Kan du jonglere store og små henvendelser fra medierne og tænke på tværs af platforme, så er der nu mulighed for at blive en del af kommunikationsafdelingen ved Midt- og Vestsjællands Politi i Roskilde.
Vi er en afdeling på i alt fire mand, hvor humøret er højt, og stemningen uformel. Vi løser alle former for kommunikationsopgaver i politikredsen, så du skal være villig til at dække bredt og skrive til både sociale medier og til intranettet – men dit primære arbejdsområder bliver pressehåndteringen.
Du kommer til at arbejde med at producere pressedøgnrapporten over døgnets vigtigste begivenheder, betjene pressetelefonen, skrive pressemeddelelser og lave opslag til både Polintra og sociale medier – alt sammen for at give borgerne og medarbejderne et indblik i politikredsens daglige liv. Dit arbejdsområde bliver både politiet og den lokale anklagemyndighed. I stillingen kommer du til at have stor berøringsflade med ledere og medarbejdere på tværs af alle afdelinger, og det er afgørende at du er god til at danne relationer og har dyb forståelse for, hvordan en politikreds er organiseret.
En stor del af stillingen vil være at kunne lave sagsfremstilling af både sager i døgnet og sager, der har været under efterforskning længe, til brug for produktionen af både pressedøgnrapporten og besvarelse af henvendelser fra medierne. Det forudsættes derfor, at du er fortrolig med politiets sagsstyringssystemer og arbejdsgange.
Du skal kunne fungere som brobygger mellem faglighederne og derfor er det en prioritet, at du kan leve op til følgende krav:
Om dig:
- Du har politifaglig uddannelse (politiets basisuddannelse) samt et godt og bredt kendskab til politiets virksomhed, herunder kulturforskelle mellem de forskellige faglige grupper
- Du har et stort netværk blandt de politifaglige medarbejdere og kendskab til deres hverdage
- Du har erfaring med flere forskellige former for kommunikationsopgaver og kan også håndtere de mere komplekse former for pressehenvendelser
- Du håndterer sociale medier med stor naturlighed og kan både arbejde med foto og video til husbehov
- Du har masser af gå på-mod og kan se mulighederne i et emne. Og du kan lægge en plan for, hvordan historien bedst fortælles på tværs af flere platforme
- Du er i stand til at prioritere opgaverne i det daglige og kan påtage dig ansvaret for at selvstændigt at løse de opgaver, du er ansvarlig for.
Som konsulent, politi, skal man have et bredt kendskab til politiets arbejdsområde, have en specialiseret viden og kompetencer samt er i stand til at løse specialiserede opgaver med en vis selvstændighed i opgaveløsningen.
Gennem vores kommunikation prøver vi hele tiden at være så proaktive og åbne som muligt om vores prioriteter og vores måde at arbejde på. Vi bruger aktivt kommunikationen til at forebygge og opklare nye forbrydelser og ulykker, og vi ved, at god kommunikation er en effektiv måde at skabe tryghed på for borgerne og opbakning hos medarbejderne.
Løn- og ansættelsesvilkår
Du indplaceres efter klassifikationsaftalen i løngruppe 3, sats 2, skalatrin 44, som konsulent. Eventuel lokallønstillæg lukkes som udgangspunkt efter gældende regler.
Du stationeres indtil videre i Midt og Vestsjællands Politi med foreløbig tjeneste i Kommunikationsafdelingen i Midt- og Vestsjællands Politi, Skovbogade 3, 4000 Roskilde.
Stillingen kan kun søges af polititjenestemænd.
Arbejdstiden er som udgangspunkt inden for normal tjeneste, men der forventes fleksibilitet i forhold til opgaveløsning.
Der vil ved MUS blive fastsat en plan for relevant efter- og videreuddannelse.
Du skal kunne sikkerhedsgodkendes til HEMMELIG.
Ansættelse i politiet og anklagemyndigheden er betinget af, at man til enhver tid kan opretholde den nødvendige sikkerhedsgodkendelse
Kontakt og ansøgning
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte kommunikationschef Thomas Julsgaard Kristensen på tlf. 4174 7426 eller mail TJK004@POLITI.DK.
Stillingen søges elektronisk via politiets rekrutteringssystem på http://www.politi.dk og job i politiet
- Man kan søge via karriereportalen, hvor du logger ind via fanen "fra kandidat til kollega" og "medarbejder login" med din politimail (første gang ved glemt password) eller
- Man kan også søge via jobportalen, hvor du søger/opretter profil med din private mailadresse.
Se eventuel vejledning på POLintra: https://prodsp2019polintra.politinet.net/arbejdsplads/rekrutteringogansaettelse/stillingsopslag/Sider/default.aspx (tag kopi af link og sæt ind i browseren på POLintra).
Du skal vedhæfte CV og vedhæfte en motiveret ansøgning (følgebrev).
Hvis du har gennemført relevante eksterne uddannelser på diplom og/eller masterniveau eller opnået tilsvarende realkompetencer, bedes du oprette bevis herfor.
Ansøgningsfrist: den 27. april 2026
Bemærk, at opslaget er et internt landsdækkende stillingsopslag i politiet. Ved spørgsmål om fortrinsret skal du svare nej, da reglen om fortrinsret ikke gælder for interne stillinger.
Roskilde