Jobbeskrivelse
PET Akademiet søger politifaglige undervisere, konsulent/specialkonsulent
PET Akademiet søger politifaglige undervisere, konsulent/specialkonsulent

Vil du være med til at skabe faste, faglige holdepunkter gennem ambitiøs uddannelse af efterretningsanalytikere, efterforskere og indhentere? Er du begejstret for at drive praksisrelevant undervisning eller eftertænksomt operativt arbejde? Så er det dig, vi søger til at blive vores kollega i PET Akademiet.

 

Vær med til at drive PET’s ambitiøse uddannelse af medarbejdere

Det omskiftelige trusselsbillede i Danmark stiller høje krav til PET. PET Akademiet er en uddannelses- og udviklingsenhed, der arbejder med at styrke PET’s operative kapacitet og evner gennem uddannelse inden for efterretning, efterforskning og ledelse. Enheden har medarbejdere med forskellige fagligheder og specialer, der sammen udvikler og driver uddannelser i tæt samarbejde med andre enheder i PET, nationale og internationale samarbejdspartnere. Uddannelserne strækker sig fra grunduddannelse over videregående uddannelse til lederuddannelse. Som medarbejder i Akademiet skal du være med til at drive uddannelsen af nye og erfarne medarbejdere og løbende inddrage PET’s operative erfaringer kombineret med den nyeste viden om udvikling i metoder, trusler og muligheder.

 

Skab sammenhænge i en hverdag, der aldrig bliver hverdag

Som ansat i PET bliver du en del af en hverdag, der er præget af opgaver, som ikke findes andre steder, og hver dag byder på nye udfordringer, der ikke fandtes i går. Vi er vidt forskellige, og derfor kan vi gøre en forskel. Det handler om den, du er, og det, du bidrager med. 

 

Selvom vores arbejde er præget af alvoren i det højere formål, er tonen uformel, og du vil opleve et unikt sammenhold på tværs af afdelinger og fagområder. 

 

PET Akademiets undervisere bidrager til det tværgående sammenhold ved at hjælpe medarbejdere støbe et solid, fagligt fundament at stå på i en hverdag, der aldrig bliver hverdag.

 

Du har en stærk faglig profil, er god til at samarbejde og til skabe struktur

Du skal have en politifaglig uddannelse (politiets basisuddannelse). Som underviser på PET Akademiet bliver du samlingspunkt for medarbejdernes forskelligartede faglige udvikling i en omskiftelig virkelighed. Du skal levere det faglige grundlag for PET’s uddannelser igennem din egen undervisning samt ved at begejstre og vejlede deltagere og interne undervisere. Samtidigt skal du sammen med Akademiets andre undervisere holde struktur og drive uddannelserne over tid, så de lever op til de ambitiøse mål hver gang. Du er en holdspiller med blik for helheden, og du tager selvstændigt ansvar og initiativ.

 

Derudover ser vi gerne, at: 

  • Du har erfaring som praksisnær underviser og vejleder. Og kan lide at undervise.
  • Du har evner til at planlægge og drive uddannelse for at nå et ensartet højt resultat i en omskiftelig hverdag.
  • Du har operativ erfaring fra politiet eller fra anden relevant myndighed, og kan omsætte din erfaring i undervisning.
  • Du har erfaring med efterretning, efterforskning, datadrevet analyse, ledelse eller andre emner der er relevante for PET’s operative arbejde. 
  • Du har gode samarbejdsevner og nysgerrigt engagement for at være med til at drive PET Akademiets uddannelser med en høj standard.

 

For en stilling som konsulent, politi, gælder:
Vi forventer, at du besidder særligt specialiseret viden om efterforskning og/eller efterretningsanalyse, og har kompetencerne til at løse opgaver inden for samme emner. Du skal kunne arbejde selvstændigt til en vis grad og have lyst til at bidrage til forskellige opgaver med positivt mindset.

 

For en stilling som specialkonsulent, politi, gælder:
Vi forventer, at du kan løse nævnte opgaver med høj beslutningskompetence og kommer med en højt specialiseret viden og undervisningserfaring, som kan bringes i spil i opgaveløsningen. Du skal have et indgående kendskab til opgaverne inden for efterforskning og/eller efterretningsanalyse. Desuden skal du være metodisk og analytisk stærk, så du kan begå dig på forskellige strategiske niveauer.

