Jobbeskrivelse
Rekrutteringspartner med erfaring inden for IT-rekrutteringer
Rekrutteringspartner med erfaring inden for IT-rekrutteringer

Kan du tale ’tech’ uden at miste det menneskelige aspekt? Ved du, hvordan man rekrutterer de skarpeste IT-profiler på markedet? Og er du optaget af rekruttering som disciplin, hvor den gode kandidatoplevelse er en selvfølge?

 

Vær med til at rekruttere fremtidens IT-specialister til PET
PET’s evne til at tiltrække og rekruttere de rette specialister er afgørende for Danmarks sikkerhed. Din rolle som rekrutteringspartner er central for opgaven, og du vil opleve et arbejdsmiljø med varierende rekrutteringsbehov, som kalder på din målrettede og strategiske rekrutteringstilgang. 

Vores primære opgave er at understøtte ledere på tværs af PET i deres rekrutteringsbehov. Det kræver en bred samarbejdsflade, og du vil derfor i rollen indgå i et tæt samarbejde med mange forskellige dele af organisationen for at sikre en god og professionel rekrutteringsproces. 

Du vil fungere som sparringspartner for IT-ledere i forhold til at fastlægge og gennemføre den mest effektive og målrettede rekrutteringsindsats. Som rekrutteringspartner er du primært ansvarlig for at afholde ansættelsessamtaler i samarbejde med ansættende ledere og fungere som HR’s repræsentant i processen. 

Som rekrutteringspartner giver du kandidater testtilbagemelding og bidrager til en grundig evaluering af kompetencer og profil sammen med lederen. Derudover vil du, i tæt samarbejde med dine administrative kollegaer, planlægge og koordinere rekrutteringsprocessen, herunder udarbejde tidsplaner, indkalde kandidater til samtaler, og være deres primære kontaktperson undervejs for at sikre en god kandidatoplevelse. 

Du bliver en del af vores rekrutteringsteam, hvor samarbejde og fælles ansvar er i fokus, og hvor vi støtter hinanden. Vi er gode sammen, har det sjovt – og så når det går stærkt. Vi er forskellige. Og har forskellige uddannelser og erfaringer. Fælles for os er, at vi er engagerede i vores arbejde og rekrutteringsfagligheden, og vi er gode til det, vi laver. Både organisationen og vi selv stiller høje krav til kvaliteten af vores arbejde, så det skal du være indstillet på at bidrage effektivt til.

Få en hverdag, der aldrig bliver hverdag
Som rekrutteringspartner i PET bliver du en del af en hverdag, der er præget af opgaver, som ikke findes andre steder, og hver dag byder på nye udfordringer, som ikke fandtes i går. Vi er vidt forskellige, og derfor kan vi gøre en forskel. Det handler om den, du er, og det, du bidrager med. 

Selvom vores arbejde er præget af alvoren i det højere formål, er tonen uformel, og du vil opleve et unikt sammenhold på tværs af afdelinger og fagområder. 

Du er en erfaren og engageret IT-rekrutteringspartner
Vi lægger vægt på, at du har erfaring inden for rekruttering af IT-profiler og specialister.

Derudover forventer vi, at du:

  • Har erfaring med testtilbagemelding, eksempelvis erfaring med anvendelse af NEO-PI-3.
  • Har kendskab til rekrutteringsmetoder og tendenser ifm. rekruttering af specialister.
  • Værdsætter og praktiserer høj faglig ordentlighed i alle faser af rekrutteringsprocessen.
  • Har kendskab til rekruttering i staten og de særlige forhold, der gør sig gældende, herunder overenskomster, lønforhandling mm.
  • Er god til at omstille dig og trives i en hverdag med skiftende arbejdsopgaver.
  • Har lyst til at engagere sig i den fælles opgaveløsning og det gode humør i teamet.

I PET vægter vi desuden visse personlige kompetencer højt. Det er kompetencer, som vi mener, er essentielle for alle PET-ansatte uanset faglig baggrund. Det gør vi, fordi det er vigtigt for os, at vi finder det rette match. Du kan læse om kompetencerne her.

Ansættelsesforhold
Ansættelsesstart pr. 1. februar 2027. Vi forventer at påbegynde samtaler i uge 48. Du kan læse mere om hele PET’s ansættelsesproces på PET.dk.  

Et ansættelsesforhold i PET skal behandles med diskretion, hvilket du som ansøger skal være opmærksom på. Det betyder, at du som udgangspunkt godt kan fortælle tætte og fortrolige relationer, som du har tillid til, at du har søgt en stilling i PET, men ikke hvad jobbet indebærer. Af hensyn til ansøgningsdiskretion bør du ligeledes være påpasselig med, hvilke informationer om dig selv og PET du evt. behandler i AI-systemer.

Det er en forudsætning for ansættelse i PET, at du kan sikkerhedsgodkendes til yderst hemmelig, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse. Som sikkerhedsgodkendt forventes det, at du er særlig opmærksom på din tavshedspligt i forhold til klassificeret information. 

Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst.

Du indplaceres som fuldmægtig, specialkonsulent eller chefkonsulent på AC-overenskomsten eller i løngruppe 2 eller 3 på HK-overenskomsten afhængigt at din erfaring og faglige kompetencer. Hertil kan eventuelt forhandles tillæg på baggrund af en individuel vurdering.

Dit arbejdssted bliver på Klausdalsbrovej 1 i Søborg, lige ved siden af Buddinge station, hvor både S-tog, letbane og bus kører lige til døren. I PET arbejder vi på interne systemer og med fortrolige opgaver, og derfor møder vi også på arbejde hver dag for at løse vores opgaver.

Ansøgningsfrist: den 18. november 2026. 

Yderligere information
Du kan lære meget mere om PET som arbejdsplads på PET.dk, hvor du bl.a. kan læse mere om alle de fagligheder, der arbejder i PET og deres hverdag. Du kan også lytte til vores podcastserie ’Tjenesten og truslerne’.

Du er også altid meget velkommen til at kontakte HR på hverdage på mail hr-rekruttering@politi.dk eller på telefon +45 24 62 18 45 mellem kl. 08:00-11:00, hvis du har spørgsmål til stillingen, PET som arbejdsplads eller lignende. 

Når du søger en stilling hos PET, giver du lov til, at vi må indhente dit CPR-nummer via CPR-registeret med henblik på identifikation af dig i forbindelse med rekrutteringsprocessen. Vi indhenter dit CPR-nummer, så vi sikkert kan fremsende relevante og nødvendige dokumenter til dig via Digital Post.

 

Træd ind i en lukket verden, der åbner nye døre, hvor vi udvikler os, træner og bygger videre på det, vi kan. Om vi udvikler nye systemer, analyserer data eller finjusterer fodstillingen til skydetræning, så er vi altid på tæerne. Det skaber gode muligheder for, at du kan rykke dig med os, vokse med opgaverne og åbne nye døre i dit arbejdsliv.

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  18.11.2026
Ansøgningsfrist:  18.11.2026
Arbejdsgiver:  Politiets Efterretningstjeneste
Jobsted (langt): 

Søborg

Deltid / fuldtid:  Fuldtid