Jobbeskrivelse
Teledataanalytiker søges til Midt- og Vestsjællands Politi
Teledataanalytiker søges til Midt- og Vestsjællands Politi

Efterretnings- og AnalyseEnheden (EAE) søger en analytiker, der ønsker at arbejde med tele- og dataanalyse med fokus på understøttelse af aktuelle efterforskninger. 


Om afdelingen
EAE rummer en vifte af teams med hver sit speciale inden for efterretning og kriminalitetsområder, der understøtter den samlede politikreds på flere niveauer. Personalegruppen i EAE rummer både akademikere, administrative medarbejdere og polititjenestemænd m/k. 


Om stillingen
Tele- og dataanalytikerne bistår efterforskninger i hele politikredsen med EAEs sagsunderstøttende produkter. Dine analytiske arbejdsopgaver kommer til at variere, men omdrejningspunktet er teledata og data generelt. 

Politiets efterforskningsarbejde bliver i stigende grad udfordret af kriminelle aktørers anvendelse af moderne kommunikationsteknologier. Hvorfor vi i stigende grad analyserer på tværs af store datamængder fra mange forskellige kilder. 

EAE tilbyder dig en unik mulighed for at spille en central rolle i politiets efterforskninger, hvor din opgave vil være at behandle, analysere og trække viden ud af data. Du vil skulle guide efterforskningerne til gode beslutninger for indhentning af relevant teledata, sætte retning, anbefale og belyse detaljer ud fra data – alt dette for at medvirke til at den rette gerningsmand m/k kan få sin straf i retten. 

Berøringsfladen er hele spekteret fra omfattende indbrudssager til de helt store personfarlige sager med stor offentlig bevågenhed. Din vigtigste opgave bliver at levere analyser på baggrund af triangulering af forskellige datakilder, vise resultaterne på en simpel og overskuelig måde samt udfinde mønstre på tværs af data, som kan fremme de små detaljer, som kan være afgørende for sagens opklaring.

Den sagsunderstøttende funktion vil være i højsædet, hvor du tilknyttes en aktuel efterforskning fra starten og følger denne gennem alle de vigtige og afgørende perioder. Der vil ind imellem være mulighed for at sidde sammen med efterforskningen, som en del af holdet eller trække sig tilbage og sidde i egen gruppe, hvor vidensdeling, kreativitet og løsningsorienteret problemhåndtering prioriteres højt.


Som tele- og dataanalytiker i EAE vil dine arbejdsopgaver udover sagsunderstøttelse være:

•    Vejledning og rådgivning inden for teledata og øvrige indgreb i meddelelseshemmeligheden

•    Ideudvikling og vidensdeling både internt, på tværs i politikredsen og national (erfaringsfora)

•    BEMÆRK: Virke som EAE-vidne i retten: Når du udarbejdet sagsmateriale, vil der altid være mulighed for at skulle vidne i retten, når sagen skal finde sin afgørelse. I særdeleshed som dataanalytiker i EAE kan der være et særlig behov for, at materialet bliver præsenteret og forklaret i retten. Det er ikke en del af dit daglige arbejde, men kan forekomme flere gang i løbet af et kalenderår. 


EAE tilbyder et spændende og dynamisk arbejdsmiljø med:

•    Et varieret og udfordrende job i et stærkt fagligt miljø med en uformel omgangsform

•    Kollegaer med en bred vifte af erfaringer og specialiserede kompetencer

•    Du vil indgå i et tæt samarbejde med vores nuværende teledata/dataspecialist, men vil ligeledes indgå i bredt samarbejde på tværs af EAE. 

•    Kompetenceudvikling inden for relevante områder

•    Et fleksibelt arbejdsmiljø, hvor der lægges vægt på høj trivsel

•    Mulighed for spændende uddannelser internt og eksternt i politiet

•    Berøring med et bredt udsnit af efterforskninger og operative indsatser i Midt- & Vestsjællands Politi. 



Om dig

Som tele- og dataanalytiker i EAE vil du blive en del af et stærkt team bestående af en tele- og data specialist, samt øvrige analytikere med fokus på andre former analysearbejde. Dit primære arbejdsområde bliver teledata, men derudover kan der tilkomme sekundære ansvarsområder. Det er en fordel, men ikke et krav, at du hidtil har beskæftiget dig med tele- og dataanalyse. Du vil blive oplært og understøttet af specialiserede og fagligt dygtige medarbejdere.


Vi forventer af dig, at du:

•    Er nysgerrig, struktureret og initiativrig

•    Har fokus på kvalitet, objektivitet samt klar og entydig formulering.

•    Har gode kommunikations- og samarbejdsevner.

•    Interesserer dig for IT og er vant til at arbejde i Windows, Outlook og Excel.

•    Har interesse for de mere tekniske dele i IT-verdenen, kendskab til særligt mobile enheder, styresystemer, apps samt kendskab til PowerPoint vil være en fordel

•    Har mod på at dygtiggøre dig i de systemer, som vi har til rådighed i politiet.
 
•    Er interesseret i at lære om telenetværket, mobiltelefoner, internetdata og lære at arbejde med og håndtere større mængder af data.


Din uddannelsesmæssige baggrund er mindre relevant, såfremt du har relevant erfaring og interesse for området. Efterforskningserfaring er en fordel, men bestemt ikke et krav. Derudover lægges vægt på interessen for gennemførsel af fagligt relevante kurser.


Ansættelsesvilkår
Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.

Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst.

Der er tale om en fuldtidsstilling (37 timer) i Midt- & Vestsjællands Politi, Fremadrettet Efterforskning, Efterretnings- og AnalyseEnheden, på hovedstationen i Roskilde, Skovbogade 3, 4000 Roskilde. 

Arbejdstiden er typisk mellem 8-16, men arbejde uden for normal åbningstid kan forekomme, når deadlines eller opgaverne kræver det – herunder kan der både være tale om overarbejde og tilkald. 

Stillingen er til besættelse snarest muligt. 

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan opnå og løbende opretholde sikkerhedsgodkendelse.


Kontakt og ansøgning
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at rette henvendelse til politikommissær, Karin Storm (mail: ksj010@politi.dk – telefon: 25107698). 

Stillingen søges elektronisk via politiets rekrutteringssystem på http://www.politi.dk og job i politiet. Foruden ansøgning og CV, bedes du uploade dit eksamensbevis samt anden relevant dokumentation. 

Vi opfordrer alle interesserede til at søge uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.


Ansøgningsfrist 1. februar 2026.                                                                                

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  01.02.2026
Ansøgningsfrist:  01.02.2026
Arbejdsgiver:  Midt- og Vestsjællands Politi
Jobsted (langt): 

Roskilde

Deltid / fuldtid:  Fuldtid