Jobbeskrivelse
Politiuddannet konsulent/specialkonsulent til Center for Observation og Teknisk Indhentning i PET
Politiuddannet konsulent/specialkonsulent til Center for Observation og Teknisk Indhentning i PET

Er proaktiv og omstillingsparat ord, du bruger om dig selv? Og Har du forståelse for komplekse tekniske og operative opgaver og god IT-forståelse? Så er du måske vores nye audio- og videotekniker.

 

Bliv en del af arbejdet med Teknisk Indhentning
Som specialiseret operativ audio- og videotekniker hos PET bliver din overordnede opgave at løse særligt komplekse og tekniske indhentningsopgaver inden for præcis dette område. 
Udover at kunne virke i et operativt miljø skal du kunne håndtere opsætning af tekniske løsninger på et højt professionelt niveau. Du kan håndtere forskellige typer af video og audio teknik og har en god forståelse for teori inden for disse emner. Du har en god IT-forståelse og kendskab til gængse VMS-systemer. 


I stillingen som operativ audio- og videotekniker vil du have ansvaret for, samt koordinering af, video-kapaciteter, herunder udvikling, vedligehold, drift og gennemførsel af relevant uddannelse og test af nyt relevant udstyr. Derudover skal du kunne bidrage med operationsanalyse, risikovurdering og operationsplanlægning i forbindelse med indhentningsopgaver.

 

Du vil blive en del af et team med dygtige og professionelle kolleger med et højt fagligt niveau og et meget stort engagement, som alle ønsker at gøre en forskel for samfundet. Der er et tæt samarbejde med de øvrige teknikere og den faglige teamleder. Du vil indgå i et velfungerende team med et godt sammenhold, rart arbejdsmiljø og en flad struktur. 

 

Få en hverdag, der aldrig bliver hverdag
Som ansat i PET bliver du en del af en hverdag, der er præget af opgaver, som ikke findes andre steder, og hver dag byder på nye udfordringer, som ikke fandtes i går. Vi er vidt forskellige, og derfor kan vi gøre en forskel. Det handler om den, du er, og det, du bidrager med.
Selvom vores arbejde er præget af alvoren i det højere formål, er tonen uformel, og du vil opleve et unikt sammenhold på tværs af afdelinger og fagområder. Vi har en hverdag, der aldrig bliver hverdag, og det kan du også få. 

Du har teknisk indsigt og operativ erfaring.
Du har allerede en dyb teknisk indsigt inden for audio- og videoområdet og har muligvis allerede arbejdet som operativ tekniker. Måske har du en relevant uddannelse, der gør, at du har en specialviden og kompetencer, der ligger ud over den politifaglige uddannelse. 

 

Du har operativ erfaring, kan disponere selvstændigt og træffer de fagligt rette beslutninger med fokus på succesfuldt at sikre gennemførelsen af teknisk sensitive indhentningsoperationer. 

 

Det er en forudsætning, at du kan balancere og navigere korrekt i den kompleksitet, der er forbundet med strafprocessuelle tvangsindgreb, herunder indsigt i retsplejelovens bestemmelser. På denne baggrund skal du, i samarbejde med efterforskere i PET og dansk politi samt andre nationale og internationale samarbejdspartnere, kunne påtage dig et stort medansvar for planlægning, kvalitet og legalitet i de konkrete operationer.

 

Derudover forventer vi, at du:

  • Har en politifaglig uddannelse (polititets basisuddannelse)
  • Har interesse for audio- og videoområdet eller har arbejdet som operativ tekniker.
  • Har operativ erfaring og kan håndtere, at arbejde i tidspressede situationer.
  • Har en vis grad af håndværksmæssig forståelse eller relevant håndværksmæssig uddannelse.
  • Er indstillet på at arbejde på alle tider af døgnet, herunder weekender og har en stor tjenestevillighed.
  • Villig til kompetenceudvikling ved at tilegne dig relevant viden, som kan understøtte din faglige udvikling og arbejdsfunktion.
  • Gode samarbejdsevner

 

Den rigtige indstilling, villighed til at lære og hænder ”der er skruet rigtigt på” er mindst ligeså vigtigt, som relevant uddannelser og erfaring. Bliver stillingen din, sørger vi for at ”klæde dig på”, så du får det rigtige faglige niveau.

 

For en stilling som konsulent, politi, gælder:
Vi forventer, at du besidder særligt specialiseret viden om audio og video, og har kompetencerne til at løse opgaver inden for samme emner. Du skal kunne drive teknikeropgaver selvstændigt til en vis grad og have lyst til at bidrage til forskellige opgaver med positivt mindset.

