Jobbeskrivelse
Bliv Tech Lead i PET's analyseplatformsteam og få en hverdag, der aldrig bliver hverdag
Bliv Tech Lead i PET's analyseplatformsteam og få en hverdag, der aldrig bliver hverdag

Vil du være med til at sætte kursen for PET’s dataanalyser i et miljø præget af fælleskab og høj faglighed? Har du lyst til at blive en del af opgaven med at koble det nuværende trusselsbillede op mod forskellige muligheder for teknisk understøttelse til dataanlyse? Og vil du være en del af en organisation, som ikke ligner nogle andre? Så er du måske vores nye Tech Lead.


Bliv en del af arbejdet med at udvikle metoder for, hvordan vi bedst muligt understøtter PET’s efterforskere og analytikere
Som Tech Lead i PET bliver din overordnede opgave at indfri vores mål om at udnytte den data, vi har til at lave skarpsindige dataanalyser, der understøtter vores kerneopgave - nemlig at passe på Danmark, Rigsfællesskabet og danske interesser i udlandet. Det gælder når vores Livvagter skal beskytte VIP’er, når vores analytikere skal jonglere i mange datakilder for at afdække nye trusler, og når vores Aktionsstyrke er ude på en hemmelig operation.

Du bliver en del af vores sektion for dataplatform og dataanalyse, hvor du skal bidrage med udviklingen af, hvordan vi bedst muligt understøtter vores analytikere og efterforskere med analyseværktøjer. Teamet arbejder agilt og har ben i alle grene af PET, og du kommer derfor til at se et væld af spændende og varierende analysebehov med vidt forskellige formål. Vi er en del af centeret for applikationer, og du vil indgå i et tæt samarbejde med centerets fullstack-udviklere, data scientists og forretningsejere.

Din opgave vil bl.a. være at koble det nuværende trusselsbillede op mod forskellige muligheder for teknisk understøttelse til dataanalyse. Dermed får du også ansvaret for at sætte den faglige retning for analyseplatformsteamet, herunder sikre at alle teknologier, vi anvender, bliver bragt optimalt i spil i alle leverancer, og at der er godt samarbejde med de andre Tech Leads i andre teams. Da vores sektion er under opbygning vil du også få stor indflydelse på vores fremtidige roadmap og teamets opbygning.

Få en hverdag, der aldrig bliver hverdag
Det kræver IT-profiler at værne om frihed, mennesker og demokrati og PET er en stor IT-arbejdsplads. Her arbejder Java-udviklere, infrastrukturspecialister, netværksteknikere, autodidakte hackere, firewallspecialister og mange andre med en baggrund inden for IT. Nogle har valgt PET for at arbejde med store og komplekse opgaver. Andre faldt for, at vi selv designer mange af vores løsninger fra bunden, udvikler og implementerer dem. Vores kollegaer skal bruge vores arbejde, og vi er med fra start til slut. Endelig har mange af os valgt jobbet for at arbejde med en sag, der er større end profit og timefakturering. Vi har et højere formål.

Vores arbejdsplads er som ingen andre. Som Tech Lead i PET bliver du en del af en hverdag, der er præget af opgaver, som ikke findes andre steder, og hver dag byder på nye udfordringer, som ikke fandtes i går. Vi har en hverdag, der aldrig bliver hverdag, og det kan du også få.

Du kommer med en høj faglighed, som du forstår at sætte i spil med dine kollegaer
Vi byder din dedikation, dine ideer og dine gode samarbejdsevner velkommen. Vi ser gerne, at du har erfaring fra en lignende stilling eller alternativt har erfaring med uformel ledelse eller teknisk projektledelse. Vi lægger vægt på, at du brænder for at sætte projekter i bevægelse og samtidig understøtte dine kollegaer og teammedlemmer i deres daglige indsats. Din faglige ledelse udfører du ved at inspirere og sparre med medlemmerne i dit team – ikke ved at kommandere eller udstikke ordrer. Du er derfor dygtig til at kommunikere med mange forskellige mennesketyper, og det er naturligt for dig at skabe følgeskab blandt kollegaer på alle niveauer.

