Pb/pa til tidsbegrænset stilling i Vagtholdsafsnittet i Nuuk. Garanti for videreuddannelse
Vi søger flere pb/pa til tidsbegrænset stilling på 2 år i Vagtholdsafsnittet i Nuuk, Grønland. Under dit ophold vil du få mulighed for at søge om optagelse på reaktionsholdet.
Stillingen kan søges af uchargerede politiuddannede – både fra Grønland, Færøerne og Danmark.
Tiltrædelse sker efter aftale.
Grønlands Politi, Nuuk
Nuuk – Grønlands hovedstad med ca. 19.000 indbyggere – er en ”storby” i rivende udvikling, her er gode jobmuligheder for evt. samlever, ligesom byen byder på et væld af muligheder både kulturelt og sportsligt, samt rigtig gode muligheder for friluftsliv både til vands og til lands. Nuuk repræsenterer det moderne Grønland, og byen giver dig et levende og dynamisk arbejds- og privatliv, som er let at gå til.
Grønlands Politi udgør et særligt væsentlig samfundsmæssigt bidrag, og pga. byens og politistationens størrelse udgør hvert enkelt politibetjent en særligt væsentlig rolle i helheden. Vi har derfor brug for dig, som tager ansvar for dine kollegaer og dit samfund.
Om jobbet
Politiet i Nuuk – Beredskabssektionen – søger politiuddannede medarbejdere, som er engageret, positive og fagligt nysgerrige, samt har et åbent sind ift. de grønlandske forhold, som typisk adskiller sig fra rammerne i en dansk politikreds.
Tilsvarende kan Beredskabssektionen give dig en bred politierfaring. Hos os får man som beredskabsbetjent helt eller delvist ansvar for alvorlige overtrædelser og større sager, lige såvel som alvorlige sikkerhedshændelser og her-og-nu-opgaver i beredskabsregi. Man udvikler sine faglighed under særlige rammer, og lærer at arbejde kreativt, hvor ressourceknaphed bliver en faktor.
Du vil som udgangspunkt indgå i 3-holds skiftetjeneste alle ugens dage med forventet frihed hver anden weekend. Almindeligvis deltager du i alle typer beredskabsopgaver og almindelig patruljevirksomhed, samt optagelse af anmeldelser og efterfølgende efterforskning.
Eftersom Beredskabet i Nuuk også fungerer som uddannelsessted for vores PBU elever, skal du fungere som rollemodel både personligt og fagligt, og du skal forvente at være en del af vejlederteamet.
Uddannelsesgaranti
Foruden den brede faglige erfaring som du vil få under dit ophold, garanterer vi også en mulighed for at søge reaktionsuddannelse i 2026 eller 2027. Hvis du demonstrerer evnen til at kunne indgå på reaktionsholdet, vil du blive optaget på uddannelsen, og efterfølgende indgå på holdet.
Derudover foreligger muligheden også for at videreuddanne sig på følgende kurser: Grundlæggende føring, magtanvendelsesinstruktør, skydeinstruktør eller –leder, førstehjælpsinstruktør, indsatsleder eller –assistent, afhøring II og objektansvarlig.
Mindst én af ovennævnte uddannelser vil du blive tilbudt i løbet af dit 2-årige ophold med mulighed om forlængelse.
Om dig
Du skal have en politifaglig uddannelse (politiets basisuddannelse), og vi ser gerne, at du har arbejdet nogle år i politiet. Derudover skal du have et åbent sind, og en god omstillingsparathed.
Det vil en fordel, såfremt du er uddannet vejleder.
Vores forventninger til dig:
- du har en politifaglig uddannelse (politiets basisuddannelse) og interesse i arbejdet med alle typer af sager, herunder de komplicerede og ressourcetunge sager
- du har gode samarbejdsevner på alle niveauer, og du kan arbejde både selvstændigt men også i tæt samarbejde med øvrige medarbejdere
- du er initiativrig, positivt indstillet, loyal og har en forståelse for politikredsens mål og rammer eller har et ønske om at opnå denne forståelse
- du evner at omsætte ny læring til praksis
- du udviser ansvar og ønsker medindflydelse på din hverdag
Det er en forudsætning, at du inden rejsen til Grønland er uddannet i Karabin MCX. Du opfordres også til at have gennemgået hjemkredsens PFT uddannelse samt deltaget i den halvårlige skydning inden rejsen til Grønland.
