Vil du bruge din viden om infrastruktur og netværk til at løse komplekse opgaver med betydning for Danmarks sikkerhed? og er du vild med et arbejdsmiljø præget af godt humør, musik og et stærkt teamsamarbejde?
Så glæder vi os til at møde dig!
Vi søger netværksspecialister/It specialist til vores center, CCO. Vi er ved at styrke vores indsats og har rug for flere gode kollegaer.
Her arbejder vi med Computer Network Exploitation (CNE), og vi møder hver dag ind for at sikre Danmark gennem højtspecialiseret teknisk ekspertise. I denne stilling bliver du en vigtig del af driften og udvikling af vores netværksinfrastruktur og VPN. Løsninger, som tilsammen understøtter PET’s mest krævende og operationelt vigtige opgaver.
En hverdag, der aldrig bliver hverdag
At være ansat på PET er spændende og udfordrende, og du vil have en hverdag, der er præget af opgaver, som ikke findes nogen andre steder i PET.
Hos os er der høj energi og høj faglighed. Nogle dage minder vi om en startup med korte beslutningsveje, idéer i luften og fokus på at få ting til at virke i praksis. Samtidig er vi en statslig institution med ansvar, grundighed og komplekse rammer.
Det er netop i spændingsfeltet mellem de to poler, du vil skulle arbejde og kommer til at udfolde dine kompetencer.
Om stillingen
• Udvikling og videreudvikling af tekniske løsninger inden for alt fra infrastruktur til software og hardware
• Konfiguration, overvågning og fejlfinding på netværksudstyr så som firewalls og routere samt VPN-løsninger
• Support og teknisk rådgivning til kolleger og brugere — både onsite og remote
• Løbende optimering og dokumentation af løsninger
• Samarbejde med teamet om udvikling af sikre og skalerbare IT-løsninger
Hvem er du?
Vi forestiller os, at du:
Har en relevant uddannelse (fx IT, software, data, ingeniør eller lignende). Det kan også være at du er autodidakt og har nogle års praktisk erfaring, men du har selvfølgelig kendskab til netværksteknologier, routing, firewalls og VPN.
Det er helt afgørende, at du kan tænke kreativt og har teknisk nysgerrighed og lyst til at lære. Det er et krav at du kan gå ind i tekniske udviklingsprocesser der endnu ikke er helt afklaret og kan bidrage så de står skarpe. Du kan altid spørge, og meget af vores arbejde foregår i teams, men det er nødvendigt at du kan arbejde selvstændigt med næsen i sporet. Det vil vi kigge aktivt efter i din personprofil.
Kort om CNE
Computer Network Exploitation handler om at forstå, analysere og udnytte digitale systemer og netværk for at skabe strategisk indsigt og handlemuligheder i et komplekst og konstant foranderligt digitalt trusselsbillede. Det kræver teknisk dybde, kreativ tænkning og en stærk ansvarsfølelse.
Det tilbyder vi
• Et job med høj faglighed og stor samfundsmæssig betydning
• Indblik i et højt specialiseret og lukket fagområde
• Mulighed for at omsætte teori til praksis
• Et miljø med både fordybelse og tempo
• Prioritering af din faglige udvikling
Ansættelsesforhold
Vores virksomhedssprog er dansk, og vi læser derfor kun ansøgning og cv skrevet på dansk.
Ansættelsesstart snarest muligt. Vi forventer at påbegynde samtaler i uge 15. Du kan læse mere om hele PET’s ansættelsesproces på www.pet.dk/job.
Et ansættelsesforhold i PET skal behandles med diskretion, hvilket du som ansøger skal være opmærksom på. Det betyder, at du som udgangspunkt godt kan fortælle tætte og fortrolige relationer, som du har tillid til, at du har søgt en stilling i PET, men ikke hvad jobbet indebærer.
Det er en forudsætning for ansættelse i PET, at du kan sikkerhedsgodkendes til yderst hemmelig, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse. Som sikkerhedsgodkendt forventes det, at du er særlig opmærksom på din tavshedspligt i forhold til klassificeret information.
Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.
Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst.
Dit arbejdssted bliver på Klausdalsbrovej 1 i Søborg, lige ved siden af Buddinge station, hvor både S-tog og bus kører lige til døren. I PET arbejder vi på interne systemer og med fortrolige opgaver, og derfor møder vi også på arbejde hver dag for at løse vores opgaver.
Yderligere information
Du kan lære meget mere om PET som arbejdsplads på www.pet.dk/job, hvor du bl.a. kan læse mere om alle de fagligheder, der arbejder i PET og deres hverdag. Du kan også lytte til vores podcastserie ’Tjenesten og truslerne’.
Du er også altid meget velkommen til at kontakte os på hverdage på mail hr-rekruttering@politi.dk eller på telefon +45 24 62 18 45, hvis du har spørgsmål til stillingen, PET som arbejdsplads eller lignende.
Når du søger en stilling hos PET, giver du lov til, at vi må indhente dit CPR-nummer via CPR-registeret med henblik på identifikation af dig i forbindelse med rekrutteringsprocessen. Vi indhenter dit CPR-nummer, så vi sikkert kan fremsende relevante og nødvendige dokumenter til dig via Digital Post.
Det er vigtigt for os, at PET afspejler den mangfoldighed, som vi arbejder for. Derfor opfordrer vi alle interesserede, uanset køn, alder, religion, seksualitet og etniske tilhørsforhold til at søge stillingen.
Træd ind i en lukket verden, der åbner nye døre, hvor vi udvikler os, træner og bygger videre på det, vi kan. Om vi udvikler nye systemer, analyserer data eller finjusterer fodstillingen til skydetræning, så er vi altid på tæerne. Det skaber gode muligheder for, at du kan rykke dig med os, vokse med opgaverne og åbne nye døre i dit arbejdsliv.
Søborg