Du har en god forståelse for IT-arkitektur og kan koble det til teamets opgaveløsning, samtidig med at du værdsætter behovet for dokumentation og har en god sikkerhedsbevidsthed. Du kan formidle komplekse problemstillinger skriftligt og mundtligt, og du er analytisk og løsningsorienteret uden at miste blikket for detaljen.

Derudover ser vi gerne, at du: 
•    har erfaring som fullstack-udvikler eller med data engineering, -integration eller -analyse på stor skala
•    har konkret erfaring med Java, Python eller C++ 
•    har kendskab til SQL og trives i et Linux miljø

I PET vægter vi desuden visse personlige kompetencer højt. Det er kompetencer, som vi mener, er essentielle for alle PET-ansatte uanset faglig baggrund. Det gør vi, fordi det er vigtigt for os, at vi finder det rette match. Du kan læse om kompetencerne her www.pet.dk/job.

Ansættelsesforhold
Ansættelsesstart pr. 1 oktober 2025. Grundet sommerferie kan der gå et stykke tid, før du hører fra os. Vi håber meget, at du vil være tålmodig med os. Vi forventer at påbegynde samtaler i uge 32. 

Du kan læse mere om hele PET’s ansættelsesproces på www.pet.dk/job

Et ansættelsesforhold i PET skal behandles med diskretion, hvilket du som ansøger skal være opmærksom på. Det betyder, at du som udgangspunkt godt kan fortælle tætte og fortrolige relationer, som du har tillid til, at du har søgt en stilling i PET, men ikke hvad jobbet indebærer.

Det er en forudsætning for ansættelse i PET, at du kan sikkerhedsgodkendes til yderst hemmeligt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse. Som sikkerhedsgodkendt forventes det, at du er særlig opmærksom på din tavshedspligt i forhold til klassificeret information. 

Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst.

Dit arbejdssted bliver på Klausdalsbrovej 1 i Søborg, lige ved siden af Buddinge station, hvor både S-tog og bus kører lige til døren. I PET arbejder vi på interne systemer og med fortrolige opgaver, og derfor møder vi også på arbejde hver dag for at løse vores opgaver.    

Yderligere information
Du kan lære meget mere om PET som arbejdsplads på www.pet.dk/job, hvor du bl.a. kan læse mere om alle de fagligheder, der arbejder i PET og deres hverdag. Du kan også lytte til vores podcastserie ’Tjenesten og truslerne’.

Du er også altid meget velkommen til at kontakte os på hverdage på mail hr-rekruttering@politi.dk eller på telefon +45 24 62 18 45, hvis du har spørgsmål til stillingen, PET som arbejdsplads eller lignende.

Når du søger en stilling hos PET, giver du lov til, at vi må indhente dit CPR-nummer via CPR-registeret med henblik på identifikation af dig i forbindelse med rekrutteringsprocessen. Vi indhenter dit CPR-nummer, så vi sikkert kan fremsende relevante og nødvendige dokumenter til dig via Digital Post.

Det er vigtigt for os, at PET afspejler den mangfoldighed, som vi arbejder for. Derfor opfordrer vi alle interesserede, uanset køn, alder, religion, seksualitet og etniske tilhørsforhold til at søge stillingen.


Træd ind i en lukket verden, der åbner nye døre, hvor vi udvikler os, træner og bygger videre på det, vi kan. Om vi udvikler nye systemer, analyserer data eller finjusterer fodstillingen til skydetræning, så er vi altid på tæerne. Det skaber gode muligheder for, at du kan rykke dig med os, vokse med opgaverne og åbne nye døre i dit arbejdsliv.

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  06.07.2025
Ansøgningsfrist:  06.07.2025
Arbejdsgiver:  Politiets Efterretningstjeneste
Jobsted (langt): 

Søborg

Deltid / fuldtid:  Fuldtid