Jobbeskrivelse
Efterforskere pb/pa til PET, EC og COU, tidsbegrænset stilling
Efterforskere pb/pa til PET, EC og COU, tidsbegrænset stilling

Vil du udfordres på dine efterforskningskompetencer? Vil du have indblik i komplekse operationer? Er du detaljeorienteret, grundig og kan overskue omfattende rapportmateriale? Kan du se dig selv være med til at beskytte Danmark mod udefrakommende trusler og værne om nationens sikkerhed? Så er du måske en af vores nye efterforskere, som vi søger til Efterforskningscenteret og til Center for Operative Undersøgelser.

 

Bliv en del af arbejdet med at identificere eller efterforske sager inden for straffelovens kapitel 12 og 13

Truslen fra fremmede staters efterretningsvirksomhed og terrortruslen mod Danmark er alvorlig, og i PET har vi fokus på at rekruttere de helt rigtige medarbejdere til de særlige opgaver og vilkår som er til stede i en efterretningstjeneste. Vi søger profiler til to af vores centre:Efterforskningscenteret arbejder primært bagudrettet og har til hovedopgave at opbygge straffesager rettet imod grupper, netværk og enkeltpersoner, der mistænkes for overtrædelser af straffeloven for både terrorisme og spionage. I Efterforskningscenteret vil du få det efterforskningsmæssige ansvar for planlægning, gennemførelse, efterbehandling samt kvalitet og legalitet i konkrete efterforskninger inden for straffelovens kapitel 12 og 13. 

 

Efterforskningscenteret arbejder ligeledes tæt sammen med politikredsene i forhold til efterforskning af terror- og spionagesager i fælles efterforskningsteams og i tæt samarbejde med Anklagemyndigheden.   

 

Center for Operative Undersøgelser foretager undersøgelser af mistænkelige hændelser og aktiviteter i Danmark med henblik på at vurdere, hvorvidt disse potentielt falder inden for straffelovens kapitel 12 og 13 (terrorisme og spionage). Centret efterforsker og undersøger løbende et stort antal sager af meget forskellig karakter og anvender i forbindelse hermed et bredt udsnit af PET´s kapabiliteter. Undersøgelserne indebærer tætte samarbejder med PET´s øvrige operative centre, Indhentningsafdelingen samt PET´s Sikkerhedsafdeling ligesom centeret arbejder tæt sammen med politikredsene.

 

Som en del af arbejdet i PET kan der være behov for tjenesterejser i kortere og længere tid til både ind- og udland. Da PET’s arbejde afspejler verden omkring os er der sjældent to dage, der er ens. Vi har en hverdag, der aldrig bliver hverdag, og det kan du også få.

 

I PET har vi et stort fokus på kompetenceudvikling og videreuddannelse af vores medarbejdere. Det har vi for at sikre, at vi til enhver tid har de bedst mulige kompetencer til at passe på Danmark. Du vil derfor få mulighed for at udvikle og dygtiggøre dig gennem efteruddannelser på vores eget PET Akademi. 

 

Du har stor interesse inden for efterforskning af terrorisme og spionage 
Den enkelte kandidat vil gennem rekrutteringsforløbets forskellige faser blive vurderet på nedenstående kompetencer. Det er målet for rekrutteringsforløbet, at både kandidat og PET træffer et så oplyst og velbegrundet valg om fremtidig ansættelse som muligt. 

 

Du kommer til at arbejde med omfattende og komplekse efterforskninger. Om du har større eller mindre erfaring inden for efterforskning er ikke afgørende, men du skal have lyst til sætte dig ind i komplekst materiale og evne at være vedholdende, også når opgaven er svær. 

 

Derudover forventer vi, at du: 

  • har en politifaglig uddannelse (politiets basisuddannelse)
  • har vilje og evne til at lære nyt. 
  • hurtigt og sikkert kan gennemskue store mængder information og er klar på at løse nye typer af opgaver.•    kan lide at indgå i tværfaglige samarbejder med et helhedssyn og åbent sind.
  • forstår at navigere i en til tider meget politisk kontekst.
  • er nysgerrig og har massere af gå-på-mod

 

Vi byder din dedikation og din idérigdom velkommen. Vi forventer høj grad af selvstændighed, men understreger samtidigt vigtigheden af gode samarbejdsevner. PET er en aktiv del af samfundet, hvorfor din nysgerrighed på omverdenen og nye opgaver er gode forudsætninger for at lykkes.

 

Vi tilbyder stor fleksibilitet i forhold til mødetider. Samtidig forventer vi det samme af dig - stor indsats og fleksibilitet, når det i særlige situationer er nødvendigt.

