt arbejdes sammenhængende med langsigtede mål.
I udvælgelsesprocessen vil det blive vurderet, i hvor høj grad, du lever op til de kompetencekrav, der stilles til medarbejderlederniveauet i ledelsesgrundlaget og supplementet om de personlige lederegenskaber.
Du kan i nogle tilfælde efter konkret vurdering konstitueres, hvis du mangler føringsuddannelser, som er planlagt eller kan planlægges gennemført inden for et år. En konstitutionsperiode vil normalt udgøre højst et år.
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er til besættelse pr. 15. september 2026 eller snarest muligt derefter.
Lønnen er efter gældende lederklassificeringsaftale. Den aktuelle månedsløn som politikommissær i lønramme 33 med et årligt tillæg på kr. 39.300 (marts 2012) udgør i alt kr. 45.798.
Du skal kunne sikkerhedsgodkendes til stillingens nødvendige sikkerhedsniveau. Du kan pålægges at varetage funktioner, hvor sikkerhedsgodkendelse til en højere klassifikationsgrad er nødvendig.
Ansættelse i politiet og anklagemyndigheden er betinget af, at man til enhver tid kan opretholde den nødvendige sikkerhedsgodkendelse.
Du bliver stationeret indtil videre i Syd- og Sønderjyllands Politi, og du skal forrette foreløbig tjeneste i hhv. Padborg og Varde.
Kontakt og ansøgning
Har du spørgsmål til stillingerne, er du velkommen til at kontakte
- Vicepolitiinspektør Søren Rønnov om stillingen i Områdecenter Nordvest på tlf. 40 23 02 67
- Vicepolitiinspektør Karsten Høy om stillingen i UKA Operativ afdeling på tlf. 51 22 38 43
Stillingen søges elektronisk via politiets rekrutteringssystem på http://www.politi.dk og job i politiet
- Du kan søge via karriereportalen, hvor du logger ind via internettet og ”Politiets hjemmesider” i venstre hjørne. Her logger du ind med din politimail (første gang ved glemt password) eller
- du kan også søge via jobportalen, hvor du søger/opretter profil med din private mailadresse.
Se eventuel vejledning på POLintra:
https://prodsp2019polintra.politinet.net/arbejdsplads/rekrutteringogansaettelse/stillingsopslag/Sider/default.aspx
(tag kopi af link og sæt det ind i browseren på POLintra).
Du skal vedhæfte CV, en motiveret ansøgning (følgebrev) og evaluering til ansøgt chargeret stilling (førlederevaluering er ikke tilstrækkelig). Evalueringen må højst være et år gammel.
Hvis du har gennemført relevante eksterne uddannelser på diplom og/eller masterniveau, bedes du oprette dokumentation herfor.
Er du udnævnt politikommissær i forvejen, er evaluering ikke nødvendig, da du kan rokeres.
Ansøgningsfrist: den 20. august 2026.
Bemærk, at opslaget er et internt landsdækkende stillingsopslag i politiet. Du skal være politiuddannet og have en aktiv politimail for at komme i betragtning. Ved spørgsmål om fortrinsret skal du svare nej, da reglen om fortrinsret ikke gælder for interne stillinger.
Padborg
Varde