Jobbeskrivelse
Analytikere med flair for databehandling til PET's kontraspionageindsats mod Rusland
Analytikere med flair for databehandling til PET's kontraspionageindsats mod Rusland

Har du vilje, evne og mod til at tage ansvar for Danmarks sikkerhed?

 

Vi står for din, Danmarks og Rigsfællesskabets sikkerhed. Vi arbejder med loven i hånden – også i samfundets skyggesider. Det er vores pligt at identificere, undersøge og stoppe dem, der truer vores samfund og demokrati, og dem, som vil os det ondt. Vi er Politiets Efterretningstjeneste – Danmarks nationale efterretnings- og sikkerhedstjeneste. Vi arbejder for dig – vil du arbejde for os?

 

Bliv en del af indsatsen rettet mod russisk spionage


Du tilbydes en central rolle i at bidrage til PET’s efterretningsindsats rettet mod spionagetruslen mod Danmark og danske interesser – specifikt på ruslandsområdet.

 

Som analytiker på ruslandsområdet i PET’s Afdeling for Kontraspionage vil du indgå på et operationshold, som varetager en række fremadrettede og bagudrettede efterforskninger og efterretningsoperationer rettet mod grupper, netværk og enkeltpersoner, der mistænkes for at udgøre en spionagetrussel mod Danmark og/eller danske interesser.

 

Efterforskningsmæssig dybde og dataforståelse
I denne rolle vil du have et særligt fokus på analyse og behandling af informationer fra en bred vifte af datakilder – herunder teledata, telefoner og computere samt data fra andre af PET’s avancerede digitale indhentningsmuligheder. Du vil bidrage til at identificere mønstre, forbindelser og trusler ved hjælp af dine analytiske evner og tekniske kompetencer inden for databehandling.

 

En spændende og udfordrende hverdag


Du vil indgå på et operationshold, som primært beskæftiger sig med truslen fra de russiske efterretningstjenester. Et operationshold i på ruslandsområdet i Afdelingen for Kontraspionage består af medarbejdere med enten politimæssig eller anden relevant baggrund. Du vil som en integreret del af holdet skulle bidrage med dine kompetencer inden for databehandling og sammen med holdet træffe beslutninger om, hvilken retning efterforskningen skal tage for at imødegå spionagetruslen.

 

Hverdagen på et operationshold foregår med en høj grad af tværfagligt samarbejde i opgaveløsningen og på tværs af forskellige centre i PET. Vi anvender hele PET og politiets værktøjskasse til at løse opgaven og sikre Danmarks sikkerhed.

 

Du vil som udgangspunkt have almindelig dagstjeneste. Vi tilbyder stor fleksibilitet i forhold til mødetider. Samtidig forventer vi det samme af dig - stor indsats og fleksibilitet, når det i særlige situationer er nødvendigt, at vi rykker sammen og løser opgaver på alle tidspunkter af døgnet i kortere eller længere perioder. Hos os får du rig mulighed for at arbejde med hele PET´s værktøjskasse og bidrage med input til udvikling af nye værktøjer og metoder. Vi er et fagligt nysgerrigt center, der ønsker at skubbe til de grænser, der var gældende i går. Som en del af arbejdet hos os kan der desuden være mulighed for tjenesterejser af kortere eller længere varighed til både ind- og udland.

 

I PET vægter vi desuden visse personlige kompetencer højt. Det er kompetencer, som vi mener, er essentielle for alle PET-ansatte uanset faglig baggrund. Det gør vi, fordi det er vigtigt for os, at vi finder det rette match. Du kan læse om kompetencerne her www.pet.dk/job.

 

Om dig


Vi søger en kandidat med passion for og ekspertise i databaseret analyse og databehandling, der kan bidrage til vores efterforskning. Du er nysgerrig på data og besidder evnen til at tænke kreativt, ud af boksen og udvikle løsninger til komplekse dataudfordringer for derigennem at støtte vores efterforskninger og efterretningsoperationer. Du er også i stand til at sætte dig ind i og anvende data i skiftende størrelser og formater i efterforskninger, der altid kan angribes fra en ny vinkel. 

