Har du erfaring med bekæmpelse af økonomisk kriminalitet?
Vil du være med til at sørge for, at gerningspersoner bag økonomisk kriminalitet bliver draget til ansvar og at fremtidens kriminalitetsform bremses? Er du typen, der kan knække koden, skabe overblik og se sammenhænge i et ofte kompliceret materiale vedr. økonomiske problemstillinger?
Så er det måske lige dig, vi søger hos Østjyllands Politi.
Arbejdet foregår i et tværfagligt og dynamisk miljø i Afd. for Økonomisk Kriminalitet hos Østjyllands Politi. Du vil også komme til at samarbejde med andre sektioner i politiet og anklagemyndighed samt eksterne samarbejdspartnere som f.eks. Skattestyrelsen. Hos Østjyllands Politi bliver du en del af et team af dygtige og engagerede efterforskere og konsulenter med fokus på faglighed og kvalitet. Vi lægger vægt på at have et godt og uhøjtideligt arbejdsmiljø.
Sektionen for Økonomisk Kriminalitet arbejder med meget forskelligartede sagstyper. Det kan være sager vedrørende skat og moms, skyldnersvig, hvidvask og andre kriminalitetsformer, der retter sig mod både samfund og borgere.
Som en del af ansættelsen skal du være villig til at tage politiets interne uddannelse som civil efterforsker, samt andre relevante kurser. Du vil blive oplært i politiets sagsbehandlingssystemer, hvorefter du selvstændigt eller som en del af et team er ansvarlig for opklaringen af en given sag.
Opgaver
Dine vigtigste opgaver bliver:
• Understøtte efterforskningen af sager om økonomisk kriminalitet inden for dine kompetencer.
• Bidrage med analyser af regnskaber, selskabs- og skatteforhold mv.
• Udarbejde rapporter til dokumentation af de efterforskningsskridt du og dine kollegaer foretager.
• Bidrage til planlægningen af taktiske og operative efterforskningsskridt
• Bidrage til indsamlingen af beviser, samt deltage i afhøringer af vidner og mistænke i straffesager
• Bidrage til opfyldelse af afdelingens målsætninger
• Pengestrømsanalyse
• Undervisning internt i kredsen
• Sparring med kollegaer i både politi og den lokale anklagemyndighed inden for dine kompetencer.
Stillingen refererer til en af politikommissærerne i Afd. for Økonomisk Kriminalitet.
Om dig
Du har en relevant akademisk eller finansiel baggrund, som f.eks. jurist eller beskæftigelse i et pengeinstitut. Det er et krav, at du har praktisk erfaring fra den finansielle sektor, økonomi-/regnskabsafdelinger, myndigheder eller lignende. Det er en stor fordel, såfremt du har erfaring fra eksempelvis Skattestyrelsen eller Politi og Anklagemyndighed.
Det er en fordel, hvis du fortrolig med at anvende Excel samt forskellige typer af IT-understøttelse.
Herudover lægger vi vægt på, at du er:
- naturlig nysgerrig med interesse for efterforskning.
- detaljeorienteret, selvom du har mange opgaver i gang på samme tid.
- udpræget og positiv teamplayer
- dygtig til at formulere dig mundtligt og skriftligt
- god til at formidle kompliceret stof
Løn- og ansættelsesforhold
Du ansættes i Afdelingen for Økonomisk Kriminalitet, Efterforskningscenteret i Østjyllands Politi med en ugentlig arbejdstid på 37 timer.
Afdelingen for Økonomisk Kriminalitet er placeret henholdsvis Hovedpolitistation i Aarhus, Ridderstræde 1, 8000 Aarhus C og på Randers Politistation, Dragonvej, 8900 Randers. Dit primære arbejdssted vil være på Randers Politistation.
Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende aftale mellem Finansministeriet og akademikere i staten.
Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst.
Ansættelsestidspunktet er snarest muligt.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.
Kontakt
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte politikommissær Anders Blak Nybroe tlf. 5125 0576, politikommissær Jes Frederiksen tlf. 2558 3269 eller vicepolitiinspektør Martin Frank Rasmussen tlf. 4021 1896, hvis du har spørgsmål til stillingen.
Når du søger job ved politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere job i politiet, skal du lægge en ansøgning og CV ind i systemet pr. ansøgt stilling. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilket job du søger.
Vi opfordrer alle interesserede til at søge uanset køn, alder, religion eller etnisk tilhørsforhold.
Ansøgningsfrist: d. 5. april
Randers