Vil du bidrage til Danmarks sikkerhed gennem et arbejde hvor overblik, samarbejde og faglig nysgerrighed er afgørende? Har du erfaring med indledende efterforskning, sagsvisitation eller operativ koordinering, og motiveres du af at arbejde med aktuelle sikkerhedsmæssige udfordringer? Så er du måske vores nye operatør i PET's situations- og operationscenter (SIOC).
Bliv en del af arbejdet med at opretholde et samlet situationsbillede inden for PET’s ansvarsområde
Verdenssituationen ændrer sig hastigt og PET’s operationscenter har som følge af dette fået flere opgaver, som kræver nye kollegaer.
SIOC er PET’s faste, operative omdrejningspunkt. SIOC’s opgave er at sikre, at PET som organisation er i stand til at se ”de røde flag” på tværs af mange datakilder, som SIOC dagligt arbejder med. Det er desuden SIOC’s opgave at erkende og agere på udviklinger og hændelser, der rammer Danmark eller danske interesser i udlandet.
Som operatør i SIOC skal du i tæt samarbejde med øvrige aktører i og uden for PET medvirke til at opretholde et samlet situationsbillede inden for PET’s ansvarsområde. Derfor tilbyder vi dig en række alsidige og spændende opgaver i sektionen for Taktisk Sikring og Efterretning, hvor du skal indgå som operatør i mindre, tværfaglige teams, der understøtter opgaveløsning på både operationelt og taktisk niveau.
Du får en central rolle med at skabe et oplyst beslutningsgrundlag og den indledende tragering ift. farlighed med reference til SIOC’s vagthavende situationschef (SIT-chef). Du vil få et indgående kendskab til arbejdsmetoder og procedurer samt til forhold af operationel karakter, hvor dit kendskab til bl.a. politiets systemer som POLSAS, PED, POL INTEL, ANPG og POLPAX vil blive værdsat.
Få en hverdag, der aldrig bliver hverdag
Som operatør i PET’s SIOC bliver du en del af en hverdag, der er præget af opgaver, som ikke findes andre steder, og hver dag byder på nye udfordringer, som ikke fandtes i går.
Uanset om vi efterforsker en potentiel terrortrussel eller arbejder i det skjulte, så er vi fælles om at afværge truslerne mod Danmarks sikkerhed. Vi løser opgaven ved at være på forkant og klar, når det gælder. Derfor følger og vurderer vi konstant de potentielle trusler.
Selvom vores arbejde er præget af alvoren i det højere formål, er tonen uformel, og du vil opleve et unikt sammenhold på tværs af afdelinger og fagområder. Vi har en hverdag, der aldrig bliver hverdag, og det kan du også få.
Du trives med stor samarbejdsflade og kommunikerer tillidsfuldt og tydeligt
Det er et krav, at du har en politifaglig uddannelse (politiets basisuddannelse) og har en aktiv stilling i Dansk Politi. Du skal have erfaring med indledende efterforskning, sagsvisitation eller disponering eksempelvis som operatør på en vagtcentral eller fra en efterretnings- og analyseenhed i en af landets politikredse. Du har samtidig en interesse i og evne til at håndtere beredskabsmæssige opgaver.
Derudover forventer vi, at:
- Du arbejder professionelt og tager ansvar for dine opgaver. Du samarbejder konstruktivt med kolleger og samarbejdspartnere og kommunikerer tydeligt og respektfuldt – også i situationer med tidspres.
- Du er udviklingsorienteret og ser teknologiske fremskridt som katalysator til at tilegne dig ny viden og trives med at omforme din viden til brugbare løsninger
- Du har en interesse i geopolitiske forhold og nyder at holde dig opdateret om verdens brændpunkter, den politiske dagsorden både inden- og uden for landets grænser, og forstår at lokale, såvel som globale, konflikter kan få afgørende betydning for Danmarks sikkerhed.
SIOC er et center i udvikling, og der er mange forskellige opgaver. Af samme årsag må du meget gerne fremhæve eventuelt øvrige relevante kompetencer, som potentielt kan bringes i spil i opgaveløsningen.
