Jobbeskrivelse
PET søger medarbejdere til Triagering og ComCenter (Civil/Politi)
PET søger medarbejdere til Triagering og ComCenter (Civil/Politi)

Vil du bruge dine administrative kompetencer i en funktion, hvor du er med til at sikre, at vigtig information bliver håndteret korrekt og sikkert?

Hver dag modtager PET henvendelser, dokumenter og informationer, som kan have betydning for Danmarks sikkerhed. Sektionen for Triagering og ComCenter understøtter PET’s arbejde med at identificere, forebygge og imødegå trusler ved at sikre, at information bliver modtaget, registreret og behandlet korrekt. 
Dette arbejde begynder i Sektionen for Triagering og ComCenter.

Som en af vores nye medarbejdere bliver du en del af PET’s centrale informationshåndtering. Du får en vigtig rolle i at skabe overblik, sikre korrekt registrering og understøtte, at relevant information hurtigt og sikkert når frem til de rette medarbejdere. Du bliver oplært i specialiserede arbejdsgange og metoder tæt knyttet til PET’s arbejde og får mulighed for at udvikle dine administrative kompetencer i en særlig kontekst.

Vi søger dig, der arbejder struktureret, har gode samarbejdsevner og holder hovedet koldt, når det går stærkt.

Om stillingen
Du bliver en del af Sektionen for Triagering og ComCenter i Center for Information og Datagovernance, som er en del af PET’s Stabsafdeling. Sektionen fungerer som PET’s centrale modtage- og kommunikationspunkt og består af to hovedområder:

Triagering handler om den indledende behandling af det materiale, PET modtager. Her skaber vi overblik, foretager indledende vurderinger og prioriterer, hvordan informationen bedst håndteres og bringes videre.

ComCenter er PET’s kommunikationscenter, som håndterer sikker udveksling af information mellem PET, danske myndigheder og internationale samarbejdspartnere.

Som ny kollega i teamet skal du sikre, at information bliver modtaget, registreret, behandlet og videresendt korrekt og sikkert.

Dine opgaver vil blandt andet være:
•    registrering og journalisering af information i PET’s systemer
•    indledende screening og visitation af materiale
•    informationssøgning i interne og eksterne registre
•    indledende administrativ sagsbehandling
•    håndtering af sikker ind- og udgående kommunikation med samarbejdspartnere
•    koordinering og sikring af, at information når frem til rette modtagere.

Arbejdet veksler mellem faste administrative opgaver og situationer, hvor nye informationer kræver, at du hurtigt skaber overblik, prioriterer dine opgaver og sikrer korrekt håndtering. Fælles for opgaverne er, at de skal løses sikkert, præcist og med høj kvalitet.

Da sektionen understøtter PET’s operative beredskab, indgår du, efter en grundig oplæring, i en bagvagtsordning med aften- og weekendvagter. 

Få en hverdag, der aldrig bliver hverdag
Som ansat i PET bliver du en del af en hverdag, der er præget af opgaver, som ikke findes andre steder, og hver dag byder på nye udfordringer, som ikke fandtes i går. Vi er vidt forskellige, og derfor kan vi gøre en forskel. Det handler om den, du er, og det, du bidrager med.

Selvom vores arbejde er præget af alvoren i det højere formål, er tonen uformel, og du vil opleve et unikt sammenhold på tværs af afdelinger og fagområder. Vi har en hverdag, der aldrig bliver hverdag, og det kan du også få. 

Du bliver en del af et tværfagligt fællesskab med kolleger med forskellige faglige baggrunde og erfaringer. Vi hjælper hinanden, deler viden og løser opgaverne i fællesskab. Samarbejde, sparring og en uformel omgangstone er en naturlig del af hverdagen.

Vi tror, du vil trives hos os, hvis du…
Har en administrativ uddannelse og erfaring med eksempelvis registrering, journalisering, koordinering eller anden administrativ sagsbehandling.

Dog er din uddannelsesmæssige baggrund ikke er afgørende. Du kan også have en akademisk eller politifaglig baggrund, hvis du motiveres af informationshåndtering og en rolle tæt på PET’s kerneopgave.

