Jobbeskrivelse
Centerchef til PET's Center for Analyse og Outreach
Centerchef til PET's Center for Analyse og Outreach

Har du omfattende viden om sikkerhedspolitiske forhold, og er du i stand til at omsætte din viden til strategisk retning? Så er du måske PET’s nye chef for Center for Analyse og Outreach. 

Bliv en del af PET´s Kontraspionageafdeling
Truslen fra fremmede staters efterretningsvirksomhed er blevet mere markant, og i PET har vi i de senere år styrket vores kontraspionageindsats. Vi tilbyder nu en central og ledende rolle i det strategisk-analytiske epicenter

I PET’s kontraspionageafdeling, Center for Analyse og Outreach (CAO).
Center for Analyse og Outreach spiller en afgørende rolle i at styrke modstandsdygtigheden i samfundet ved at levere strategisk-analytisk grundlag for beslutninger til gavn for den nationale sikkerhed. Truslen fra fremmede staters efterretningsvirksomhed mod Danmark er bredspektret og vedvarende. Kinas efterretningsaktiviteter udgør en markant og langsigtet trussel mod Danmarks og Danmarks allieredes sikkerhed. De russiske efterretningstjenester arbejder målrettet for at understøtte Ruslands ambitioner om at ændre sikkerhedsstrukturerne i Europa. En række andre stater, heriblandt Iran, udfører også efterretningsaktiviteter i modstrid med danske sikkerhedsinteresser.

For at lykkes i rollen som centerchef i Center for Analyse og Outreach er det vigtigt at du besidder stor viden om geopolitik og sikkerhed, og at du har mod på at navigere i et trusselsbillede, som hurtigt ændrer sig. Vi lægger vægt på, at du har dokumenteret erfaring med at eksekvere og skabe resultater, og at du har dyb erfaring med at drive samarbejder med forskellige interessenter som fx universiteter, private virksomheder og myndigheder. Dertil er det en fordel, hvis du har kendskab til udenrigspolitiske forhold vedr. Arktis og Nordatlanten. 

Centeret består af forskellige fagligheder, som leverer efterretningsanalytiske produkter af høj kvalitet inden for områder som fx spionage, sabotage, påvirkningsvirksomhed og uønsket vidensoverførsel. Samtidig varetager centerets medarbejdere en omfattende formidlingsopgave af efterretningsbaseret viden til en række eksterne interessenter, herunder både myndigheder og civile aktører. 

Centeret har et højt fagligt niveau, og vi søger en centerchef som besidder evnen til at analysere sikkerhedspolitiske udviklinger over et bredt spektrum; fra videnssikkerhed og truslen mod danske styrkepositioner inden for forskning og innovation til påvirkning, sabotage og trusler mod Arktis. Ligeledes er det vigtigt, at du tør at sætte retningen for PET’s opgaveløsning på disse områder. Det vil desuden være en forudsætning, at du offentligt skal kommunikere herom via paneldeltagelser, medieoptrædender mv. 


Forventninger til ledelsesprofilen
Som centerchef har du en relevant uddannelse og også gerne erfaring fra efterretnings- og sikkerhedsområdet. Du er en erfaren, innovativ og ambitiøs leder, der forstår at motivere og udvikle medarbejdere med vidt forskellige fagligheder. Det er en fordel, hvis du har erfaring med at arbejde i en politisk styret organisation og med at arbejde sammen med internationale partnere. 

Få en hverdag, der aldrig bliver hverdag
I PET bliver du en del af en hverdag, der er præget af opgaver, som ikke findes andre steder, og hver dag byder på nye udfordringer, som ikke fandtes i går. Vi er vidt forskellige, og derfor kan vi gøre en forskel. Det handler om den, du er og det, du bidrager med.

Selvom vores arbejde er præget af alvoren i det højere formål, er tonen uformel, og du vil opleve et unikt sammenhold på tværs af afdelinger og fagområder. Vi har en hverdag, der aldrig bliver hverdag, og det kan du også få. 

I PET står vi på et fælles ledelsesgrundlag, hvor vores ledelsesværdier; Helhed, Udvikling, Ordentlighed, Tillid og Handlekraft sætter retning for den Effekt, vi som ledere skal skabe. Ledelsesværdierne er med til at forankre os i et stærkt ledelsesfællesskab, hvor dit bidrag bliver væsentligt. Du kan læse nærmere om vores ledelsesværdier her

Derudover vægter vi i PET visse personlige kompetencer højt. Det er kompetencer, som vi mener, er essentielle for alle PET-ansatte uanset faglig baggrund. Det gør vi, fordi det er vigtigt for os, at vi finder det rette match. Du kan læse om kompetencerne her www.pet.dk/job.

Ansættelsesforhold
Ansættelsesstart pr. 1. august 2026. Vi forventer at påbegynde samtaler i uge 21. Du kan læse mere om hele PET’s ansættelsesproces på www.pet.dk/job

Et ansættelsesforhold i PET skal behandles med diskretion, hvilket du som ansøger skal være opmærksom på. Det betyder, at du som udgangspunkt godt kan fortælle tætte og fortrolige relationer, som du har tillid til, at du har søgt en stilling i PET, men ikke hvad jobbet indebærer. 

Det er en forudsætning for ansættelse i PET, at du kan sikkerhedsgodkendes, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse. Som sikkerhedsgodkendt forventes det, at du er særlig opmærksom på din tavshedspligt i forhold til klassificeret information. 

Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår som chefkonsulent med personaleledelse i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten mellem Finansministeriet og Akademikernes centralorganisation. 

Er du tjenestemand, kan du bevare din ansættelsesform, og du vil blive indplaceret i lønramme 36 efter gældende lederklassificeringsaftale mellem Rigspolitiet og Politiforbundet.

Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK) i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. Du indplaceres i henhold til organisationsaftalens bestemmelser om særskilte stillinger. Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst.

Ansættelsen kan ske på åremålsvilkår. 

Dit arbejdssted bliver på Klausdalsbrovej 1 i Søborg, lige ved Buddinge station, hvor både S-tog og bus kører lige til døren. I PET arbejder vi på interne systemer og med fortrolige opgaver, og derfor møder vi også på arbejde hver dag for at løse opgaver.

Yderligere information
Du er meget velkommen til at kontakte os på hverdage på mail hr-rekruttering@politi.dk eller på telefon +45 24 62 18 45, hvis du har spørgsmål til stillingen, PET som arbejdsplads eller lignende.

Når du søger en stilling hos PET, giver du lov til, at vi må indhente dit CPR-nummer via CPR-registeret med henblik på identifikation af dig i forbindelse med rekrutteringsprocessen. Vi indhenter dit CPR-nummer, så vi sikkert kan fremsende relevante og nødvendige dokumenter til dig via Digital Post.

Det er vigtigt for os, at PET afspejler den mangfoldighed, som vi arbejder for. Derfor opfordrer vi alle interesserede, uanset køn, alder, religion, seksualitet og etniske tilhørsforhold til at søge stillingen.

Træd ind i en lukket verden, der åbner nye døre, hvor vi udvikler os, træner og bygger videre på det, vi kan. Om vi udvikler nye systemer, analyserer data eller finjusterer fodstillingen til skydetræning, så er vi altid på tæerne. Det skaber gode muligheder for, at du kan rykke dig med os, vokse med opgaverne og åbne nye døre i dit arbejdsliv.

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  04.05.2026
Ansøgningsfrist:  04.05.2026
Arbejdsgiver:  Politiets Efterretningstjeneste
Jobsted (langt): 

Søborg

Deltid / fuldtid:  Fuldtid