Jobbeskrivelse
Java-udvikler med et højere formål: Hjælp PET med at passe på Danmark
Java-udvikler med et højere formål: Hjælp PET med at passe på Danmark

Java-udvikler med et højere formål: Hjælp PET med at passe på Danmark

Vil du udvikle applikationer, som kollegaer bruger til opgaver, der ikke findes andre steder? Kan du lide at arbejde tæt sammen med andre i et team? Og har du lyst til at være med, når vi flytter os mod DevOps? Så er du måske vores nye udvikler.

Som udvikler i PET er du med til at bygge systemer, der understøtter vores kerneopgave: at passe på Danmark, Rigsfællesskabet og danske interesser i udlandet.

Om jobbet
Du bliver en del af et agilt team, hvor vi planlægger og løser opgaverne sammen. Du arbejder med hele løsningen, fra database og backend i Java og Spring Boot, til brugerflade i Angular.
Opgaverne er varierede, og efterspørgslen er høj.

DevOps er for os vejen til at bringe udvikling og drift tættere sammen. Derfor arbejder vi hen imod fælles arbejdsgange og mere automatiseret udrulning, og samtidig moderniserer vi applikationerne. 

Vi er ikke i mål endnu, så du skal have lyst til at være med til at skabe forandringen.

Vi tilbyder et solidt fagligt miljø, hvor vi mødes fysisk på kontoret hver dag for at sparre og løse opgaverne sammen. Vi har desuden fokus på balance mellem arbejdsliv og privatliv, og et godt socialt fællesskab. 

Sådan ser din hverdag ud som java-udvikler i sektionen for DevOps

Du kommer blandt andet til at bruge din tid på at:
•    udvikle nye funktioner og forbedre eksisterende løsninger
•    arbejde tæt sammen med resten af teamet om løsningsdesign, kode og test
•    deltage i teamets agile møder som stand-ups, refinement og sprintplanlægning
•    bidrage til at automatisere test og udrulning
•    tage medansvar for, hvordan dine løsninger bliver udrullet og kører i produktion
•    bygge dine løsninger, så de er lette at overvåge og fejlsøge
•    være med til at flytte applikationer i retning af containere og Kubernetes
•    sparre med arkitekter og tech leads, når en opgave går på tværs af løsninger
•    dokumentere det, du udvikler

Du lykkes ikke alene
Vores applikationer hænger sammen med platforme, infrastruktur og systemer, som andre sektioner har ansvaret for. Derfor er du afhængig af dem, når du udvikler. Kræver en opgave noget fra andre, er det vigtigt, at du kommunikerer præcist og er en kollega, andre gerne vil samarbejde med.

Vi arbejder selvfølgelig også tæt sammen med slutbrugerne – vores kollegaer, der bruger de applikationer, vi bygger – og i teamet går vi meget op i at dele viden og gøre hinanden dygtigere.

Om dig
Dit mindset og din lyst til at lære, betyder mere for os end mange års erfaring. Du er glad for at samarbejde og trives i et team. Du deler gerne din viden og tager godt imod feedback.

Du har nogle års erfaring som udvikler fra arbejdslivet. Du skal kunne programmere i Java. Derudover har du arbejdet med Spring Boot, SQL-databaser, Hibernate og Angular. Det er en fordel, hvis du også kender GitLab, Docker og Kubernetes. Kender du dem ikke, hjælper vi dig med at lære dem.

Du forstår, hvordan din kode passer ind i den samlede arkitektur. Du ser værdien i dokumentation og har en god sikkerhedsbevidsthed. Du er analytisk og løsningsorienteret uden at miste blikket for detaljen, og du kan formidle komplekse problemstillinger både skriftligt og mundtligt.

Få en hverdag, der aldrig bliver hverdag
Det kræver IT-profiler at værne om frihed, mennesker og demokrati, og PET er en stor IT-arbejdsplads. Her arbejder udviklere, infrastrukturspecialister, netværksteknikere, autodidakte hackere, firewallspecialister og mange andre med en baggrund inden for IT.

Nogle har valgt PET for at arbejde med store og komplekse opgaver. Andre faldt for, at vi selv designer mange af vores løsninger fra bunden, udvikler og implementerer dem. Vores kollegaer skal bruge vores arbejde, og vi er med fra start til slut. Endelig har mange af os valgt jobbet for at arbejde med en sag, der er større end profit og timefakturering.

Vi har et højere formål.
Vores arbejdsplads er som ingen andre. Her byder hver dag på nye udfordringer, som ikke fandtes i går. Vi har en hverdag, der aldrig bliver hverdag, og det kan du også få.