Vi lægger vægt på, at du:

•    arbejder struktureret og har sans for kvalitet og detaljer
•    har gode it-kompetencer og hurtigt kan sætte dig ind i nye systemer
•    tager ansvar for dine opgaver og følger dem til dørs
•    udviser god dømmekraft og kan prioritere mellem opgaver
•    trives med både faste procedurer og perioder med højt tempo
•    har gode samarbejdsevner og bidrager positivt til fællesskabet
•    har stærke skriftlige formidlingsevner og kan formulere dig præcist og korrekt
•    kan arbejde sikkert med både dansksproget og engelsksproget materiale.

Erfaring med informationshåndtering, informationssøgning, journalisering eller administrativ sagsbehandling er en fordel, men ikke et krav.

Ansættelsesforhold
Ansættelsesstart pr. 1. december 2026 (civil) og 1. marts 2027 (politi) eller efter nærmere aftale. Du kan læse mere om hele PET’s ansættelsesproces på www.pet.dk/job

Et ansættelsesforhold i PET skal behandles med diskretion, hvilket du som ansøger skal være opmærksom på. Det betyder, at du som udgangspunkt godt kan fortælle tætte og fortrolige relationer, som du har tillid til, at du har søgt en stilling i PET, men ikke hvad jobbet indebærer. 

Det er en forudsætning for ansættelse i PET, at du kan sikkerhedsgodkendes til yderst hemmelig, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse. Som sikkerhedsgodkendt forventes det, at du er særlig opmærksom på din tavshedspligt i forhold til klassificeret information. 

Særligt vedr. civilie: 
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. 

Særligt vedr. polititjenestemænd:
Hvis du i forvejen er polititjenestemand og dermed er politiuddannet (politiets basisuddannelse), kan du beholde din ansættelsesform. 

Du bliver indplaceret efter klassificeringsaftalen som pb/pa. Eventuelle lukkes efter gældende regler.

Du bliver enten stationeret indtil videre eller tidsbegrænset i Rigspolitiet i 2 år med mulighed for forlængelse og med foreløbig tjeneste i PET, Klausdalsbrovej 1, 2860 Søborg. 

Efter den tidsbegrænsede periode bliver du på ny stationeret i egen kreds. Bliver du stationeret i en tidsbegrænset stilling kan der senere ske stationering indtil videre uden yderligere stillingsopslag. 

Dit arbejdssted bliver på Klausdalsbrovej 1 i Søborg, lige ved siden af Buddinge station, hvor både S-tog og bus kører lige til døren. I PET arbejder vi på interne systemer og med fortrolige opgaver, og derfor møder vi også på arbejde hver dag for at løse vores opgaver.    

Yderligere information
Du kan lære meget mere om PET som arbejdsplads på www.pet.dk/job, hvor du bl.a. kan læse mere om alle de fagligheder, der arbejder i PET og deres hverdag. Du kan også lytte til vores podcastserie ’Tjenesten og truslerne’.

Du er også altid meget velkommen til at kontakte os på hverdage på mail hr-rekruttering@politi.dk eller på telefon +45 24 62 18 45, hvis du har spørgsmål til stillingen, PET som arbejdsplads eller lignende. 

Når du søger en stilling hos PET, giver du lov til, at vi må indhente dit CPR-nummer via CPR-registeret med henblik på identifikation af dig i forbindelse med rekrutteringsprocessen. Vi indhenter dit CPR-nummer, så vi sikkert kan fremsende relevante og nødvendige dokumenter til dig via Digital Post.

Det er vigtigt for os, at PET afspejler den mangfoldighed, som vi arbejder for. Derfor opfordrer vi alle interesserede, uanset køn, alder, religion, seksualitet og etniske tilhørsforhold til at søge stillingen.

Træd ind i en lukket verden, der åbner nye døre, hvor vi udvikler os, træner og bygger videre på det, vi kan. Om vi udvikler nye systemer, analyserer data eller finjusterer fodstillingen til skydetræning, så er vi altid på tæerne. Det skaber gode muligheder for, at du kan rykke dig med os, vokse med opgaverne og åbne nye døre i dit arbejdsliv.

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  31.08.2026
Ansøgningsfrist:  31.08.2026
Arbejdsgiver:  Politiets Efterretningstjeneste
Jobsted (langt): 

Søborg

Deltid / fuldtid:  Fuldtid