 

I PET vægter vi desuden visse personlige kompetencer højt. Det er kompetencer, som vi mener, er essentielle for alle PET-ansatte uanset faglig baggrund. Det gør vi, fordi det er vigtigt for os, at vi finder det rette match. Du kan læse om kompetencerne her www.pet.dk/job.

 

Ansættelsesforhold
Ansættelsesstart pr. hurtigst muligt, men senest 01. august 2026. Du kan læse mere om hele PET’s ansættelsesproces på www.pet.dk/job

 

Konsulent:
Du lønindplaceres efter politiets klassifikationsaftale som konsulent i løngruppe 3, sats 2, skalatrin 44 og eventuelle lokallønstillæg lukkes efter gældende regler.

 

Specialkonsulent:
Du lønindplaceres efter politiets klassifikationsaftale som konsulent i løngruppe 3, sats 3, skalatrin 46 og eventuelle lokallønstillæg lukkes efter gældende regler.

 

Efter den tidsbegrænsede periode bliver du på ny stationeret i egen kreds. Bliver du stationeret i en tidsbegrænset stilling, kan der senere ske stationering indtil videre uden yderligere stillingsopslag.

 

Dit arbejdssted bliver på Klausdalsbrovej 1 i Søborg, lige ved siden af Buddinge station, hvor både S-tog og bus kører lige til døren. I PET arbejder vi på interne systemer og med fortrolige opgaver, og derfor møder vi også på arbejde hver dag for at løse vores opgaver.    

 

Der vil ved MUS blive fastsat en plan for relevant efter- og videreuddannelse. 

 

Et ansættelsesforhold i PET skal behandles med diskretion, hvilket du som ansøger skal være opmærksom på. Det betyder, at du som udgangspunkt godt kan fortælle tætte og fortrolige relationer, som du har tillid til, at du har søgt en stilling i PET, men ikke hvad jobbet indebærer. 

 

Det er en forudsætning for ansættelse i PET, at du kan sikkerhedsgodkendes til yderst hemmelig, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse. Som sikkerhedsgodkendt forventes det, at du er særlig opmærksom på din tavshedspligt i forhold til klassificeret information. 

 

Kontakt og ansøgning
Du kan lære meget mere om PET som arbejdsplads på www.pet.dk/job, hvor du bl.a. kan læse mere om alle de fagligheder, der arbejder i PET og deres hverdag. Du kan også lytte til vores podcastserie ’Tjenesten og truslerne’.

 

Du er også altid meget velkommen til at kontakte os på hverdage på mail hr-rekruttering@politi.dk eller på telefon +45 24 62 18 45, hvis du har spørgsmål til stillingen, PET som arbejdsplads eller lignende. 

 

Stillingen søges elektronisk via politiets rekrutteringssystem på http://www.politi.dk og job i politiet

- Man kan søge via karriereportalen, hvor du logger ind via fanen "fra kandidat til kollega" og "medarbejder login" med din politimail (første gang ved glemt password) eller
- Man kan også søge via jobportalen, hvor du søger/opretter profil med din private mailadresse. 
 

Se eventuel vejledning på POLintra: https://prodsp2019polintra.politinet.net/arbejdsplads/rekrutteringogansaettelse/stillingsopslag/Sider/default.aspx (tag kopi af link og sæt ind i browseren på POLintra). 
 

Du skal vedhæfte CV og vedhæfte en motiveret ansøgning (følgebrev).
 

Hvis du har gennemført relevante eksterne uddannelser på diplom og/eller masterniveau eller opnået tilsvarende realkompetencer, bedes du oprette bevis herfor.

 

Ansøgningsfrist: den 16. januar 2026

 

Bemærk, at opslaget er et internt landsdækkende stillingsopslag i politiet. Du skal være politiuddannet. Ved spørgsmål om fortrinsret skal du svare nej, da reglen om fortrinsret ikke gælder for interne stillinger.

 

Træd ind i en lukket verden, der åbner nye døre, hvor vi udvikler os, træner og bygger videre på det, vi kan. Om vi udvikler nye systemer, analyserer data eller finjusterer fodstillingen til skydetræning, så er vi altid på tæerne. Det skaber gode muligheder for, at du kan rykke dig med os, vokse med opgaverne og åbne nye døre i dit arbejdsliv.

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  16.01.2026
Ansøgningsfrist:  16.01.2026
Arbejdsgiver:  Politiets Efterretningstjeneste
Jobsted (langt): 

Søborg

Deltid / fuldtid:  Fuldtid