Motiveres du af at designe og implementere observability løsninger? Brænder du for at modellere serviceorienteret overvågning af IT-infrastruktur og applikationer, samt udstille relevante dashboards? Anerkender du vigtigheden af opsamling og lagring af system logs, herunder compliancekrav? Så er du måske vores nye kollega
Bliv en del af holdet som sikrer stabil drift af PET’s IT-infrastruktur
Som logning- og overvågningsspecialist i PET vil du få en central rolle i at sætte retningen for vores lognings- og overvågningssystemer. Du skal deltage i implementeringen af nye systemer, samtidig med at du får til opgave, at beskrive behov for logning og overvågning af systemer og applikationer samt konfigurere disse i systemerne.
I forhold til systemovervågning vil du, i samarbejde med dine kollegaer, udstille relevant data i serviceorienterede dashboards, som skal sikre rettidig og korrekt reaktion på events og samtidig være beslutningsunderstøttende for blandt andet ledelsen.
Af konkrete opgaver kan nævnes:
• Udvikle, implementere og drifte lognings- og overvågningsløsninger
• Konsolidere og integrere lognings- og overvågningsløsninger
• Drive modningsprocessen i forhold til hvordan systemer overvåges, og hvordan data udstilles
• Bistå med loganalyse
• Rådgive kollegaer om instrumentering af systemer, så de overvåges bedst muligt
Du bliver en del af PET’s IT-sektor, som tilsammen leverer IT-services til hele organisationen. IT-sektoren består af tre centre: et infrastrukturcenter, et applikationscenter og et center for processer og support. Disse centre er yderligere opdelt i sektioner, hvor de faglige kompetencer er grupperet med hensyntagen til den bedst mulige understøttelse af leverancerne og faglige fællesskaber. Vores kultur er baseret på samarbejde, tillid og ansvarlighed.
Du er lærenem og har gode samarbejdsevner
Vi ser gerne, at du har en relevant uddannelse inden for IT og har flere års praktisk erfaring inden for enten lognings- eller overvågningsområdet. Du har formentlig arbejdet med drift af infrastruktur og er fortrolig med diverse operativsystemer og infrastruktur-komponenter. Det er en fordel, hvis du har erfaring med både enterprise og open source-løsninger, og har bygget full-stack løsninger til både monitorering og logning med fokus på høj tilgængelighed i et 24/7 miljø.
Kompetencer og erfaring med scripting og automatisering er en fordel, ligesom kendskab til ITIL vil være et godt fundament.
I PET vægter vi desuden visse personlige kompetencer højt. Det er kompetencer, som vi mener, er essentielle for alle PET-ansatte uanset faglig baggrund. Det gør vi, fordi det er vigtigt for os, at vi finder det rette match. Du kan læse om kompetencerne her www.pet.dk/job.
Få en hverdag, der aldrig bliver hverdag
Vores arbejdsplads er som ingen andre. Vores opgave er at forebygge, efterforske og modvirke trusler mod friheden, demokratiet og sikkerheden i det danske samfund. Dette stiller høje krav til vores IT-løsninger, datakvalitet og ikke mindst passionerede og kompetente medarbejdere. Derfor er vi en bred række af IT-specialister. Nogle har valgt PET for at arbejde med store og komplekse opgaver. Andre faldt for, at vi selv designer mange af vores løsninger fra bunden, udvikler og implementerer dem. Vores kollegaer skal bruge vores arbejde, og vi er med fra start til slut. Endelig har mange af os valgt jobbet for at arbejde med en sag, der er større end profit og timefakturering. Vi har et højere formål.
Som lognings- og overvågningsspecialist i PET bliver du en del af en hverdag, der er præget af opgaver, som ikke findes andre steder, og hver dag byder på nye udfordringer, som ikke fandtes i går. Vi har en hverdag, der aldrig bliver hverdag, og det kan du også få.
Ansættelsesforhold
Ansættelsesstart pr. 1 november 2025. Grundet sommerferie kan der gå et stykke tid, før du hører fra os. Vi håber meget, at du vil være tålmodig med os. Vi forventer at påbegynde samtaler i uge 35.
Du kan læse mere om hele PET’s ansættelsesproces på www.pet.dk/job.
Et ansættelsesforhold i PET skal behandles med diskretion, hvilket du som ansøger skal være opmærksom på. Det betyder, at du som udgangspunkt godt kan fortælle tætte og fortrolige relationer, som du har tillid til, at du har søgt en stilling i PET, men ikke hvad jobbet indebærer.
Det er en forudsætning for ansættelse i PET, at du kan sikkerhedsgodkendes til yderst hemmeligt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse. Som sikkerhedsgodkendt forventes det, at du er særlig opmærksom på din tavshedspligt i forhold til klassificeret information.
Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst.
Dit arbejdssted bliver på Klausdalsbrovej 1 i Søborg, lige ved siden af Buddinge station, hvor både S-tog og bus kører lige til døren. I PET arbejder vi på interne systemer og med fortrolige opgaver, og derfor møder vi også på arbejde hver dag for at løse vores opgaver.
Yderligere information
Du kan lære meget mere om PET som arbejdsplads på www.pet.dk/job, hvor du bl.a. kan læse mere om alle de fagligheder, der arbejder i PET og deres hverdag. Du kan også lytte til vores podcastserie ’Tjenesten og truslerne’.
Du er også altid meget velkommen til at kontakte os på hverdage på mail hr-rekruttering@politi.dk eller på telefon +45 24 62 18 45, hvis du har spørgsmål til stillingen, PET som arbejdsplads eller lignende.
Når du søger en stilling hos PET, giver du lov til, at vi må indhente dit CPR-nummer via CPR-registeret med henblik på identifikation af dig i forbindelse med rekrutteringsprocessen. Vi indhenter dit CPR-nummer, så vi sikkert kan fremsende relevante og nødvendige dokumenter til dig via Digital Post.
Det er vigtigt for os, at PET afspejler den mangfoldighed, som vi arbejder for. Derfor opfordrer vi alle interesserede, uanset køn, alder, religion, seksualitet og etniske tilhørsforhold til at søge stillingen.
Træd ind i en lukket verden, der åbner nye døre, hvor vi udvikler os, træner og bygger videre på det, vi kan. Om vi udvikler nye systemer, analyserer data eller finjusterer fodstillingen til skydetræning, så er vi altid på tæerne. Det skaber gode muligheder for, at du kan rykke dig med os, vokse med opgaverne og åbne nye døre i dit arbejdsliv.
Søborg