 

For en stilling som specialkonsulent, politi, gælder:
Vi forventer, at du kan drive teknikeropgaver med høj beslutningskompetence og kommer med en højt specialiseret viden om både audio- og videoteknik, som kan bringes i spil i opgaveløsningen. Du skal have et indgående kendskab til opgaverne inden for emnet. Desuden skal du være metodisk og analytisk stærk, så du kan begå dig på forskellige strategiske niveauer.

 

I PET vægter vi desuden visse personlige kompetencer højt. Det er kompetencer, som vi mener, er essentielle for alle PET-ansatte uanset faglig baggrund. Det gør vi, fordi det er vigtigt for os, at vi finder det rette match. Du kan læse om kompetencerne her www.pet.dk/job.

 

Løn og ansættelsesvilkår

Konsulent: Du lønindplaceres efter politiets klassificeringsaftale som konsulent i løngruppe 3, sats 2, skalatrin 44 og eventuelle lokallønstillæg lukkes efter gældende regler.

 

Specialkonsulent: Du lønindplaceres efter politiets klassificeringsaftale som specialkonsulent i løngruppe 3, sats 3, skalatrin 46 og eventuelle lokallønstillæg lukkes efter gældende regler.

 

Du stationeres i Rigspolitiet med foreløbig tjeneste i PET.

 

Dit arbejdssted bliver på Klausdalsbrovej 1 i Søborg.

 

Der vil ved MUS blive fastsat en plan for relevant efter- og videreuddannelse. 

 

Et ansættelsesforhold i PET skal behandles med diskretion, hvilket du som ansøger skal være opmærksom på. Det betyder, at du som udgangspunkt godt kan fortælle tætte og fortrolige relationer, som du har tillid til, at du har søgt en stilling i PET, men ikke hvad jobbet indebærer. 

 

Det er en forudsætning for ansættelse i PET, at du kan sikkerhedsgodkendes, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse. Som sikkerhedsgodkendt forventes det, at du er særlig opmærksom på din tavshedspligt i forhold til klassificeret information. 

 

Et ansættelsesforhold i PET skal behandles med diskretion, hvilket du som ansøger skal være opmærksom på. Det betyder, at du som udgangspunkt godt kan fortælle tætte og fortrolige relationer, som du har tillid til, at du har søgt en stilling i PET, men ikke hvad jobbet indebærer. 

 

Ansættelsesstart pr. 1. december eller hurtigst muligt. Vi forventer at påbegynde samtaler i uge 32. Du kan læse mere om hele PET’s ansættelsesproces på www.pet.dk/job.

 

Kontakt og ansøgning

Stillingen søges elektronisk via politiets rekrutteringssystem på http://www.politi.dk og job i politiet

- Du kan søge via karriereportalen, hvor du logger ind via internettet og ”Politiets hjemmesider” i venstre hjørne. Her logger du ind med din politimail (første gang ved glemt password) eller
- du kan også søge via jobportalen, hvor du søger/opretter profil med din private mailadresse. 
 
Se eventuel vejledning på POLintra: https://prodsp2019polintra.politinet.net/arbejdsplads/rekrutteringogansaettelse/stillingsopslag/Sider/default.aspx (tag kopi af link og sæt ind i browseren på POLintra). 
 
Du skal vedhæfte CV og vedhæfte en motiveret ansøgning (følgebrev).
 
Hvis du har gennemført relevante eksterne uddannelser på diplom og/eller masterniveau eller opnået tilsvarende realkompetencer, bedes du oprette bevis herfor.


Du kan lære meget mere om PET som arbejdsplads på www.pet.dk/job, hvor du bl.a. kan læse mere om alle de fagligheder, der arbejder i PET og deres hverdag. Du kan også lytte til vores podcastserie ’Tjenesten og truslerne’.

 

Du er også altid meget velkommen til at kontakte os på hverdage på mail hr-rekruttering@politi.dk eller på telefon +45 24 62 18 45, hvis du har spørgsmål til stillingen, PET som arbejdsplads eller lignende.

 

Ansøgningsfrist: Den 26. juli 2026.

 

Bemærk, at opslaget er et internt landsdækkende stillingsopslag i politiet. Du skal være politiuddannet. Ved spørgsmål om fortrinsret skal du svare nej, da reglen om fortrinsret ikke gælder for interne stillinger.

 

Træd ind i en lukket verden, der åbner nye døre, hvor vi udvikler os, træner og bygger videre på det, vi kan. Om vi udvikler nye systemer, analyserer data eller finjusterer fodstillingen til skydetræning, så er vi altid på tæerne. Det skaber gode muligheder for, at du kan rykke dig med os, vokse med opgaverne og åbne nye døre i dit arbejdsliv.

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  26.07.2026
Ansøgningsfrist:  26.07.2026
Arbejdsgiver:  Politiets Efterretningstjeneste
Jobsted (langt): 

Søborg

Deltid / fuldtid:  Fuldtid