PET står for din, Danmarks og Rigsfællesskabets sikkerhed. Det er en vigtig og samfundskritisk opgave, som PET har brede rammer til at løse. De brede rammer stiller store krav til, at PET som organisation altid evner at forvalte sit ansvar i overensstemmelse med lovgivning og retningslinjer.
Få en hverdag, der aldrig bliver hverdag
Som ansat i PET bliver du en del af en hverdag, der er præget af opgaver, som ikke findes andre steder, og hver dag byder på nye udfordringer, som ikke fandtes i går. Vi er vidt forskellige, og derfor kan vi gøre en forskel. Det handler om den, du er, og det, du bidrager med.
Selvom vores arbejde er præget af alvoren i det højere formål, er tonen uformel, og du vil opleve et unikt sammenhold på tværs af afdelinger og fagområder. Vi har en hverdag, der aldrig bliver hverdag, og det kan du også få.
Om jobbet
Intern Revision er et kerneelement i en professionel efterretningstjeneste. Vi udfører systematiske, risikobaserede revisioner, og bidrager derigennem til at identificere risici og områder, hvor PET kan optimere sin opgaveløsning og udvikle organisationen. Vi supplerer PET's øvrige eksterne revision og arbejder med at skabe et solidt grundlag for løbende forbedringer.
Som medarbejder i Intern Revision får du en bred kontaktflade på tværs af PET og arbejder med problemstillinger, som kun få andre får mulighed for at opleve. Du kommer ind i en revisionsfunktion præget af høj faglighed og plads til at tage ansvar for egne opgaver. Du bliver samtidig en vigtig faglig sparringspartner for dine kolleger på tværs af organisationen og får mulighed for at samarbejde med både ledelsen, andre dele af PET og relevante eksterne samarbejdspartnere.
Vi arbejder på tværs af forskellige faglige områder. Det kan blandt andet være finansielle revisioner, behandling af personoplysninger, it- og informationssikkerhed og det operative virke. Selvom du ikke har erfaring med alle områderne er det vigtigt, at du har lyst til at blive klogere på dem.
Dine opgaver vil bestå i at analysere risici og interne processer for at identificere områder, hvor PET kan udvikle sin opgaveløsning. Vi søger dig, der er processtærk og som har evnen til at forstå, hvor processer knækker, og hvordan vi kan designe kontroller, der både sikrer lovlighed og understøtter den operative effektivitet. Du bidrager også til at dokumentere og formidle dine anbefalinger til ledelsen og til den løbende udvikling af vores revisionsmetoder, arbejdsgange og værktøjer.
To forskellige karriereveje
Vi har flere ledige stillinger, og søger medarbejdere med forskellig baggrund.
Den motiverede og lærevillige nyuddannede
Hvis du netop har afsluttet en relevant uddannelse og er motiveret for at lære håndværket bag professionel kontrol, tilbyder vi dig en unik indgangsvinkel til efterretningstjenesten. Det vigtigste er, at du har en stor interesse for at lære om risikostyring, tilsyn, kontrol og revision.
Du vil starte med at få indblik i vores metoder og under tæt sparring lære, hvordan man udfører systematisk og risikobaseret kontrol. På sigt vil du blive en central brik i PET’s samlede kontrolmiljø, hvor du har et solidt greb om både de metodiske og de faglige aspekter af revision.
Den erfarne revisions- og tilsynsprofil
Den anden profil er rettet mod den erfarne specialist med 5-10 års erhvervserfaring og som har en dyb forståelse for, hvordan risikostyring kan transformeres til værdiskabende kontrol. Vi søger dig, der har erhvervserfaringen og ved, hvordan man indgår i et kontrolmiljø og derigennem designer og gennemfører kontroller, som skaber reel værdi.
Vi forestiller os, at du har erfaring fra en lignende stilling i en intern revisionsafdeling, Rigsrevisionen, en tilsynsmyndighed, eller en tilsynsafdeling i et departement eller styrelse, hvor du er vant til at navigere i komplekse, regelstyrede miljøer.
Hvis du kommer med en anden baggrund end ovenstående, som du vurderer kan bidrage positivt til vores arbejde, vil vi naturligvis også gerne høre fra dig.
Din profil og personlige egenskaber
Som medarbejder hos os skal du:
- have god dømmekraft og kunne stille kritiske spørgsmål
- kunne bevaree overblikket, når rammerne omkring dig ændrer sig.
- kunne trives i en politisk styret organisation, hvor den operationelle virkelighed kræver løbende justeringer.
Vi forestiller os, at du har en relevant akademisk uddannelse inden for fx statskundskab, sociologi, jura, revision eller økonomi, men det kan også være en professionsbachelor inden for et relevant fagområde. Vigtigst er, at du er analytisk og struktureret, og har evnen til at se både detaljen og det store billede.
Ansættelsesforhold
Ansættelsesstart er hurtigst mulig eller senest pr. 1. januar 2027. Du kan læse mere om hele PET's ansættelsesproces på www.PET.dk/job.
Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler i uge 45 og 46.
Et ansættelsesforhold i PET skal behandles med diskretion, hvilket du som ansøger skal være opmærksom på. Det betyder, at du som udgangspunkt godt kan fortælle tætte og fortrolige relationer, som du har tillid til, at du har søgt en stilling i PET, men ikke hvad jobbet indebærer.
Det er en forudsætning for ansættelse i PET, at du kan sikkerhedsgodkendes til yderst hemmelig, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse. Som sikkerhedsgodkendt forventes det, at du er særlig opmærksom på din tavshedspligt i forhold til klassificeret information.
Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.
Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst.
Dit arbejdssted bliver på Klausdalsbrovej 1 i Søborg, lige ved siden af Buddinge station, hvor både S-tog, letbane og bus kører lige til døren. I PET arbejder vi på interne systemer og med fortrolige opgaver, og derfor møder vi også på arbejde hver dag for at løse vores opgaver.
Yderligere information
Du kan lære meget mere om PET som arbejdsplads på www.PET.dk/job, hvor du bl.a. kan læse mere om alle de fagligheder, der arbejder i PET og deres hverdag. Du kan også lytte til vores podcastserie 'Tjenesten og truslerne'.
Du er også altid meget velkommen til at kontakte os på hverdage på mail hrrekruttering@politi.dk eller på telefon +45 24 62 18 45 mellem kl. 08:00 – 11:00, hvis du har spørgsmål til stillingen, PET som arbejdsplads eller lignende.
Når du søger en stilling hos PET, giver du lov til, at vi må indhente dit CPRnummer via CPR-registeret med henblik på identifikation af dig i forbindelse med rekrutteringsprocessen. Vi indhenter dit CPR-nummer, så vi sikkert kan fremsende relevante og nødvendige dokumenter til dig via Digital Post.
Det er vigtigt for os, at PET afspejler den mangfoldighed, som vi arbejder for. Derfor opfordrer vi alle interesserede, uanset køn, alder, religion, seksualitet og etniske tilhørsforhold til at søge stillingen.
Træd ind i en lukket verden, der åbner nye døre, hvor vi udvikler os, træner og bygger videre på det, vi kan. Om vi udvikler nye systemer, analyserer data eller finjusterer fodstillingen til skydetræning, så er vi altid på tæerne. Det skaber gode muligheder for, at du kan rykke dig med os, vokse med opgaverne og åbne nye døre i dit arbejdsliv.
Søborg