Motiveres du af at håndtere komplekse processer og skabe et klart overblik? Er du god til at koordinere og strukturere strategiske udviklingsprojekter? Og har du erfaring med at yde strategisk rådgivning? Så er du måske den nye Executive Assistant for efterretningschefen i PET.
Bliv en del af arbejdet med at tilpasse PET’s Efterretningssektor til et mere komplekst og foranderligt trusselsbillede
Det komplekse trusselsbillede og den forværrede sikkerhedspolitiske situation stiller nye krav til PET’s Efterretningssektor. Truslen fra fremmede staters efterretningsvirksomhed mod Kongeriget er blevet mere markant, kompleks og bredspektret. Truslen fra russisk sabotage er høj, og brugen af hybride virkemidler stiller nye krav til vores parathed. I PET’s Efterretningssektor arbejder vi med at indhente relevante data, information og efterretninger med henblik på at identificere, efterforske og modvirke trusler mod Danmark og rigsfællesskabets sikkerhed. Og det er den kerneopgave, du har mulighed for at blive en del af.
Som Executive Assistant for efterretningschefen i PET skal du yde et særligt bidrag til koordinering og udvikling af hele efterretningssektoren. Du skal være med til at sikre, at PET’s strategiske prioriteter udmønter sig i operativ effekt. Du skal løbende understøtte og sparre med efterretningschefen, og du skal kunne varetage opfølgningen på de processer, der sikrer, at sektorens samlede ledelse rettidigt planlægger, involverer og kommunikerer med relevante aktører.
Dine overordnede opgaver bliver, at:
• rådgive og understøtte efterretningschefen i organisationsudvikling og strategisk retning
• understøtte og indgå i den daglige styring, drift og udvikling af sektoren i samarbejde med efterretningschefen og sektorens øvrige ledere
• sikre, at forandringsprocesser og udvikling drives fremad og føres i mål sideløbende med driften
• skabe overblik over sektorens igangværende opgaver og udviklingsprojekter
• facilitere møder og workshops
• opbygge tillidsfulde relationer og inddrage medarbejdere og ledere i forandringer
• udarbejde beslutningsoplæg og understøtte ledelsen af sektoren
Få en hverdag, der aldrig bliver hverdag
Som Executive Assistant i PET bliver du en del af en hverdag, der er præget af opgaver, som ikke findes andre steder, og hver dag byder på nye udfordringer, som ikke fandtes i går.
Uanset om vi efterforsker en potentiel terrortrussel eller arbejder i det skjulte, så er vi fælles om at afværge truslerne mod Danmarks sikkerhed. Vi løser opgaven ved at være på forkant og klar, når det gælder.
Selvom vores arbejde er præget af alvoren i det højere formål, er tonen uformel, og du vil opleve et unikt sammenhold på tværs af afdelinger og fagområder, hvor vi rykker sammen, når det gælder. Vi har en hverdag, der aldrig bliver hverdag, og det kan du også få.
Du kan håndtere komplekse processer og inddrage både medarbejdere og ledere
Du skal selv kunne koordinere og gennemføre større strategiske udviklingsprojekter, tværgående interne leverancer og understøtte beslutningsprocesser. I nogle tilfælde vil det være dig, der er ansvarlig for at drive projekterne frem og sikre involvering og opbakning. Andre gange skal du understøtte og facilitere, at andre kommer i mål med implementeringen. Det kræver, at du er dygtig til at skabe tillidsfulde relationer, og er motiveret for at udfordre det bestående – og måske allervigtigst, at du kan eksekvere og få opgaverne i mål.
Vi forestiller os, at:
• Du har erfaring med efterretningsarbejde eller erfaring fra en anden operativ kontekst
• Du har arbejdet med strategisk styring, udvikling og forandringsprocesser i større organisationer
• Du kan prioritere og håndtere flere opgaver samtidig, og du har et solidt eksekveringsmindset
• Du kan strukturere processer og implementeringsplaner og sikre, at projekter når i mål
• Du kan kommunikere tydeligt på skrift og i tale og har en god forståelse for interessenthåndtering og -involvering
• Du har en god teknologiforståelse
Det er ikke et krav, at du har ledelseserfaring, men inddrag gerne i din ansøgning, hvis du interesserer dig for ledelse.
I PET vægter vi desuden visse personlige kompetencer højt. Det er kompetencer, som vi mener, er essentielle for alle PET-ansatte uanset faglig baggrund. Det gør vi, fordi det er vigtigt for os, at vi finder det rette match. Du kan læse om kompetencerne på PET.dk (https://PET.dk/fra-ansoegning-til-ansaettelse).
Det er vigtigt for os, at PET afspejler den mangfoldighed, som vi arbejder for. Derfor opfordrer vi alle interesserede, uanset køn, alder, religion, seksualitet og etniske tilhørsforhold til at søge stillingen.
Ansættelsesforhold
Ansættelsesstart pr. 1. februar 2027. Vi forventer at påbegynde samtaler i uge 49. Du kan læse mere om hele PET’s ansættelsesproces på pet.dk .
Et ansættelsesforhold i PET skal behandles med diskretion, hvilket du som ansøger skal være opmærksom på. Det betyder, at du som udgangspunkt godt kan fortælle tætte og fortrolige relationer, som du har tillid til, at du har søgt en stilling i PET, men ikke hvad jobbet indebærer. Af hensyn til ansøgningsdiskretion bør du ligeledes være påpasselig med, hvilke informationer om dig selv og PET du evt. behandler i AI-systemer.
Det er en forudsætning for ansættelse i PET, at du kan sikkerhedsgodkendes til yderst hemmelig, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse. Som sikkerhedsgodkendt forventes det, at du er særlig opmærksom på din tavshedspligt i forhold til klassificeret information.
Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst.
Du indplaceres som chefkonsulent på AC-overenskomsten eller i løngruppe 3 på HK-overenskomsten afhængigt at din erfaring og faglige kompetencer. Hertil kan eventuelt forhandles tillæg på baggrund af en individuel vurdering.
Dit arbejdssted bliver på Klausdalsbrovej 1 i Søborg, lige ved siden af Buddinge station, hvor både S-tog, letbane og bus kører lige til døren. I PET arbejder vi på interne systemer og med fortrolige opgaver, og derfor møder vi også på arbejde hver dag for at løse vores opgaver.
Ansøgningsfrist d. 16. november
Yderligere information
Du kan lære meget mere om PET som arbejdsplads på pet.dk , hvor du bl.a. kan læse mere om alle de fagligheder, der arbejder i PET og deres hverdag. Du kan også lytte til vores podcastserie ’Tjenesten og truslerne’.
Du er også altid meget velkommen til at kontakte HR på hverdage på mail hr-rekruttering@politi.dk eller på telefon +45 24 62 18 45 mellem kl. 08:00-11:00, hvis du har spørgsmål til stillingen, PET som arbejdsplads eller lignende.
Når du søger en stilling hos PET, giver du lov til, at vi må indhente dit CPR-nummer via CPR-registeret med henblik på identifikation af dig i forbindelse med rekrutteringsprocessen. Vi indhenter dit CPR-nummer, så vi sikkert kan fremsende relevante og nødvendige dokumenter til dig via Digital Post.
Træd ind i en lukket verden, der åbner nye døre, hvor vi udvikler os, træner og bygger videre på det, vi kan. Om vi udvikler nye systemer, analyserer data eller finjusterer fodstillingen til skydetræning, så er vi altid på tæerne. Det skaber gode muligheder for, at du kan rykke dig med os, vokse med opgaverne og åbne nye døre i dit arbejdsliv.
Søborg