Vi tilbyder et fællesskab med stor faglig diversitet, som hver dag arbejder for at sikre Danmarks og Rigsfællesskabets sikkerhed. Du får en masse dygtige og samarbejdsorienterede kollegaer, der ser frem til at lære dig at kende og i fællesskab blive dygtigere til vores arbejde. I PET investerer vi i at skabe et godt arbejdsmiljø samt at udvikle og dygtiggøre vores ledere og medarbejdere. Vi prioriterer onboarding og videre- og efteruddannelse højt, og du bliver klædt på til dine opgaver.

Derudover har vi fokus på balance mellem arbejdsliv og privatliv. Er du sporty? Så har vi et træningscenter. Er du glad for socialt samvær? Så er der sociale arrangementer, fælles aktiviteter, brætspil og meget mere. Vi har også flextid, betalt frokostpause, pensionsordning og op til seks måneders betalt barsel.

PET er en aktiv del af samfundet, og derfor er din nysgerrighed på omverdenen og nye opgaver en god forudsætning for at klare dig godt. Fastholder du samtidig en åben tilgang, ser muligheder og hurtigt gennemskuer nyt, så falder du helt sikkert godt til.

I PET vægter vi desuden visse personlige kompetencer højt. Det er kompetencer, som vi mener, er essentielle for alle PET-ansatte uanset faglig baggrund. Det gør vi, fordi det er vigtigt for os at finde det rette match. Du kan læse om kompetencerne på www.pet.dk/job

Ansættelsesforhold
Ansættelsesstart pr. 1. januar 2027. Vi forventer at påbegynde samtaler i uge 45. Du kan læse mere om hele PET’s ansættelsesproces på www.PET.dk/job

Et ansættelsesforhold i PET skal behandles med diskretion, hvilket du som ansøger skal være opmærksom på. Det betyder, at du som udgangspunkt godt kan fortælle tætte og fortrolige relationer, som du har tillid til, at du har søgt en stilling i PET, men ikke hvad jobbet indebærer. 

Det er en forudsætning for ansættelse i PET, at du kan sikkerhedsgodkendes til yderst hemmeligt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse. Som sikkerhedsgodkendt forventes det, at du er særlig opmærksom på din tavshedspligt i forhold til klassificeret information. 

Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. 

Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. 

Dit arbejdssted bliver på Klausdalsbrovej 1 i Søborg, lige ved siden af Buddinge station, hvor både S-tog og bus kører lige til døren. I PET arbejder vi på interne systemer og med fortrolige opgaver, og derfor møder vi også på arbejde hver dag for at løse vores opgaver. Dette skyldes de særlige sikkerhedsmæssige krav og behovet for at arbejde i lukkede, fysisk sikrede miljøer, som er nødvendige for at beskytte vores kritiske infrastruktur 

Yderligere information
Du kan lære meget mere om PET som arbejdsplads på www.PET.dk/job, hvor du bl.a. kan læse mere om alle de fagligheder, der arbejder i PET og deres hverdag. Du kan også lytte til vores podcastserie ’Tjenesten og truslerne’.

Du er også altid meget velkommen til at kontakte os på hverdage på mail hr-rekruttering@politi.dk eller på telefon +45 24 62 18 45, hvis du har spørgsmål til stillingen, PET som arbejdsplads eller lignende. 

Når du søger en stilling hos PET, giver du lov til, at vi må indhente dit CPR-nummer via CPR-registeret med henblik på identifikation af dig i forbindelse med rekrutteringsprocessen. Vi indhenter dit CPR-nummer, så vi sikkert kan fremsende relevante og nødvendige dokumenter til dig via Digital Post.

Det er vigtigt for os, at PET afspejler den mangfoldighed, som vi arbejder for. Derfor opfordrer vi alle interesserede, uanset køn, alder, religion, seksualitet og etniske tilhørsforhold til at søge stillingen.

Træd ind i en lukket verden, der åbner nye døre, hvor vi udvikler os, træner og bygger videre på det, vi kan. Om vi udvikler nye systemer, analyserer data eller finjusterer fodstillingen til skydetræning, så er vi altid på tæerne. Det skaber gode muligheder for, at du kan rykke dig med os, vokse med opgaverne og åbne nye døre i dit arbejdsliv.

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  18.10.2026
Ansøgningsfrist:  18.10.2026
Arbejdsgiver:  Politiets Efterretningstjeneste
Jobsted (langt): 

Søborg

Deltid / fuldtid:  Fuldtid