 

De vigtigste opgaver i stillingen:

  • Strukturering og systematisering af data fra PET’s indhentning
  • Kvalitativ og kvantitativ analyse med formålet af afdække operative muligheder
  • Udvikling af nye operative tiltag på grundlag af det analytiske output
  • Understøttelse af teamets løbende drift af igangværende sager
  • Koordinering med interne og eksterne samarbejdspartnere

 

Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke væsentlig for os. Selvfølgelig sætter vi pris på en specialiseret og muligvis videregående uddannelse, men vi tror på, at også den autodidakte kan være den bedste. Hvis du har erfaring med analyse og behandling af informationer fra en bred vifte af datakilder – herunder teledata, telefoner, computere og lignende – så vil det blive set som et plus.

 

Som person er du en holdspiller, positiv og åben for nye udfordringer. Du motiveres af at bidrage til kampen mod spionage og mindske truslen herfra i Danmark. Vi arbejder ofte i samarbejde med internationale partnere. Hvis du har særlige sprogkundskaber, må du derfor gerne gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

 

Vi værdsætter din dedikation, idérigdom og gode samarbejdsevner. Du skal være robust og have god dømmekraft og kunne holde hovedet koldt i pressede situationer. Som en del af PET er du en aktiv del af samfundet, og din nysgerrighed og engagement i nye opgaver er vigtige for din succes.

 


Ansættelsesforhold
Ansættelsesstart pr. 01-11-2026. Du kan læse mere om hele PET’s ansættelsesproces på www.pet.dk/job

 

Et ansættelsesforhold i PET skal behandles med diskretion, hvilket du som ansøger skal være opmærksom på. Det betyder, at du som udgangspunkt godt kan fortælle tætte og fortrolige relationer, som du har tillid til, at du har søgt en stilling i PET, men ikke hvad jobbet indebærer. Af hensyn til ansøgningsdiskretion bør du ligeledes være påpasselig med, hvilke informationer om dig selv og PET du evt. behandler i AI-systemer.


Det er en forudsætning for ansættelse i PET, at du kan sikkerhedsgodkendes til yderst hemmelig, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse. Som sikkerhedsgodkendt forventes det, at du er særlig opmærksom på din tavshedspligt i forhold til klassificeret information. 
Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.


Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst.

 

Dit arbejdssted bliver på Klausdalsbrovej 1 i Søborg, lige ved siden af Buddinge station, hvor både S-tog og bus kører lige til døren. I PET arbejder vi på interne systemer og med fortrolige opgaver, og derfor møder vi også på arbejde hver dag for at løse vores opgaver.    

 

Yderligere information


Du kan lære meget mere om PET som arbejdsplads på www.pet.dk/job, hvor du bl.a. kan læse mere om alle de fagligheder, der arbejder i PET og deres hverdag. Du kan også lytte til vores podcastserie ’Tjenesten og truslerne’.


Du er også altid meget velkommen til at kontakte os på hverdage på mail hr-rekruttering@politi.dk eller på telefon +45 24 62 18 45, hvis du har spørgsmål til stillingen, PET som arbejdsplads eller lignende. 


Når du søger en stilling hos PET, giver du lov til, at vi må indhente dit CPR-nummer via CPR-registeret med henblik på identifikation af dig i forbindelse med rekrutteringsprocessen. Vi indhenter dit CPR-nummer, så vi sikkert kan fremsende relevante og nødvendige dokumenter til dig via Digital Post.


Det er vigtigt for os, at PET afspejler den mangfoldighed, som vi arbejder for. Derfor opfordrer vi alle interesserede, uanset køn, alder, religion, seksualitet og etniske tilhørsforhold til at søge stillingen.

 

 

Træd ind i en lukket verden, der åbner nye døre, hvor vi udvikler os, træner og bygger videre på det, vi kan. Om vi udvikler nye systemer, analyserer data eller finjusterer fodstillingen til skydetræning, så er vi altid på tæerne. Det skaber gode muligheder for, at du kan rykke dig med os, vokse med opgaverne og åbne nye døre i dit arbejdsliv.

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  18.09.2026
Ansøgningsfrist:  18.09.2026
Arbejdsgiver:  Politiets Efterretningstjeneste
Jobsted (langt): 

Søborg

Deltid / fuldtid:  Fuldtid