Et helt centralt element i at opretholde et højt sikkerhedsniveau i Danmark er, at det kræver en sikkerhedsgodkendelse for at få indsigt i klassificeret information. Personundersøgelsessektionen i PETs overordnede opgave er at sikkerhedsundersøge personer ansat i eller arbejdende for offentlige myndigheder inden godkendelsen.
Behovet for sikkerhedsundersøgelser er stigende. Personundersøgelsessektionen i PET har behov for flere gode kræfter, der vil løfte opgaverne sammen med os.
For at understøtte den stigende efterspørgsel har vi oprettet en stilling som fuldmægtig. Dine primære opgaver forestiller vi os vil være fordelt på henholdsvis data management og den resterende del vil være ledelsesunderstøttende opgaver. Opgaver i forhold til data management vil blandt andet være vedligehold og udvikling af den nuværende ledelsesinformation samt at være nøgleperson i forhold til udvikling af dataanvendelsen i vores digitale løsninger. Opgaverne i forhold til ledelsesunderstøttelse vil eksempelvis være udarbejdelse af præsentationer samt større koordineringsopgaver.
Da stillingen er nyoprettet vil der i høj grad være mulighed for at præge indholdet i stillingen og de arbejdsmetoder, der anvendes. Du vil i det daglige referere til sektionslederne for Personundersøgelser.
Sektionen for Personundersøgelsers overordnede mål er at sikre, at personer ansat i eller arbejdende for offentlige myndigheder bliver grundigt undersøgt inden sikkerhedsgodkendelse. Du kan få mere at vide om sikkerhedsundersøgelser her: www.pet.dk/raadgivning-om-sikkerhed/saadan-bliver-du-sikkerhedsgodkendt.
Få en hverdag, der aldrig bliver hverdag
Som ansat i PET bliver du en del af en hverdag, der er præget af opgaver, som ikke findes andre steder, og hver dag byder på nye udfordringer, som ikke fandtes i går. Vi er vidt forskellige, og derfor kan vi gøre en forskel. Det handler om den, du er, og det, du bidrager med.
Selvom vores arbejde er præget af alvoren i det højere formål, er tonen uformel, og du vil opleve et unikt sammenhold på tværs af afdelinger og fagområder. Vi har en hverdag, der aldrig bliver hverdag, og det kan du også få.
Om dig
Vi søger en dygtig og engageret profil, der har interesse for konkret sagsbehandling af personoplysninger og formidling af data på dette. Du kan bruge din gode dømmekraft til at træffe de rette valg og trives med, når vilkårene omkring dig ændres. Du har forståelse for, at PET er en særlig arbejdsplads, og at det kræver noget ekstra at arbejde her. PET er en aktiv del af samfundet, hvorfor din nysgerrighed på omverdenen og nye opgaver er gode forudsætninger for at lykkes.
Fagligt vil vi lægge vægt på, at du har konkret erfaring med lignende opgaver fra tidligere stillinger.
Vi forestiller os, at du har:
• Har solide kvantitative analytiske evner
• Blik for detaljer og for at data stemmer og er korrekte
• Lyst til at arbejde intensivt med Power Bi og Excel
• Forståelse for formidling af data - både mundtligt og skriftligt
• Evnen til at udfordre og udvikle vores dataanvendelse men at du også ved, hvornår noget er godt nok og dækkende
• Stærke formuleringsevner både på skrift og i tale
• Har naturligt flair for at strukturere opgaver og holde både overblikket og deadlines
• Evnen at udfordre vanetænkning og bidrage med nye perspektiver på en problemstilling
• En relevant akademisk baggrund. Måske har du en baggrund inden for data science, statistik, økonomi eller tilsvarende. Har du opnået dine kompetencer ad anden vej, hører vi også gerne fra dig.
I PET vægter vi desuden visse personlige kompetencer højt. Det er kompetencer, som vi mener, er essentielle for alle PET-ansatte uanset faglig baggrund. Det gør vi, fordi det er vigtigt for os, at vi finder det rette match. Du kan læse om kompetencerne her www.pet.dk/job.
Ansættelsesforhold
Stillingen ønskes besat hurtigst muligt.
Du kan læse mere om hele PET’s ansættelsesproces på www.pet.dk/job.
Et ansættelsesforhold i PET skal behandles med diskretion, hvilket du som ansøger skal være opmærksom på. Det betyder, at du som udgangspunkt godt kan fortælle tætte og fortrolige relationer, som du har tillid til, at du har søgt en stilling i PET, men ikke hvad jobbet indebærer.
Det er en forudsætning for ansættelse i PET, at du kan sikkerhedsgodkendes til yderst hemmelig, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse. Som sikkerhedsgodkendt forventes det, at du er særlig opmærksom på din tavshedspligt i forhold til klassificeret information.
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.
Dit arbejdssted bliver på Klausdalsbrovej 1 i Søborg, lige ved siden af Buddinge station, hvor både S-tog og bus kører lige til døren. I PET arbejder vi på interne systemer og med fortrolige opgaver, og derfor møder vi også på arbejde hver dag for at løse vores opgaver.
Yderligere information
Du er altid meget velkommen til at kontakte os på hverdage på mail hr-rekruttering@politi.dk eller på telefon +45 24 62 18 45, hvis du har spørgsmål til stillingen, PET som arbejdsplads eller lignende.
Når du søger en stilling hos PET, giver du lov til, at vi må indhente dit CPR-nummer via CPR-registeret med henblik på identifikation af dig i forbindelse med rekrutteringsprocessen. Vi indhenter dit CPR-nummer, så vi sikkert kan fremsende relevante og nødvendige dokumenter til dig via Digital Post.
Det er vigtigt for os, at PET afspejler den mangfoldighed, som vi arbejder for. Derfor opfordrer vi alle interesserede, uanset køn, alder, religion, seksualitet og etniske tilhørsforhold til at søge stillingen.
Træd ind i en lukket verden, der åbner nye døre, hvor vi udvikler os, træner og bygger videre på det, vi kan. Om vi udvikler nye systemer, analyserer data eller finjusterer fodstillingen til skydetræning, så er vi altid på tæerne. Det skaber gode muligheder for, at du kan rykke dig med os, vokse med opgaverne og åbne nye døre i dit arbejdsliv.
Søborg