Vil du være med til at sørge for, at gerningspersoner bag økonomisk kriminalitet bliver draget til ansvar og at fremtidens kriminalitetsform bremses? Er du typen, der kan knække koden, skabe overblik og se sammenhænge i et ofte kompliceret materiale vedr. økonomiske problemstillinger?
Så er det måske lige dig, vi søger hos Østjyllands Politi.
Arbejdet foregår i et tværfagligt og dynamisk miljø i Afd. for Økonomisk Kriminalitet hos Østjyllands Politi. Hos Østjyllands Politi bliver du en del af et team af dygtige og engagerede efterforskere og konsulenter med fokus på faglighed og kvalitet. Vi lægger vægt på at have et godt og uhøjtideligt arbejdsmiljø.
Sektionen for Økonomisk Kriminalitet arbejder med meget forskelligartede sagstyper. Det kan være sager vedrørende bedrageri, skat og moms, skyldnersvig, hvidvask og andre kriminalitetsformer, der retter sig mod både samfund og borgere.
Du vil om nødvendigt blive oplært i politiets sagsbehandlingssystemer, hvorefter du selvstændigt eller som en del af et team er ansvarlig for mange forskellige opgaver.
Som studentermedhjælper i afdelingen vil du bistå både nyere og erfarne politiansatte med efterforskning af sager om økonomisk kriminalitet. Dette kan f.eks. være ved at skrive anmodninger om forskellige retskendelser, foretage indledende efterforskning, udfærdige slutskrivelser og andre ad hoc opgaver. Der kan ligeledes være brug for at du løser mere administrative opgaver. Som et almindeligt led i arbejdet, har du kontakt med borgere, virksomheder, myndigheder og andre, der er involveret i politiets arbejde.
Opgaver
Dine vigtigste opgaver bliver:
• Understøtte efterforskningen af sager om økonomisk kriminalitet inden for dine kompetencer.
• Håndtering af borgerhenvendelser
• Udarbejde rapporter til dokumentation af de efterforskningsskridt du og dine kollegaer foretager.
• Bidrage til indsamlingen af beviser, samt deltage i afhøringer af vidner og mistænke i straffesager
• Juridiske input mv.
• Administrativ støtte.
• Sparring med kollegaer i både politi og den lokale anklagemyndighed inden for dine kompetencer.
Stillingen refererer til en politikommissærerne i Afd. for Økonomisk Kriminalitet i Østjyllands Politis Efterforskningscenter.
Om dig
Du er studerende, som f.eks. inden for IT, jura, økonomi, antropologi, kriminologi eller erhvervsøkonomi. Vi ser gerne, at du minimum har 2 år tilbage af dit studie.
Det er en fordel, hvis du fortrolig med at anvende excel samt forskellige typer af IT-understøttelse.
Herudover lægger vi vægt på, at du er:
- naturlig nysgerrig med interesse for efterforskning.
- detaljeorienteret, selvom du har mange opgaver i gang på samme tid.
- omstillingsparat og lyst til tæt samarbejde på tværs af faggrænser.
- udpræget og positiv teamplayer
- dygtig til at formulere dig mundtligt og skriftligt
Løn- og ansættelsesforhold
Du ansættes med en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 15 timer. Arbejdstiden tilrettelægger vi i samarbejde. Ligesom vi forventer en vis fleksibilitet ift. arbejdsmængde, så er Østjyllands Politi naturligvis fleksible i forhold til eksamener, større opgaver på studiet mm.
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst.
Afdelingen for Økonomisk Kriminalitet er placeret henholdsvis Hovedpolitistation i Aarhus, Ridderstræde 1, 8000 Aarhus C og på Randers Politistation, Dragonvej, 8900 Randers. Dit primære arbejdssted vil blive Randers Politistation, men det må tillige forventes, at der periodevis vil skulle udføres arbejde på begge lokaliteter.
Det er en forudsætning for ansættelsen, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, og at denne kan opretholdes under hele din ansættelse.
Ansættelsestidspunktet er snarest muligt.
Kontakt
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte politikommissær Anders Blak Nybroe tlf. 5125 0576, politikommissær Jes Frederiksen tlf. 2558 3269 eller vicepolitiinspektør Martin Frank Rasmussen tlf. 4021 1896, hvis du har spørgsmål til stillingen.
Når du søger job ved politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere job i politiet, skal du lægge en ansøgning og CV ind i systemet pr. ansøgt stilling. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilket job du søger.
Vi opfordrer alle interesserede til at søge uanset køn, alder, religion eller etnisk tilhørsforhold.
Ansøgningsfrist: d. 5. april.
Randers