Jobbeskrivelse
Robust administrativ medarbejder til efterforskningslinjen
Robust administrativ medarbejder til efterforskningslinjen

Kunne du tænke dig at bistå politiet i deres efterforskningsarbejde? Så er det måske lige dig, vi mangler. Midt- og Vestsjællands Politi søger en administrativ medarbejder til vores efterforskningslinje med primær støtte til afdelingerne, der arbejder med personfarlig- og sædelighedskriminalitet. 

Som administrativ medarbejder er din primære opgave at understøtte dine politiuddannede kollegaers arbejde i deres efterforskning. Derfor skal du kunne håndtere mange forskelligartede opgaver, der skifter i takt med politiets arbejde og prioriteringer. Samtidig skal du være robust og forberedt på selv at skulle have fingrene i bevismateriale, som til tider kan være barskt at gennemgå. 


Om arbejdsopgaverne:

•    Afskrivning af video- og andre typer afhøringer
•    Deltage i afhøringer i Børnehuset, hvor du skal skrive sagsresume af afhøringen, og senere hvis sagen ender i retten, udfærdige en fuld afskrift af afhøringen
•    Behandling af indkomne mails til efterforskningslinjen 
•    IndFak2 (økonomibehandlingssystem)
•    Klargøring af sager til retten (kopiering- og bilageringsopgaver)
•    Håndtering af koster
•    Skrive anmodninger til retten om beskikkelse af forsvarer i overgrebssager
•    Tjenestetidsstyring
•    Administrativ bistand under politiaktioner – du vil kunne blive sendt med efterforskere ud på gerningssteder, for her at udføre kosterregistrering.
•    Referatskrivning til møder
•    Sagsbehandling i politiets IT-systemer
•    Øvrige administrative ad hoc opgaver 


Det forventes at du:

•    Er udadvendt og serviceorienteret – også i pressede situationer
•    Har gode formidlingsevner såvel mundtligt som skriftligt 
•    I stand til at omstille dig ved forandringer
•    Kan møde ind på tilkald uden for normal arbejdstid
•    En vis robusthed i forhold til arbejdet med mentalt udfordrende bevismateriale og afskrivninger
•    Er IT-kyndig og har nemt ved at sætte dig ind i nye systemer
•    Klar på at fremme egen udvikling i arbejdet ved kurser, uddannelse mm. 
•    Kontoruddannet, gerne inden for offentlig administration 
•    Det er en fordel, hvis du har tidligere erfaring med politiet eller anklagemyndighed som virksomhed, men ikke et krav

Du bliver en del af et administrativt team på flere kolleger, hvor der vil blive sørget for oplæring og støtte.


Om os:
Du vil blive en del af en dynamisk arbejdsplads. Vi lægger vægt på at have et godt og uformelt samarbejde mellem alle personalegrupper, hvor alle bidrager til, at vores mange spændende arbejdsopgaver bliver til et fælles produkt af høj kvalitet.

Arbejdet foregår i et tværfagligt og inspirerende miljø hos Midt- og Vestsjællands Politi, hvor vi både er politi- kontor- og akademiske medarbejdere. Samarbejde med andre politikredse og Anklagemyndigheder samt eksterne samarbejdspartnere vil forekomme. 

Efterforskningslinjen i Midt- og Vestsjællands Politi er dækkende for en lang række forskelligartede efterforskningssektioner under særskilt ledelse. Vi har stort fokus på, at vores medarbejdere har evne og interesse i at indgå i et stort fagligt fællesskab, hvor vi hjælper hinanden på tværs af sektionerne - for i sidste ende at yde den optimale service til borgerne.  


Løn og ansættelsesvilkår
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK STAT samt OAO-fællesoverenskomst.

Ansættelsesområdet er Midt- og Vestsjællands Politi i Efterforskningslinjen, og dit arbejdssted er hovedstationen i Roskilde, Skovbogade 3, 4000 Roskilde.

Hovedstationen ligger tæt på motorvejsafkørsel og Roskilde station, hvorfra der er
hyppige togafgange til København med 20 minutters interval.

Din arbejdsuge bliver på 37 timer, og du kan forvente, at der sporadisk vil være arbejde uden for normal arbejdstid samt i weekender. Dog vil størstedelen af arbejdstiden være mellem 8-16 i hverdagene.  

Vi ser gerne, at du kan begynde hos os snarest muligt. 

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes til stillingens nødvendige sikkerhedsniveau. 

Ansættelse i politiet og anklagemyndigheden er betinget af, at man til enhver tid kan
opretholde den nødvendige sikkerhedsgodkendelse.

 

Kontakt og ansøgning
Du kan læse mere om os på www.politi.dk/midtvestsjælland. Du er velkommen til at kontakte politikommissær Brian Hedam Hansen, tlf. 5197 8134, eller mail: BHH010@politi.dk, hvis du har spørgsmål til stillingen.

Ved ansøgning bedes du uploade cv, ansøgning samt øvrige bilag. 

Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.

Vi forventer at holde samtaler i uge 9

Ansøgningsfrist er d. 4. februar 2026

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  04.02.2026
Ansøgningsfrist:  04.02.2026
Arbejdsgiver:  Midt- og Vestsjællands Politi
Jobsted (langt): 

Roskilde

Deltid / fuldtid:  Fuldtid