Du behøver ikke at kunne det hele fra første dag. Hvis du opfylder de grundlæggende krav til stillingen og kan se dig selv i opgaverne, opfordrer vi dig til at søge. Vi forventer ikke, at alle kandidater har identiske erfaringer, og vi sørger for en grundig oplæring i PET's arbejdsgange og metoder.
Løn- og ansættelsesvilkår
Du lønindplaceres efter politiets klassificeringsaftale som pb/pa og eventuelle lokallønstillæg lukkes efter gældende regler.
Du stationeres i en tidsbegrænset stilling i 1 år i PET, Klausdalsbrovej 1, 2860 Søborg. Bliver du stationeret i en tidsbegrænset stilling, kan der senere ske stationering indtil videre uden yderligere stillingsopslag.
Efter endt tidsbegrænset periode stationeres du på ny i din egen politikreds.
I PET arbejder vi på interne systemer og med fortrolige opgaver, og derfor møder vi også på arbejde hver dag for at løse vores opgaver.
Det er en forudsætning for ansættelse i PET, at du kan sikkerhedsgodkendes til yderst hemmelig, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse. Som sikkerhedsgodkendt forventes det, at du er særlig opmærksom på din tavshedspligt i forhold til klassificeret information.
Stillingen er baseret på skifteholdstjeneste.
Under tjenesten i PET kan der forekomme tilkald- og rådighedsvagter. Derudover kan der forekomme ekstra vagter i forbindelse med særlige begivenheder og uvarslede hændelser.
Et ansættelsesforhold i PET skal behandles med diskretion, hvilket du som ansøger skal være opmærksom på. Det betyder, at du som udgangspunkt godt kan fortælle tætte og fortrolige relationer, som du har tillid til, at du har søgt en stilling i PET, men ikke hvad jobbet indebærer. Af hensyn til ansøgningsdiskretion bør du ligeledes være påpasselig med, hvilke informationer om dig selv og PET du evt. behandler i AI-systemer.
Ansættelsesstart pr. 1. februar 2027 eller hurtigst muligt. Du kan læse mere om hele PET’s ansættelsesproces på www.pet.dk/job.
Kontakt og ansøgning
Du er også altid meget velkommen til at kontakte os på hverdage på mail hr-rekruttering@politi.dk eller på telefon +45 24 62 18 45, hvis du har spørgsmål til stillingen, PET som arbejdsplads eller lignende.
Stillingen søges elektronisk via politiets rekrutteringssystem på http://www.politi.dk og job i politiet
- Du kan søge via karriereportalen, hvor du logger ind via internettet og ”Politiets hjemmesider” i venstre hjørne. Her logger du ind med din politimail (første gang ved glemt password) eller
- du kan også søge via jobportalen, hvor du søger/opretter profil med din private mailadresse.
Se eventuel vejledning på POLintra: https://prodsp2019polintra.politinet.net/arbejdsplads/rekrutteringogansaettelse/stillingsopslag/Sider/default.aspx (tag kopi af link og sæt ind i browseren på POLintra).
Du skal vedhæfte CV og vedhæfte en motiveret ansøgning (følgebrev).
Hvis du har gennemført relevante eksterne uddannelser på diplom og/eller masterniveau eller opnået tilsvarende realkompetencer, bedes du oprette bevis herfor.
Du kan lære meget mere om PET som arbejdsplads på www.pet.dk/job, hvor du bl.a. kan læse mere om alle de fagligheder, der arbejder i PET og deres hverdag. Du kan også lytte til vores podcastserie ’Tjenesten og truslerne’.
Ansøgningsfrist: Den 6. september 2026.
Bemærk, at opslaget er et internt landsdækkende stillingsopslag i politiet. Du skal være politiuddannet. Ved spørgsmål om fortrinsret skal du svare nej, da reglen om fortrinsret ikke gælder for interne stillinger.
Træd ind i en lukket verden, der åbner nye døre, hvor vi udvikler os, træner og bygger videre på det, vi kan. Om vi udvikler nye systemer, analyserer data eller finjusterer fodstillingen til skydetræning, så er vi altid på tæerne. Det skaber gode muligheder for, at du kan rykke dig med os, vokse med opgaverne og åbne nye døre i dit arbejdsliv.
Søborg