Grønlands Politi søger pb/pa til 12 mdr. assistancetjeneste på politistationen i Tasiilaq, Østgrønland
Tag del i en unik karrieremulighed, hvor du samtidig får anledning til at opleve Grønlands storslåede natur og kultur.
Grønlands Politi søger engagerede politiuddannede medarbejdere til politistationen i Tasiilaq, Østgrønland.
Stillingen kan søges af uchargerede politiuddannede fra Danmark, Færøerne og Grønland.
Tiltrædelse: 01.04.2026 eller efter aftale.
Om Tasiilaq
Tasiilaq er Østgrønlands største by med cirka 2.000 indbyggere og ligger smukt omgivet af dramatiske fjelde, fjorde og isbjerge. Her får du en unik mulighed for at opleve den arktiske natur på nært hold – fra magiske nordlys om vinteren til lange, lyse dage under midnatssolen om sommeren. Det omkringliggende hav og landskab rummer et rigt dyreliv med sæler, hvaler og mange fuglearter, som ofte ses tæt på kysten og i fjordene. Om vinteren er hundeslæde og snescooter de foretrukne transportmidler, mens ATV’er og både ofte bruges om sommeren til både arbejde og fritidsaktiviteter. Lokalsamfundet i Tasiilaq er tæt og imødekommende, og som politibetjent spiller du en central rolle i at skabe tryghed, nærvær og fællesskab for byens borgere.
Om politistationen
Politistationen omfatter 1 politikommissær, 7 politiuddannede, samt reservebetjente og administrative medarbejdere. Under Tasiilaq politidistrikt er der ydermere en lokalstation i Ittoqqortoormiit.
Vi tilbyder en spændende og alsidig arbejdsdag med faglige udfordringer, hvor du i høj grad får mulighed for at præge indholdet af dit arbejde. Stillingen indebærer både ansvar og indflydelse, og du vil få mulighed for at videreudvikle dine eksisterende kompetencer samt tilegne dig nye. Du vil få et selvstændigt fagligt ansvar og indgå i tæt samarbejde med politilederen i distriktet om planlægning og prioritering af opgaverne.
Om jobbet
Dine opgaver vil blandt andet omfatte:
- sagsbehandling, hvor du vil stifte bekendtskab med en bred vifte af politiopgaver med fokus på kvalitet og overholdelse af sagsbehandlingstider.
- det daglige beredskab, herunder varetage regelmæssige rådighedsvagter.
- møde i kredsretten, hvor du vil føre straffesager i første instans
Om dig
- du har en politifaglig uddannelse (politiets basisuddannelse) og har interesse i arbejdet med både almindelige og komplekse, ressourcekrævende sager
- du har gode samarbejdsevner og du trives i både selvstændigt arbejde og tæt samarbejde med kolleger
- du er initiativrig, positiv og loyal, og du har en forståelse for kredsens mål og rammer
- du evner at omsætte ny læring til praksis og tager ansvar i opgaveløsningen
- du udviser ansvar i det daglige arbejde
Det er en forudsætning, at inden rejsen til Grønland er uddannet på Karabin MCX. Det anbefales desuden, at du har gennemført PFT-uddannelsen i din hjemkreds samt har deltaget i den halvårlige skydning.
Løn- og ansættelsesvilkår
Assistanceperioden er som udgangspunkt 12 måneder med mulighed for forlængelse. Under assistancen fastholder du din nuværende lønindplacering som pb/pa i henhold til klassificeringsaftalen, mens eventuelle lokallønstillæg bortfalder i overensstemmelse med gældende regler.
Efter assistancetjenesten bliver du stationeret i egen kreds på ny.
Den ugentlige arbejdstid i Grønland er 40 timer, og du vil være underlagt ukontrollabel tjeneste i henhold til det grønlandske arbejdstidsreglement.
Politiet i Grønland afholder udgifter til til- og fratrædelsesrejse for den udtagne polititjenestemand og derudover stilles der en møbleret lejlighed til rådighed i perioden. Værdien af den fri bolig beskattes efter gældende regler.
Skat i Grønland har indført en obligatorisk pensionsopsparing, som også gælder for polititjenestemænd. Det betyder, at der skal indbetales til en særskilt pensionsordning, hvis den skattepligtige indkomst – ud over grundlønnen – overstiger 125.000 kr.
Udsendelsen sker efter retningslinjer for tjenesterejser i politiet.
Det er en forudsætning, at du kan sikkerhedsgodkendes på det nødvendige niveau for stillingen. Du kan blive pålagt at varetage funktioner, hvor en højere sikkerhedsgodkendelse er påkrævet. Ansættelsen i politiet og i anklagemyndigheden er betinget af, at du til enhver tid kan opretholde den krævede sikkerhedsgodkendelse.
Grønlands Politi har indført røg- og nikotinfri arbejdstid.
Kontakt og ansøgning
Er du interesseret i stillingen eller har du spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte pk. Michael Schultze på telefon +299 567362. Bemærk venligst, at der er 3 timers tidsforskel.
Stillingen søges elektronisk via politiets rekrutteringssystem på http://www.politi.dk og job i politiet
- Man kan søge via karriereportalen, hvor du logger ind med din politimail under fanerne ”fra kandidat til kollega” og ”medarbejder login”. Hvis du logger ind første gang, kan du benytte funktionen ”glemt password” eller
- man kan søge via jobportalen, hvor du opretter en profil og søger med din private mailadresse.
Se eventuel vejledning på POLintra:
https://prodsp2019polintra.politinet.net/arbejdsplads/rekrutteringogansaettelse/stillingsopslag/Sider/default.aspx (Kopiér og indsæt linket i browseren på POLintra).
Du skal vedhæfte både CV og en motiveret ansøgning (følgebrev).
Ansøgningsfrist: den 22. oktober 2025
Bemærk: dette stillingsopslag er et internt, landsdækkende jobopslag i politiet. For at komme i betragtning skal du være politiuddannet og have en aktiv politimail. Ved spørgsmål om fortrinsret bedes du svare nej, da reglen om fortrinsret ikke gælder for interne stillinger.
Kalaallit Nunaanni Politii
Ataatsimut toqqissisimatitsivugut
Grønlands Politi
Sammen skaber vi tryghed
Tasiilaq