Vil du arbejde med komplekse problemstillinger inden for IT, og har du erfaring med indgå komplekse IT-kontrakter? Kan du lide at udarbejde og indgå unikke kontrakter inden for indkøbsområdet? Kan du lide at gennemføre kontraktforhandlinger? Så er du måske vores nye kollega.
Bliv en del af arbejdet med udbud og kontrakter
I sektionen Kontrakter og Udbud søger vi nye kollegaer, som enten har lyst til at arbejde med udarbejdelse, indgåelse og forhandling af kontrakter. Vi søger en jurist med erfaring indenfor IT kontrakter til at rådgive om kontrakter og strategi for at give den bedst mulige understøttelse til vores unikke organisation og være med til at sikre, at leverandørsamarbejder styres effektivt og med høj kvalitet.
Vi har mange varierede opgaver og søger nye kræfter med interesse inden for IT, så her kan vi tilbyde dig opgaver, der matcher din faglighed, interesser og ambitioner. Du har erfaring med indgåelse og forhandling af IT-kontrakter, og du vil som kontraktjurist rådgive organisationen gennem indkøbsprocessen af on-premise-løsninger, software licensaftaler mv. Din opgave er at sikre, at hver kontrakt er af høj kvalitet og som imødekommer organisationens indkøbsbehov. Du vil primært skulle koncipere, forhandle og indgå kontrakter indenfor IT-området, hvor indkøbsbehovene er ofte meget forskellige og to kontrakter sjældent er ens. Afhængigt af din erfaring vil du få selvstændigt ansvar for opgaver, herunder udarbejdelse af kontrakterne, dialog med organisationen og forhandling med leverandører.
Du skal arbejde tæt sammen med andre dele af organisationen og det derfor vigtigt, at du trives i et miljø, hvor tingene til tider går hurtigt, og hvor du både kan stå fast og navigere fleksibelt, når det er nødvendigt. Du skal både være analytisk og rationel – en der kan dykke ned i detaljen uden at miste overblikket. Du vil komme til at indgå i et fagligt stærkt team, som er selvkørende, men hvor der også er plads til sparring.
Få en hverdag, der aldrig bliver hverdag
Som ansat i PET bliver du en del af en hverdag, der er præget af opgaver, som ikke findes andre steder, og hver dag byder på nye udfordringer, som ikke fandtes i går. Vi er vidt forskellige, og derfor kan vi gøre en forskel. Det handler om den, du er, og det, du bidrager med.
Selvom vores arbejde er præget af alvoren i det højere formål, er tonen uformel, og du vil opleve et unikt sammenhold på tværs af afdelinger og fagområder. Vi har en hverdag, der aldrig bliver hverdag, og det kan du også få.
Du er selvstændig og kan bevare overblikket
Du vil trives i sektionen, hvis du:
- har erfaring med kontraktforhandlinger og tilbudsindhentninger indenfor IT.
- selvstændigt er god til at sikre fremdrift i egne projekter ved at afsøge forskellige løsningsmuligheder, bevare overblikket og arbejde struktureret og selvstændigt.
- ikke er bange for at være first mover og bringe dig selv ud på dybt vand.
- er en udpræget teamplayer med lyst til at at vidensdele med dine kolleger og god til at opbygge relationer på tværs af organisationen.
- har dedikation, god dømmekraft, og godt kan lide en opgave, hvor løsningen ikke altid ligger lige for.
Du har en relevant kandidatuddannelse (cand.merc.jur., cand.jur. eller lignende) og gerne konkret praktisk erfaring med udarbejdelse af indkøbskontrakter.
I PET vægter vi desuden visse personlige kompetencer højt. Det er kompetencer, som vi mener, er essentielle for alle PET-ansatte uanset faglig baggrund. Det gør vi, fordi det er vigtigt for os, at vi finder det rette match. Du kan læse om kompetencerne her www.pet.dk/job.
Ansættelsesforhold
Ansættelsesstart pr. 1. august 2026 eller snarest derefter. Vi afholder løbende samtaler. Du kan læse mere om hele PET’s ansættelsesproces på www.pet.dk/job.
Et ansættelsesforhold i PET skal behandles med diskretion, hvilket du som ansøger skal være opmærksom på. Det betyder, at du som udgangspunkt godt kan fortælle tætte og fortrolige relationer, som du har tillid til, at du har søgt en stilling i PET, men ikke hvad jobbet indebærer.
Det er en forudsætning for ansættelse i PET, at du kan sikkerhedsgodkendes til yderst hemmelig, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse. Som sikkerhedsgodkendt forventes det, at du er særlig opmærksom på din tavshedspligt i forhold til klassificeret information.
Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst.
Dit arbejdssted bliver på Klausdalsbrovej 1 i Søborg, lige ved siden af Buddinge station, hvor både S-tog og bus kører lige til døren. I PET arbejder vi på interne systemer og med fortrolige opgaver, og derfor møder vi også på arbejde hver dag for at løse vores opgaver.
Yderligere information
Du kan lære meget mere om PET som arbejdsplads på www.pet.dk/job, hvor du bl.a. kan læse mere om alle de fagligheder, der arbejder i PET og deres hverdag. Du kan også lytte til vores podcastserie ’Tjenesten og truslerne’.
Du er også altid meget velkommen til at kontakte os på hverdage på mail hr-rekruttering@politi.dk eller på telefon +45 24 62 18 45, hvis du har spørgsmål til stillingen, PET som arbejdsplads eller lignende.
Når du søger en stilling hos PET, giver du lov til, at vi må indhente dit CPR-nummer via CPR-registeret med henblik på identifikation af dig i forbindelse med rekrutteringsprocessen. Vi indhenter dit CPR-nummer, så vi sikkert kan fremsende relevante og nødvendige dokumenter til dig via Digital Post.
Det er vigtigt for os, at PET afspejler den mangfoldighed, som vi arbejder for. Derfor opfordrer vi alle interesserede, uanset køn, alder, religion, seksualitet og etniske tilhørsforhold til at søge stillingen.
Træd ind i en lukket verden, der åbner nye døre, hvor vi udvikler os, træner og bygger videre på det, vi kan. Om vi udvikler nye systemer, analyserer data eller finjusterer fodstillingen til skydetræning, så er vi altid på tæerne. Det skaber gode muligheder for, at du kan rykke dig med os, vokse med opgaverne og åbne nye døre i dit arbejdsliv.
Søborg