Jobbeskrivelse
PET søger skarp driftstekniker til IP-telefoni og kommunikationsplatforme med flair for support
PET søger skarp driftstekniker til IP-telefoni og kommunikationsplatforme med flair for support

Vil du arbejde med drift og support af IP-telefoni og andre kommunikationsplatforme i en organisation, hvor du både kan udvikle dig fagligt og være med til at præge løsningerne? Vi søger både dig, der er i starten af din karriere, og dig, der har solid erfaring – fælles for jer er interessen for IP-telefoni og kommunikationsplatforme og lysten til at skabe stabile og velfungerende løsninger. 

 

Vær med til at sikre stabil drift og udvikling af vores IP-telefoniløsninger
Som driftstekniker og supporter får du en central rolle i at sikre en stabil og velfungerende IP-telefoni platform samt en række andre eksisterende og kommende kommunikationsplatforme. 

Du bliver en del af et team, hvor du arbejder med drift, support og udvikling af vores IP-telefoniløsninger, krypterede forbindelser og øvrige kommunikationsplatforme. Opgaverne spænder fra daglig support og fejlfinding til videreudvikling og optimering af vores setup. Du bliver en vigtig sparringspartner for både kolleger, forretningen og eksterne leverandører, og du bidrager aktivt til, at løsningen løbende optimeres.

Vi søger to profiler

Dig, der er i starten af din karriere  

  • Nyuddannet eller med 1-3 års erfaring inden for IT-support
  • Kendskab til IP-telefoni eller netværk
  • Gerne et bredere kendskab til kommunikationsplatforme
  • Motiveret for at udvikle dig inden for IP-telefoni

  Dig, der har solid erfaring  

  • Solid erfaring med drift og support af IP-telefoni
  • Erfaring med at arbejde med komplekse løsninger og fejlfinding
  • Motiveret for at tage ansvar og bidrage til udvikling af området

IT Servicedesk
Du bliver en del af et domæne i vores IT Servicedesk, der varetager forskelligartede opgaver rettet mod brugerne i organisationen. Vi arbejder ud fra et fælles mål og resultat og vores gode service sikrer, at vi opleves som én helhed, og at brugerne får en god oplevelse, når de henvender sig. I IT Servicedesk er vi en succes, når vi sikrer, at der er overblik over opgaverne, at de løses inden for givne rammer og tid, samtidig med at brugerne er bekendt med status på deres sag og oplever en god service.

Vi brænder for vores arbejde og forventer, at du viser samme engagement og imødekommenhed både over for brugere og kolleger. Det betyder, at du aktivt bidrager til at skabe en kultur, hvor vi er én fælles enhed i sektionen. I mødet med brugerne har du en god fornemmelse for, hvornår du selv skal løse opgaven, og hvornår du skal involvere andres kompetencer, ligesom du evner at prioritere indkommende henvendelser.

Få en hverdag, der aldrig bliver hverdag
Det kræver IT-profiler at værne om frihed, mennesker og demokrati og PET er en stor IT-arbejdsplads. Her arbejder Java-udviklere, infrastrukturspecialister, netværksteknikere, autodidakte hackere, firewallspecialister og mange andre med en baggrund inden for IT. Nogle har valgt PET for at arbejde med store og komplekse opgaver. Andre faldt for, at vi selv designer mange af vores løsninger fra bunden, udvikler og implementerer dem. Vores kollegaer skal bruge vores arbejde, og vi er med fra start til slut. Endelig har mange af os valgt jobbet for at arbejde med en sag, der er større end profit og timefakturering. Vi har et højere formål.

Vores arbejdsplads er som ingen andre. Som medarbejder i PET bliver du en del af en hverdag, der er præget af opgaver, som ikke findes andre steder, og hver dag byder på nye udfordringer, som ikke fandtes i går. Vi har en hverdag, der aldrig bliver hverdag, og det kan du også få.

