Administrative medarbejdere til Bornholms Politi.
Motiveres du af spændende opgaver, med en høj grad af selvstændig opgaveløsning og tværfagligt samarbejde i Politiet?
Bornholms Politi søger 3 administrative medarbejdere.
Om Bornholms Politi
Administrative medarbejdere ved Bornholms Politi udfører en lang række opgaver i både Politisøjlen, Anklagemyndigheden og Staben. Det er opgaver som bl.a. modtagelse af anmeldelser fra borgerne, telefonbetjening, journalisering, tjenesteplanlægning, sagsbehandling, bogføring, kommunikation, HR-relaterede opgaver m.fl.
Om stillingerne
De aktuelt ledige stillinger er placeret i følgende afdelinger:
Servicecenteret
Du vil komme til at arbejde med en bred vifte af opgaver i en virksomhed, hvor det tværfaglige samarbejde spiller en stor rolle. Du vil dagligt skulle samarbejde med politiuddannede, jurister og naturligvis andre administrative medarbejdere.
Servicecenteret er en blanding af både ekspeditionsarbejde og sagsbehandling.
Du vil skulle håndtere borgerhenvendelser både via 114 opkald, ved skriftlige og elektroniske anmeldelser og ved borgerens fremmøde på Politigården.
Du vil ligeledes skulle sagsbehandle tilladelser til en lang række arrangementer på Bornholm, alkoholbevillinger til restaurationer, elektronisk skibs/passager ankomster/afgange, koster (effekter) håndtering hidrørende fra politimæssige opgaver og mange flere alsidige og spændende opgaver – ikke to dage er ens.
Da servicecenteret er placeret i Politisøjlen, er du en del af beredskabet og vil langt hen af vejen, kunne spille en vigtig rolle ved større politimæssige indsatser, både varslede og uvarslede.
Sags- og visitationscenteret
I Sags- og visitationscentreret indgår du i samarbejde med pt. 1 administrativ og 2-3 politiansatte. Du vil få ansvar for en række administrative opgaver knyttet til sagsbehandling og controlling.
Dine opgaver vil blandt andet bestå af følgende:
• Håndtering af koster
• aktindsigt
• sagsbehandling af bøder
• koordinering af møder
• referentopgaver
• understøttelse af borgerekspedition i spidsbelastninger
• foruden en lang række andre opgaver
Plan- og sikkerhedsafdelingen
I Plan indgår du i samarbejde med pt. 2 politiansatte. Det er nyt med administrativ understøttelse i Plan, så du vil få mulighed for at udvikle stillingens indhold.
I første omgang ser vi følgende opgaver varetaget i funktionen:
• administrativ understøttelse af Plan- og Sikkerhedsenhedens opgaver
• sagsbehandling af ansøgninger om arrangementer og udarbejdelse af tilladelser i tæt samarbejde med Servicecenteret
• understøttelse af Den Lokale Beredskabsstab, herunder udarbejdelse af mødereferater
• arbejde i politiets IT-systemer
• samarbejde med interne og eksterne samarbejdspartnere
• bistand til afdelingens øvrige sektioner og enheder ved spidsbelastninger
Om dig
Du er kontoruddannet, fortrolig med Microsoft Office samt Excel og god til at formulere dig i skrift og tale.
Du er i stand til at arbejde struktureret, til tider under pres, med mange bolde i luften og samtidigt evne at udvise fleksibilitet over for nye opgaver, der pludseligt kan opstå og kræver umiddelbar handling.
Du er servicemindet, robust og ansvarsbevidst i din opgaveløsning, ligesom du besidder lyst og nysgerrighed på ny læring. Du kommunikerer respektfuldt med ledere og medarbejdere, du trives med en bred kontaktflade og kan samarbejde i teams. Gennem dit arbejde og din tilgang bidrager du til en god trivsel i organisationen.
Vi lægger vægt på tillid, samarbejde og professionalisme, og vi kommunikerer åbent og ærligt med hinanden.
Løn- og ansættelsesvilkår
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. Du vil blive indplaceret afhængigt af kvalifikationer og erfaring, som enten assistent (Løngruppe 2 sats 1), overassistent (Løngruppe 2 sats 2), eller kontorfuldmægtig (Løngruppe 3 sats 1) jf basisløn for kontorfunktionærer ansat i staten - provinsen (stedtillæg II, III og IV).
Arbejdstiden er på 37 timer ugentligt i tidsrummet mellem 07.00 – 17.00 med mulighed
for Flextid.
I servicecenteret er der en fast åbningstid og telefontid og medarbejder i denne afdeling indgår derfor i et vagtrul.
Dit arbejdssted bliver hos Bornholms Politi, Zahrtmannsvej 44, 3700 Rønne.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt og opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.
Stillingerne er til besættelse snarest muligt og efter nærmere aftale.
Kontakt og ansøgning
Du bedes i din ansøgning oplyse, hvis der specifikt er én af de ledige stillinger du er interesseret i. Hvis ikke andet er oplyst i din ansøgning, vil ansøgningen indgå i en samlet rekrutteringspulje.
Hvis du har spørgsmål til stillingerne, er du velkommen til at kontakte HR-Chef Jane Blaabjærg på mail: JSA009@politi.dk, telefon 93501540.
Du kan finde mere information om politiet generelt på www.jobipolitiet.dk.
Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge uanset køn, alder, race, religion eller etnisk baggrund.
Ansøgningsfrist: 14. september 2026
Rønne