Løn- og ansættelsesvilkår
Du lønindplaceres efter klassificeringsaftalen (som pb /pa) og eventuelle lokallønstillæg lukkes efter gældende regler.
Under udsendelse fra Danmark eller Færøerne oppebæres et ikke pensionsgivende tillæg, der for tiden udgør 6.730 kr pr. måned. Eventuelt Færø tillæg bortfalder efter gældende regler. Hvis du udsendes fra Færøerne eller Danmark er perioden minimum 2 år med mulighed for forlængelse. Aflønningen under udsendelsen sker efter stedtillægssats ”0”. Såfremt du ansættes som hjemmehørende er stilingen ”indtil videre”.
Den ugentlige arbejdstid i Grønland er 40 timer, og du vil være underlagt de grønlandske arbejdstidsregler.
Der ydes fri bohaveflytning samt tiltrædelsesrejse til tjenestestedet i Nuuk ved udstationeringens påbegyndelse og fratrædelsesrejses ved det ordinære fratrædelsestidspunkt. Flyttegodtgørelse ydes efter de til enhver tid gældende regler for statens tjenestemænd i Grønland.
Såfremt du ansættes fra en stilling uden for Nuuk i Grønland, eller fra Danmark/Færøerne sørger Grønlands Politi for nedpakning af og transport af dit indbo efter gældende regler, ligesom vi sørger for selve rejsen for dig og din familie til Nuuk – og retur igen efter 2 års tjeneste. Ved ansættelsen bliver du skrevet op til en bolig, hvor huslejen stort set er som i Danmark. Indtil du får din bolig, og dit flyttegods er kommet frem, bor du i en møbleret vakantbolig, hvor du alene betaler skat af værdien af vakantboligen.
Skattestyrelsen i Grønland har indført en obligatorisk pensionsordning, som omfatter alle tjenestemænd. Det betyder, at du kan blive pålagt at indbetale til en pensionsordning for indtægter ud over din grundløn, eksempelvis særlige ydelser, lokallønstillæg mv. der overstiger p.t. 125.000 kr.
Du skal kunne sikkerhedsgodkendes til stillingens nødvendige sikkerhedsniveau. Du kan pålægges at varetage funktioner, hvor sikkerhedsgodkendelse til en højere klassifikationsgrad er nødvendig. Ansættelse i politiet og anklagemyndigheden er betinget af, at man til enhver tid kan opretholde den nødvendige sikkerhedsgodkendelse.
Grønlands Politi har røg- og nikotinfri arbejdstid.
Kontakt og ansøgning
Vil du høre mere om stillingens faglige indhold, kan du kontakte fg. politikommissær Andreas Rem Nordentoft, tlf. +299 567158. Husk 3 timers tidsforskel.
Stillingen søges elektronisk via politiets rekrutteringssystem på http://www.politi.dk og job i politiet.
- Man kan søge via karriereportalen, hvor du logger ind via fanen "fra kandidat til kollega" og "medarbejder login" med din politimail (første gang ved glemt password) eller
- Man kan også søge via jobportalen, hvor du søger/opretter profil med din private mailadresse
Se eventuel vejledning på POLintra:
https://prodsp2019polintra.politinet.net/arbejdsplads/rekrutteringogansaettelse/stillingsopslag/Sider/default.aspx
(tag kopi af link og sæt ind i browseren på POLintra).
Du skal vedhæfte CV og vedhæfte en motiveret ansøgning (følgebrev).
Bemærk at opslaget er et internt landsdækkende stillingsopslag i politiet. Du skal være politiuddannet. Ved spørgsmål om fortrinsret skal du svare nej, da reglen om fortrinsret ikke gælder for interne stillinger.
Ansøgningsfrist: den 1. august 2025.
Kalaallit Nunaanni Politiit
Ataatsimut toqqissisimatitsivugut
Grønlands Politi
Sammen skaber vi tryghed
Nuuk