Om dig
Vi forestiller os, at du har en relevant IT-uddannelse og erfaring med IT-drift og -support samt en stærk serviceforståelse. Vi lægger stor vægt på, at du er serviceminded, dygtig til at kommunikere med brugerne og har et godt humør. Du skal kunne arbejde analytisk og systematisk med fejlfinding og have en proaktiv tilgang, hvor du aktivt bidrager til løbende forbedringer. Derudover trives du i samspillet mellem drift, teknik og forretning.

Du har gerne erfaring inden for ét eller flere af følgende områder

  • IP-telefoni og VoIP (SIP, RTP, codecs)
  • Netværk (TCP/IP, VLAN, DHCP, DNS, QoS)
  • IT-sikkerhed (firewalls, TLS/SRTP)
  • PBX/UC-platforme
  • Fejlfinding og analyse – gerne med værktøjer som Wireshark
  • Arbejde med logs og statistik

Det er en fordel, hvis du også har kendskab til

  • Bylinjer og gateways
  • Contact center-løsninger
  • Samarbejde med eksterne leverandører
  • Generel telekommunikation

Vi sørger for at klæde dig på i forhold til de konkrete løsninger og teknologier.

I PET vægter vi desuden visse personlige kompetencer højt. Det er kompetencer, som vi mener, er essentielle for alle PET-ansatte uanset faglig baggrund. Det gør vi, fordi det er vigtigt for os, at vi finder det rette match. Du kan læse om kompetencerne her www.pet.dk/job.

Ansættelsesforhold
Ansættelsesstart pr. 1. august 2026. Vi forventer at påbegynde samtaler i uge 21. Du kan læse mere om hele PET’s ansættelsesproces på www.pet.dk/job

Et ansættelsesforhold i PET skal behandles med diskretion, hvilket du som ansøger skal være opmærksom på. Det betyder, at du som udgangspunkt godt kan fortælle tætte og fortrolige relationer, som du har tillid til, at du har søgt en stilling i PET, men ikke hvad jobbet indebærer. 

Det er en forudsætning for ansættelse i PET, at du kan sikkerhedsgodkendes til yderst hemmeligt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse. Som sikkerhedsgodkendt forventes det, at du er særlig opmærksom på din tavshedspligt i forhold til klassificeret information. 

Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.

Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst.

Dit arbejdssted bliver på Klausdalsbrovej 1 i Søborg, lige ved siden af Buddinge station, hvor både S-tog og bus kører lige til døren. I PET arbejder vi på interne systemer og med fortrolige opgaver, og derfor møder vi også på arbejde hver dag for at løse vores opgaver.    

Yderligere information
Du kan lære meget mere om PET som arbejdsplads på www.pet.dk/job, hvor du bl.a. kan læse mere om alle de fagligheder, der arbejder i PET og deres hverdag. Du kan også lytte til vores podcastserie ’Tjenesten og truslerne’.

Du er også altid meget velkommen til at kontakte os på hverdage på mail hr-rekruttering@politi.dk eller på telefon +45 24 62 18 45, hvis du har spørgsmål til stillingen, PET som arbejdsplads eller lignende. 

Når du søger en stilling hos PET, giver du lov til, at vi må indhente dit CPR-nummer via CPR-registeret med henblik på identifikation af dig i forbindelse med rekrutteringsprocessen. Vi indhenter dit CPR-nummer, så vi sikkert kan fremsende relevante og nødvendige dokumenter til dig via Digital Post.

Det er vigtigt for os, at PET afspejler den mangfoldighed, som vi arbejder for. Derfor opfordrer vi alle interesserede, uanset køn, alder, religion, seksualitet og etniske tilhørsforhold til at søge stillingen.

 

Træd ind i en lukket verden, der åbner nye døre, hvor vi udvikler os, træner og bygger videre på det, vi kan. Om vi udvikler nye systemer, analyserer data eller finjusterer fodstillingen til skydetræning, så er vi altid på tæerne. Det skaber gode muligheder for, at du kan rykke dig med os, vokse med opgaverne og åbne nye døre i dit arbejdsliv.

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  04.05.2026
Ansøgningsfrist:  04.05.2026
Arbejdsgiver:  Politiets Efterretningstjeneste
Jobsted (langt): 

Søborg

Deltid / fuldtid:  Fuldtid