Vil du være den, der skaber struktur, overblik og sikker drift i vores adgangskontrolsystem? Vi søger en skarp og systematisk administrator, der trives med at få komplekse systemer til at spille – og som kan omsætte data til et klart overblik. Vi leder efter f.eks. en administrativ medarbejder, en teknisk servicemedarbejder eller en anden medarbejderprofil (civil eller politi), der kan se sig selv i nedenstående stillingsopslag.
Om stillingen
Som administrator for ADK får du en central rolle i at sikre, at vores system er opdateret, veldokumenteret og fungerer optimalt. Du bliver bindeleddet mellem drift, sikkerhed og brugere – og den, der sikrer, at vi altid har styr på ”hvem der har adgang hvor – og hvorfor”.
Dine vigtigste opgaver vil være at:
• Administrere og vedligeholde ADK-brugersystemet.
• Oprette, ændre og nedlægge adgange.
• Systematisere data og sikre korrekt struktur i systemet.
• Skabe og vedligeholde et klart overblik over adgangsrettigheder.
• Udarbejde rapporter og dokumentation.
• Identificere forbedringsmuligheder og optimere processer samt arbejdsgange.
• Samarbejde med interne og eksterne interessenter.
• Uddele adgangskort til gule, lilla og blå bånd.
• Øvrige understøttende opgaver i sektionen for Fysisk Sikkerhed i Center for Intern Sikkerhed.
Få en hverdag, der aldrig bliver hverdag
Som ansat i PET bliver du en del af en hverdag, der er præget af opgaver, som ikke findes andre steder, og hver dag byder på nye udfordringer, som ikke fandtes i går. Vi er vidt forskellige, og derfor kan vi gøre en forskel. Det handler om den, du er, og det, du bidrager med.
Selvom vores arbejde er præget af alvoren i det højere formål, er tonen uformel, og du vil opleve et unikt sammenhold på tværs af afdelinger og fagområder. Vi har en hverdag, der aldrig bliver hverdag, og det kan du også få.
Vi leder efter dig, der:
• Arbejder struktureret og har en naturlig sans for orden og systematik.
• Trives med at skabe overblik i komplekse systemer og datamængder.
• Har erfaring med ADK, alarmsystemer eller lignende tekniske platforme.
• Er detaljeorienteret – men samtidig kan se helheden.
• Er selvstændig, men også en stærk samarbejdspartner.
• Har gode IT-kompetencer og arbejder sikkert i systemer.
Det er en fordel (men ikke et krav), hvis du:
• Har kendskab til sikkerheds- eller beredskabsområdet.
• Har arbejdet med compliance, audit eller dokumentation.
• Har forståelse for risikobaseret adgangsstyring.
Vi tilbyder:
• En nøglefunktion med stor indflydelse på struktur og processer.
• Mulighed for at sætte dit præg på systemer og arbejdsgange.
• Et fagligt stærkt miljø med fokus på sikkerhed og kvalitet.
• Gode udviklingsmuligheder.
• Godt kollegaskab med mange fagligheder.
• Sparring på tværs af centret.
I PET vægter vi desuden visse personlige kompetencer højt. Det er kompetencer, som vi mener, er essentielle for alle PET-ansatte uanset faglig baggrund. Det gør vi, fordi det er vigtigt for os, at vi finder det rette match. Du kan læse om kompetencerne her www.pet.dk/job.
Ansættelsesforhold
Stillingen forventes besat senest den 1. november 2026. Du kan læse mere om hele PET’s ansættelsesproces på www.pet.dk/job.
Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.
Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst.
Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst.
Du bliver indplaceret efter klassificeringsaftalen som pb/pa. Eventuelle lokallønstillæg lukkes efter gældende regler. Du bliver stationeret indtil videre med tjeneste i PET, Klausdalsbrovej 1, 2860 Søborg.
Et ansættelsesforhold i PET skal behandles med diskretion, hvilket du som ansøger skal være opmærksom på. Det betyder, at du som udgangspunkt godt kan fortælle tætte og fortrolige relationer, som du har tillid til, at du har søgt en stilling i PET, men ikke hvad jobbet indebærer. Af hensyn til ansøgningsdiskretion bør du ligeledes være påpasselig med, hvilke informationer om dig selv og PET du evt. behandler i AI-systemer.
Det er en forudsætning for ansættelse i PET, at du kan sikkerhedsgodkendes til yderst hemmelig, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse. Som sikkerhedsgodkendt forventes det, at du er særlig opmærksom på din tavshedspligt i forhold til klassificeret information.
Dit arbejdssted bliver på Klausdalsbrovej 1 i Søborg, lige ved siden af Buddinge station, hvor både S-tog og bus kører lige til døren. I PET arbejder vi på interne systemer og med fortrolige opgaver, og derfor møder vi også på arbejde hver dag for at løse vores opgaver.
Yderligere information
Du kan lære meget mere om PET som arbejdsplads på www.pet.dk/job, hvor du bl.a. kan læse mere om alle de fagligheder, der arbejder i PET og deres hverdag. Du kan også lytte til vores podcastserie ’Tjenesten og truslerne’.
Du er også altid meget velkommen til at kontakte os på hverdage på mail hr-rekruttering@politi.dk eller på telefon +45 24 62 18 45, hvis du har spørgsmål til stillingen, PET som arbejdsplads eller lignende.
Når du søger en stilling hos PET, giver du lov til, at vi må indhente dit CPR-nummer via CPR-registeret med henblik på identifikation af dig i forbindelse med rekrutteringsprocessen. Vi indhenter dit CPR-nummer, så vi sikkert kan fremsende relevante og nødvendige dokumenter til dig via Digital Post.
Det er vigtigt for os, at PET afspejler den mangfoldighed, som vi arbejder for. Derfor opfordrer vi alle interesserede, uanset køn, alder, religion, seksualitet og etniske tilhørsforhold til at søge stillingen.
Træd ind i en lukket verden, der åbner nye døre, hvor vi udvikler os, træner og bygger videre på det, vi kan. Om vi udvikler nye systemer, analyserer data eller finjusterer fodstillingen til skydetræning, så er vi altid på tæerne. Det skaber gode muligheder for, at du kan rykke dig med os, vokse med opgaverne og åbne nye døre i dit arbejdsliv.
Søborg