 

I PET vægter vi desuden visse personlige kompetencer højt. Det er kompetencer, som vi mener, er essentielle for alle PET-ansatte uanset faglig baggrund. Det gør vi, fordi det er vigtigt for os, at vi finder det rette match. Du kan læse om kompetencerne her www.pet.dk/job.

 

Løn og Ansættelsesvilkår
Ansættelsesstart pr. 1. december 2026 eller hurtigst muligt. Du kan læse mere om hele PET’s ansættelsesproces på www.pet.dk/job

 

Du lønindplaceres efter politiets klassifikationsaftale som pb/pa og eventuelle lokallønstillæg lukkes efter gældende regler. 

 

Du bliver stationeret i en tidsbegrænset stilling i Rigspolitiet, PET i 2 år med foreløbig tjeneste efter Politidirektørens bestemmelse.

 

Efter endt tidsbegrænset periode stationeres du på ny i den politikreds, hvor du har fast stationering

 

Der er mulighed for efter den tidsbegrænsede periode, at der kan ske stationering indtil videre uden yderligere stillingsopslag.

 

Et ansættelsesforhold i PET skal behandles med diskretion, hvilket du som ansøger skal være opmærksom på. Det betyder, at du som udgangspunkt godt kan fortælle tætte og fortrolige relationer, som du har tillid til, at du har søgt en stilling i PET, men ikke hvad jobbet indebærer. 

 

Det er en forudsætning for ansættelse i PET, at du kan sikkerhedsgodkendes, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse. Som sikkerhedsgodkendt forventes det, at du er særlig opmærksom på din tavshedspligt i forhold til klassificeret information. 

 

Dit arbejdssted bliver på Klausdalsbrovej 1 i Søborg, lige ved siden af Buddinge station, hvor både S-tog og bus kører lige til døren. I PET arbejder vi på interne systemer og med fortrolige opgaver, og derfor møder vi også på arbejde hver dag for at løse vores opgaver.    

 

Kontakt og ansøgning

Der afholdes informationsaften torsdag d. 11. juni fra 16.30-19.30. For tilmelding bedes du sende en mail til hr-rekruttering@politi.dk med MA.nr. samt fulde navn.  

 

Du kan lære meget mere om PET som arbejdsplads på www.pet.dk/job, hvor du bl.a. kan læse mere om alle de fagligheder, der arbejder i PET og deres hverdag. Du kan også lytte til vores podcastserie ’Tjenesten og truslerne’.

 

Du er også altid meget velkommen til at kontakte os på hverdage på mail hr-rekruttering@politi.dk eller på telefon +45 24 62 18 45, hvis du har spørgsmål til stillingen, PET som arbejdsplads eller lignende. 

 

Stillingen søges elektronisk via politiets rekrutteringssystem på http://www.politi.dk og job i politiet

- Du kan søge via karriereportalen, hvor du logger ind via internettet og ”Politiets hjemmesider” i venstre hjørne. Her logger du ind med din politimail (første gang ved glemt password) eller
- du kan også søge via jobportalen, hvor du søger/opretter profil med din private mailadresse. 
 

Se eventuel vejledning på POLintra: https://prodsp2019polintra.politinet.net/arbejdsplads/rekrutteringogansaettelse/stillingsopslag/Sider/default.aspx (tag kopi af link og sæt ind i browseren på POLintra). 
 

Du skal vedhæfte CV og vedhæfte en motiveret ansøgning (følgebrev).
 

Hvis du har gennemført relevante eksterne uddannelser på diplom og/eller masterniveau eller opnået tilsvarende realkompetencer, bedes du oprette bevis herfor.

 

Ansøgningsfrist: den 15. juni 2026

 

Vi forventer at påbegynde samtaler i uge 26.

 

Bemærk, at opslaget er et internt landsdækkende stillingsopslag i politiet. Du skal være politiuddannet. Ved spørgsmål om fortrinsret skal du svare nej, da reglen om fortrinsret ikke gælder for interne stillinger.

 

Træd ind i en lukket verden, der åbner nye døre, hvor vi udvikler os, træner og bygger videre på det, vi kan. Om vi udvikler nye systemer, analyserer data eller finjusterer fodstillingen til skydetræning, så er vi altid på tæerne. Det skaber gode muligheder for, at du kan rykke dig med os, vokse med opgaverne og åbne nye døre i dit arbejdsliv.

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  15.06.2026
Ansøgningsfrist:  15.06.2026
Arbejdsgiver:  Politiets Efterretningstjeneste
Jobsted (langt): 

Søborg

Deltid / fuldtid:  Fuldtid