Jobbeskrivelse
DevOps Softwareudvikler i PET
DevOps Softwareudvikler i PET

Vil du bruge dine kompetencer hvor de gør en forskel? Kan du se dig selv være med til at beskytte Danmark mod udefrakommende trusler og værne om nationens sikkerhed? Og vil du være med til at videreudvikle missionskritiske analyseapplikationer? Så er du måske vores nye DevOps Softwareudvikler

Om jobbet

Vi tilbyder en central rolle som software udvikler i vores sektion for dataplatform og dataanalyse, hvor du vil bidrage med udviklingen af dataplatform og analyseværktøjer til vores operative analytikere. Sektionen arbejder agilt og har ben i alle grene af PET og du kommer derfor til at se et væld af spændende og varierende analysebehov med vidt forskellige formål. Vi er en del af centeret for applikationer og du vil indgå i et tæt samarbejde med centerets andre softwareudviklere, data scientists, data engineers og forretningsejere.

Dataplatformsteamet står for at samle og udstille alt PETs operative data og har et tæt samarbejde med særligt indhentningsafdelingen. Da teamet er et centralt bindeled mellem indhentning og analytiker, er det også et af de steder udviklere kommer tættest på operationsmiljøet. 

Analyseplatformsteamet er ansvarlig for at operative data kan arbejdes med i en analysekontekst på tværs af datakilder. Det er grundfundamentet for PETs analysekapaciteter, og du har derfor et tæt samarbejde med analytikere og systemejere, om alt fra nye dataintegrationer til ontologi og behovet for nye analysefunktionaliteter. 

Du kommer til at indgå i en dedikeret og unik sektion med flad struktur, og derved stor mulighed for at medbestemmelse og indflydelse i dagligdagen. Vi har et uformelt arbejdsmiljø, hvor tillid, samarbejde og professionalisme er de væsentligste værdier

Vi tilbyder dig en række spændende udviklingsopgaver på en dynamisk arbejdsplads med en operativ virkelighed, som du kommer helt tæt på. Du kommer til at arbejde med dygtige og professionelle kolleger med et højt fagligt niveau og meget stort engagement.

Endelig tilbyder vi et fællesskab med mange forskellige fagligheder, som hver dag arbejder for at sikre Danmarks og Rigsfællesskabets sikkerhed. Du får en masse dygtige kollegaer, der vil se frem til at samarbejde med dig og skubbe til din udvikling, ligesom de forventer, at du gør det samme ved dem. I PET investerer vi i at udvikle og dygtiggøre vores medarbejdere. 

Dit arbejdssted bliver Klausdalsbrovej 1 i Søborg, tæt på offentlig transport. Vi har eget fitnesscenter og en aktiv personaleforening. Vi har ydermere flextid, betalt frokostpause og et godt fokus på work-life-balance. 

Om dig

Du har minimum nogle års erfaring fra en fuldtidsstilling, og en uddannelse inden for IT, eksempelvis datamatiker eller anden relevantakademisk uddannelse. Det kan også være at du har en uddannelse, hvor IT har spillet en stor rolle, eller at du er autodidakt med mindst tre års relevant erhvervserfaring.

Det en fordel såfremt du kan opfylde flere af nedenstående punkter:
• Linux
• Java applikationer
• Databaser (f.eks. PostgreSQL, Open Search)
• Docker, Kubernetes
• Asynkrone services og REST-API’er
• Webteknologier (F.eks. React)
• Automatiserede tests

Det er ikke et krav, at du har kendskab til alle nævnte discipliner, men vi har en forventning om, at du kommer med en vilje til at videreudvikle dig og har et gå-på-mod til at angribe komplekse opgaver, som kræver, at man skal tilegne sig viden på et nyt teknisk felt.

Vi byder din dedikation, din idérigdom og dine gode samarbejdsevner velkommen. Du skal også bruge din gode dømmekraft til at træffe de rette valg og være robust, når vilkårene omkring dig ændres. PET er en aktiv del af samfundet, hvorfor din nysgerrighed på omverdenen og nye opgaver er gode forudsætninger for at lykkes. Fastholder du samtidig en positiv tilgang, ser muligheder og hurtigt gennemskuer nyt, så falder du helt sikkert godt til.

Ansættelsesforhold
Ansættelsesstart pr. 1. januar 2026

Dit arbejdssted bliver Politiets Efterretningstjeneste, Klausdalsbrovej 1, 2860 Søborg. 

Ansættelse sker på overenskomstvilkår i henhold til relevant overenskomst. Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.

Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst.

Et ansættelsesforhold i PET behandles med fortrolighed, hvilket ansøger skal være opmærksom på i forbindelse med ansøgnings- og ansættelsesprocessen. Det betyder, at ligesom vi ikke fortæller nogen, at du har søgt en stilling hos os, bedes du tilsvarende ikke dele denne oplysning med nogen.

Yderligere information 
Inden du søger stillingen, kan du læse mere om jobbet i den uddybende stillings- og kapabilitetsbeskrivelse her.

Du er velkommen til at kontakte os på mail hr-rekruttering@politi.dk for yderligere information eller spørgsmål. 

Du kan finde mere information om PET på vores hjemmeside www.pet.dk og politiet generelt på www.jobipolitiet.dk.
Vi forventer at påbegynde samtaler i uge uge 45. 

Når du søger en stilling hos politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. 
Søger du flere stillinger, skal du lægge en ansøgning og et cv ind i systemet pr. ansøgt stilling. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilken stilling du søger.

Når du søger en stilling hos PET, giver du samtidig lov til, at vi må indhente dit CPR-nummer via CPR-registeret med henblik på identifikation af dig i forbindelse med rekrutteringsprocessen. Vi indhenter dit CPR-nummer med det formål, at vi sikkert kan fremsende relevante og nødvendige dokumenter til dig via Digital Post.

Alle interesserede uanset alder, køn, religion og etniske tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen. 

Som Danmarks efterretnings- og sikkerhedstjeneste er det PET’s opgave at forebygge, efterforske og modvirke trusler mod friheden, demokratiet og sikkerheden i det danske samfund. Det gælder såvel trusler i Danmark som trusler, der er rettet mod Rigsfællesskabet eller mod danskere og danske interesser i udlandet. Vi arbejder for dig – vil du arbejde for os?

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  24.10.2025
Ansøgningsfrist:  24.10.2025
Arbejdsgiver:  Politiets Efterretningstjeneste
Jobsted (langt): 

Søborg

Deltid / fuldtid:  Fuldtid