Politikommissær til NSK, Hvidvasksekretariatet
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), København
Hvidvasksekretariatet søger en politikommissær (sektionsleder) med stærke faglige kompetencer inden for efterretning og analyse. Har du erfaring med analyse og efterretnings arbejde inden for politiet eller andre analyse og efterretningsenheder, og vil du lede en stærk sektion, som arbejder med operationel analyse inden for hvidvask og organiseret økonomisk kriminalitet, så er stillingen måske noget for dig.
OM STILLINGEN I NSK
Hvidvasksekretariatet er Danmarks finansielle efterretningsenhed, internationalt kaldet FIU, Financial Intelligence Unit. Vi modtager og analyserer oplysninger om mulig hvidvask og finansiering af terrorisme. Vi videreformidler efterretningerne til politiet og andre myndigheder, som kan bringe dem i spil i efterforskning, kontrol, tilsyn og forebyggelse.
Alene i 2025 modtog vi omkring 100.000 underretninger om mistænkelige forhold fra banker og andre underretningspligtige. Med EU’s nye hvidvaskpakke får vi adgang til oplysninger fra flere offentlige registre. Men en transaktion eller relation siger sjældent nok i sig selv. Kriminalitetsbilledet træder mere tydeligt frem, når oplysningerne forbindes på tværs.
Du bliver leder for sektionen for indledende analyse, hvor politiuddannede og civile medarbejdere arbejder sammen i teams omkring modtagelse, screening og indledende analyse af underretninger. Med udgangspunkt i en risikobaseret tilgang er det din sektions ansvar, at sikre at underretningerne både når ud til de rette samarbejdspartnere og samtidig bidrager til arbejdet på tværs af sektionerne i hvidvasksekretariatet. Sektionen har en central plads i hvidvasksekretariatets drift og er bindeled mellem både større efterretningsoperationer og dybdegående strategiske analyser.
I Hvidvasksekretariatet er omgangstonen uformel, energien høj og vejen til kollegernes sparring kort. Vi vender faglige spørgsmål både på møderne og på gangene, deler viden på tværs og udfordrer konklusionerne, før vi sender produkterne ud af huset. Området er i løbende udvikling, og nye oplysninger, datamuligheder og kriminalitetsbilleder kan ændre prioriteringerne med kort varsel. Du får derfor stor frihed og et tilsvarende ansvar for at skabe retning og drive dine analyser fremad.
ANSVARSOMRÅDER
Som leder af sektionen for indledende analyse har du ansvaret for sektionens samlede håndtering og koordinering af al indgående og udgående kommunikation, samt for den indledende analyse og vurdering af underretninger og anmodninger fra samarbejdspartnere.
Det forventes, at du med gode faglige og menneskelige kompetencer i samarbejde med fagkoordinatorer, kan lede din sektion med høj faglighed, integritet og eksekveringsevne. Det forventes endvidere, at du i samarbejde hvidvasksekretariatets it-medarbejdere kan lede udviklingen af den it-mæssige understøttelse af sektionens drift.
Du har desuden ansvaret for styring af ressourcer og for sikringen af legalitet og kvalitet. Du skal kunne arbejde projektorienteret, og skal sikre et tæt samarbejde med øvrige sektioner i hvidvasksekretariatet og andre relevante samarbejdspartnere.
Du har det personalemæssige ansvar for ca. 12 medarbejdere med forskellig uddannelsesmæssig baggrund, herunder ansvaret for trivslen, afholdelse af MUS samtaler og for sikring af kompetenceudvikling, ligesom du skal have fokus på motivation og udviklingspotentiale hos den enkelte medarbejder.
Du refererer til lederen af Hvidvasksekretariatet.
GENERELT OM STILLINGEN SOM POLITIKOMMISSÆR
Ansvarsområde og referenceforhold fastsættes lokalt på niveauet "ledelse af medarbejdere", jf. ledelsesgrundlaget. Der refereres som udgangspunkt til afdelingschefen.
Du har som politikommissær ansvaret for de politimæssige opgaver i politikredsen inden for dit ansvarsområde, og du skal sikre, at opgaverne i din enhed udføres effektivt og i overensstemmelse med den gældende lovgivning samt de fastsatte mål- og resultatkrav for politikredsen.
Du skal med blik for hele organisationen omsætte de strategiske prioriteringer til meningsfulde mål for de medarbejdere, du har ansvaret for, og du skal sikre, at der til stadighed opbygges effektive arbejdsprocesser, som skaber resultater med høj kvalitet til tiden og med særligt fokus på samfundet og borgerne.
Du udøver dine ledelsesopgaver gennem medarbejderne i din enhed.
GENERELT OM DIG SOM POLITIKOMMISSÆR
Du har en politifaglig uddannelse og en førlederuddannelse fra politiet (jf. de til enhver tid gældende krav til politiledere. Læs om Lederudvikling på POLintra.
