Jobbeskrivelse
Konsulent til HR-afdelingen i Midt- og Vestsjællands Politi
Konsulent til HR-afdelingen i Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi, Roskilde

Vil du være med til at understøtte ledere og organisation på en kompleks og samfundsvigtig arbejdsplads? Trives du i en rolle med både rådgivning, drift og udvikling inden for hele HR-paletten? 

 

Om os
Du vil blive en del af en stor og spændende organisation, der har stor samfundsmæssig interesse. Politikredsen består af ca. 850 medarbejdere fordelt mellem politi, anklagemyndighed og en stabssøjle. 

 

Stillingen er placeret i HR-afdelingen, der er en del af stabssøjlen, og består af 3 sektioner og ca. 30 medarbejdere med forskellig uddannelsesmæssige baggrunde, der løser driftsopgaver knyttet til HR årshjulet, tjenesteplanlægning, personaleadministration samt projekt-, analyse- og udviklingsopgaver. 

 

Om jobbet
Vi søger en erfaren og engageret HR-profil, som motiveres af at arbejde bredt med HR-opgaver i tæt samarbejde med ledere og kolleger på tværs af organisationen.

 

Du bliver en del af HR-enheden og får en central rolle i den daglige understøttelse af chefer og ledere i både personalejuridiske og personalemæssige spørgsmål. Rollen spænder bredt og rummer både rådgivning, koordinering, sagsbehandling og udviklingsopgaver. 

 

Du vil få en hverdag med stor variation og mange samarbejdsflader i en organisation præget af høj faglighed, komplekse opgaver og et vigtigt samfundsmæssigt ansvar.

 

Du skal være indstillet på, at din opgaveportefølje løbende kan ændre sig, og at du efter behov skal indgå i løsningen af opgaver i hele HR-afdelingen.

 

Dine arbejdsopgaver vil bl.a. kunne være, at:

 

•    behandle syge- og performancesager, i tæt faglig dialog med vores personalejurist, hvor du rådgiver og bistår lederne i samtaler og møder samt sikrer at processer håndteres korrekt 
•    understøttelse af rekrutterings- og onboardingprocesser
•    vejledning om ferie-, barsels- og ansættelsesretlige regler
•    indgå i – og selvstændigt drive – processerne omkring politikredsens lokal- og nylønsforhandlinger
•    sparring om lønforhold og fortolkning af overenskomster og regler
•    bidrag til udvikling og implementering af HR-processer og -initiativer
•    deltagelse i tværgående HR-opgaver og projekter
•    udarbejde notater/beslutningsoplæg til HR-chefen og den øverste ledelse
•    oversætte nye centrale retningslinjer fra Rigspolitiet til meningsfulde lokale processer 

 

Du får et spændende og udviklende job på en dynamisk arbejdsplads med alsidige og udfordrende opgaver og fokus på høj faglighed og kvalitet, hvor du også har mulighed for at gøre en reel forskel for politikredsens ledere. 

 

Din profil
Du har en relevant baggrund og uddannelse. Du kan have en baggrund som fx jurist, cand.merc.HRM, administrationsbachelor eller kontoruddannet med nogle års erfaring inden for HR-området.
Du har en analytisk tilgang til problemstillinger, er nysgerrig, detaljeorienteret og effektiv i opgaveløsningen. 

 

Vi lægger desuden vægt på, at du:


•    har minimum tre års relevant erhvervserfaring fra en bred HR-funktion – gerne i det offentlige og du har gerne erfaring med – eller kendskab til – tjenestemænd. 
•    erfaring med at rådgive ledere inden for et bredt spektrum af HR – emner 
•    er god til at skabe relationer, tillid og samarbejde på tværs af organisationen
•    trives i en rolle, hvor du både skal være rådgiver, sparringspartner og problemløser, herunder trives i at deltage i svære samtaler
•    er god til at fordybe dig i nye komplekse problemstillinger og samtidig kan eksekvere, når det kræves
•    kan formidle dine budskaber klart i skrift og tale og kan være en troværdig sparringspartner for politikredsens ledere 
•    kan navigere i en omskiftelig hverdag, hvor du bevarer overblikket og prioriterer dine opgaver, da du ofte vil være i gang med mange opgaver samtidig

 

Vi forventer, at du har et højt fagligt niveau, ligesom du kan omsætte din faglige viden til konkret rådgivning, sikre fremdrift i dine egne arbejdsopgaver samt skabe resultater i de projekter og opgaver, som HR har ansvaret for. Vi lægger vægt på, at du evner at tænke ud over egne arbejdsopgaver og på tværs af fag og søjler, og at du udviser vilje og evner til at indgå i samarbejdsrelationer. 

 

Ansættelsesvilkår
Har du en akademisk baggrund bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. Du bliver indplaceret efter dine kvalifikationer som fuldmægtig eller specialkonsulent. 

 

Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/Stat samt OAO-S-fællesoverenskomst. 

 

Dit arbejdssted bliver Midt- og Vestsjællands Politi på hovedstationen med adresse på Skovbogade 3, 4000 Roskilde. Politistationen ligger tæt på motorvejsafkørsel og Roskilde station, hvorfra der er hyppige togafgange med 20 minutters rejsetid.

 

Arbejdstiden er 37 timer pr. uge. 

 

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde den nødvendige sikkerhedsgodkendelse gennem hele din ansættelse i politiet. 

 

Kontakt 
Har du spørgsmål er du velkommen til at kontakte HR-chef Lars Harder på telefon 2117 3152 eller specialkonsulent Malene Maria Johansen på telefon 2913 1746. 

 

Du kan finde generel information om politiet på www.politi.dk og om politiet som arbejdsplads på www.jobipolitiet.dk


Vi opfordrer alle interesserede til at søge uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold. 

 

Vi forventer at holde første samtale og eventuel anden samtale i uge 26/27. 


Ansøgningsfrist: 21. juni 2026. 

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  21.06.2026
Ansøgningsfrist:  21.06.2026
Arbejdsgiver:  Midt- og Vestsjællands Politi
Jobsted (langt): 

Roskilde

Deltid / fuldtid:  Fuldtid