Du er reflekteret, rummelig og relationel som en helt naturlig del af din ledelsesstil.
Du skal evne at omsætte de strategiske indsatser til operative mål for dit ansvarsområde.
Du skal have gode analytiske, samarbejds- og kommunikationsevner, ligesom du skal have god organisationsforståelse.
Din ledelsesstil skal være udviklings- og resultatorienteret samt kendetegnet ved et helhedsorienteret fokus på opgaveløsningen. Du skal formå på kompetent vis at sætte disse kompetencer i spil, således at der i din enhed og på tværs af politikredsen skabes synergi samt arbejdes sammenhængende med langsigtede mål.
I udvælgelsesprocessen vil det blive vurderet, i hvor høj grad, du lever op til de kompetencekrav, der stilles til medarbejderlederniveauet i ledelsesgrundlaget og supplementet om de personlige lederegenskaber.
Du kan i nogle tilfælde efter konkret vurdering konstitueres, hvis du mangler føringsuddannelser, som er planlagt eller kan planlægges gennemført inden for et år. En konstitutionsperiode vil normalt udgøre højst et år.
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingerne er til besættelse snarest muligt.
Lønnen er efter gældende lederklassificeringsaftale. Den aktuelle månedsløn som politikommissær i lønramme 33 med et årligt tillæg på kr. 39.300 (marts 2012) udgør i alt kr. 46.092.
Du skal kunne sikkerhedsgodkendes til HEMMELIGT. Du kan pålægges at varetage funktioner, hvor sikkerhedsgodkendelse til en højere klassifikationsgrad er nødvendig.
Ansættelse i politiet og anklagemyndigheden er betinget af, at man til enhver tid kan opretholde den nødvendige sikkerhedsgodkendelse.
Du bliver stationeret indtil videre i NSK, og du skal forrette foreløbig tjeneste efter Politidirektørens bestemmelse.
Kontakt og ansøgning
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Chef for Hvidvasksekretariatet, Erik Modin, Tlf. 2180 1027
Stillingen søges elektronisk via politiets rekrutteringssystem på http://www.politi.dk og job i politiet
- Du kan søge via karriereportalen, hvor du logger ind via internettet og ”Politiets hjemmesider” i venstre hjørne. Her logger du ind med din politimail (første gang ved glemt password) eller
- du kan også søge via jobportalen, hvor du søger/opretter profil med din private mailadresse.
Se eventuel vejledning på POLintra:
https://prodsp2019polintra.politinet.net/arbejdsplads/rekrutteringogansaettelse/stillingsopslag/Sider/default.aspx
(tag kopi af link og sæt det ind i browseren på POLintra).
Du skal vedhæfte CV, en motiveret ansøgning (følgebrev) og evaluering til ansøgt chargeret stilling (førlederevaluering er ikke tilstrækkelig). Evalueringen må højst være et år gammel. Hvis du har gennemført relevante eksterne uddannelser på diplom og/eller masterniveau, bedes du oprette dokumentation herfor.
Er du udnævnt politikommissær i forvejen, er evaluering ikke nødvendig, da du kan rokeres.
Ansøgningsfrist: den 23. september 2026
Bemærk, at opslaget er et internt landsdækkende stillingsopslag i politiet. Du skal være politiuddannet og have en aktiv politimail for at komme i betragtning. Ved spørgsmål om fortrinsret skal du svare nej, da reglen om fortrinsret ikke gælder for interne stillinger.
National enhed for særlig Kriminalitet som arbejdsplads
I National enhed for Særlig Kriminalitet bliver du en del af en landsdækkende specialenhed, hvor højt specialiserede fagfolk arbejder tæt sammen med et fælles formål: at beskytte Danmark mod den mest komplekse og samfundsskadelige kriminalitet. Det er en særlig opgave.
Vi efterforsker og strafforfølger komplekse sager inden for organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet og digital kriminalitet. Derudover understøtter vi også politikredsene i hele Rigsfællesskabet med vores særlige ekspertise i kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.
Når du træder ind ad døren i National enhed for Særlig Kriminalitet, møder du politifolk, anklagere, analytikere, teknikere, it-specialister, administrative og mange andre fagligheder. Vi er mange – og vi er forskellige. Du får godt 1.200 dedikerede kolleger, der trods forskelligheder har det til fælles, at vi alle bidrager med hver vores særlige styrke og dybe faglighed.
Kriminaliteten udvikler sig hele tiden, og det samme gør kravene til os. Derfor prioriterer vi faglig udvikling, vidensdeling og samarbejde højt.
I National enhed for Særlig Kriminalitet finder vi stor mening i vores arbejde, fordi vores opgaver har et klart og vigtigt formål. Det, vi gør, bidrager direkte til at beskytte samfundet og styrke retssikkerheden. Det er et særligt ansvar. Det er derfor, vi arbejder i National enhed for Særlig Kriminalitet.
Glostrup