Jobbeskrivelse
Sektionsleder for Analyseværktøjer i PET - Ledelse, data og udvikling
Sektionsleder for Analyseværktøjer i PET - Ledelse, data og udvikling

Kan du se dig selv lede en sektion, der løser komplekse opgaver og skaber værdi for Danmarks sikkerhed? Finder du motivation i at udvikle og implementere fremtidens analyseværktøjer og definere, hvordan data bliver til værdifuld efterretning? Så er du måske vores nye sektionsleder i Center for Applikationer hos PET.

 

Hos PET får du muligheden for at udøve ledelse i en unik organisation, hvor dit arbejde hver dag har en konkret betydning. Du bliver en del af et dedikeret fællesskab, hvor teknologi, data og menneskelig ekspertise smelter sammen i et vigtigt formål: At beskytte Danmarks sikkerhed og demokrati.

Din rolle og ansvar

Du får en nøglerolle i at optimere brugen af data på tværs af PET, så information kan analyseres hurtigt, sikkert og compliant. Sektionen Analyseværktøjer understøtter brugere i hele organisationen, hvor tempoet kan være højt, og hvor datatyper og -formater spænder bredt. 

Som sektionsleder har du både personaleansvar og det faglige ansvar for en sektion der bl.a. består af dygtige udviklere, og du vil have et særligt ansvar for at skabe et miljø, der fremmer innovation, samarbejde og høj faglig kvalitet i udviklingsteams.

Sektionen for Analyseværktøjer er nyoprettet og har ansvar for:

  • Analyseværktøjer og analyseplatforme til både efterretnings- og sikkerhedsopgaver
  • At sikre en velfungerende integration mellem dataplatformen og de analytiske værktøjer
  • At sikre et smidigt flow af data i organisationen – fra tilgængelighed til bearbejdning og videreformidling
  • Udvikling og implementering af innovative løsninger og teknologier
  • Stabil drift og kontinuerlig udvikling af sektionens løsninger.

Om PET’s IT-afdeling

IT-afdelingen leverer IT-services til hele PET og består af tre centre: Infrastruktur, Applikationer og Digitale Services. Du bliver en del af Center for Applikationer, der dækker hele værdikæden – fra drift og videreudvikling af eksisterende løsninger til udvikling af nye dataprodukter og intelligente løsninger baseret på AI. 

Vi er den naturlige samarbejdspartner for alle i PET og leverer det digitale fundament for en datadrevet sikkerheds- og efterretningstjeneste, der kan løse komplekse opgaver effektivt og sikkert. IT-afdelingens mission er at skabe værdi med relevante IT-services og -værktøjer, så alle i PET kan lykkes med deres opgaver.

Hvad vi forventer af dig

Vi søger en engageret og helhedsorienteret sektionsleder, der trives i et tæt samarbejde med de dygtige medarbejdere i sektionen. Du er en naturlig holdspiller, der prioriterer at lytte, involvere og give dine medarbejdere mulighed for at bidrage med deres ekspertise. Samtidig er du ambitiøs og motiveres af at skabe konkrete resultater og sikre kontinuerlig forbedring. Du skal kunne balancere driftsansvar med ambitioner om udvikling. Du forstår, at stabil drift er fundamentet – og at kontinuerlig forbedring er vejen frem.

Derudover kan du genkende dig selv i følgende: 

  • Brænder for ledelse og motiveres af at udvikle mennesker og teams
  • Kan omsætte strategi til konkrete prioriteringer og resultater
  • Evner at skabe struktur, retning og fremdrift i en kompleks organisation
  • Har forståelse for data, applikationer, systemer og platforme
  • Forstår betydningen af sikkerhed, compliance og ansvarlig databehandling
  • Er ambitiøs på egne og sektionens vegne.


Du kan være en erfaren leder, eller du kan være et stærkt talent, der er klar til dit første lederjob og allerede har opnået relevant ledelseserfaring gennem teamledelse, projektledelse eller lignende. Du behøver ikke være den dybeste tekniske specialist, men du skal have tilstrækkelig teknologisk forståelse til at kunne sparre med specialister og træffe kvalificerede beslutninger.

Vi lægger stor vægt på dine personlige kompetencer, herunder din evne til at kommunikere klart og motiverende, skabe stærke relationer og samarbejde på tværs af organisationen.

PET’s ledelsesgrundlag

Som sektionsleder bliver du en del af PET’s ledelsesfællesskab, hvor værdierne; Helhed, Udvikling, Ordentlighed, Tillid og Handlekraft er styrende for vores måde at arbejde på.

Det betyder, at lederne i IT-Afdelingen stræber efter at:

  • Tænke og lede på tværs af centeret og organisationen
  • Sætte retning og skabe udvikling i både faglighed og mennesker
  • Skabe tillid gennem involvering, åbenhed og klare valg
  • Være handlekraftig, når situationen kræver beslutninger med kort responstid
  • Udvise ordentlighed og integritet – særligt når tingene er komplekse og kræver omtanke.

Du vil komme til at bidrage både til at løse centrets opgaver og til dette fælles ledelsesprojekt. 

Vi prioriterer kompetenceudvikling højt, og vi investerer aktivt i kontinuerligt at bygge videre på din ledelsesfaglighed.

I PET vægter vi desuden visse personlige kompetencer højt. Det er kompetencer, som vi mener, er essentielle for alle PET-ansatte uanset faglig baggrund. Det gør vi, fordi det er vigtigt for os, at vi finder det rette match. Du kan læse om kompetencerne her www.pet.dk/job.

Send din ansøgning og CV hurtigst muligt. Vi ser frem til at høre fra dig og drøfte, hvordan dine kompetencer kan bidrage til vores team.

Ansættelsesforhold
Ansættelsesstart hurtigst eller efter aftale. Vi afholder samtaler løbende. Du kan læse mere om hele PET’s ansættelsesproces på www.pet.dk/job

Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.

Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst.

Et ansættelsesforhold i PET skal behandles med diskretion, hvilket du som ansøger skal være opmærksom på. Det betyder, at du som udgangspunkt godt kan fortælle tætte og fortrolige relationer, som du har tillid til, at du har søgt en stilling i PET, men ikke hvad jobbet indebærer. 

Det er en forudsætning for ansættelse i PET, at du kan sikkerhedsgodkendes til yderst hemmelig, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse. Som sikkerhedsgodkendt forventes det, at du er særlig opmærksom på din tavshedspligt i forhold til klassificeret information. 

Dit arbejdssted bliver på Klausdalsbrovej 1 i Søborg, lige ved siden af Buddinge station, hvor både S-tog og bus kører lige til døren. I PET arbejder vi på interne systemer og med fortrolige opgaver, og derfor møder vi også på arbejde hver dag for at løse vores opgaver.    

Yderligere information
Du kan lære meget mere om PET som arbejdsplads på www.pet.dk/job, hvor du bl.a. kan læse mere om alle de fagligheder, der arbejder i PET og deres hverdag. Du kan også lytte til vores podcastserie ’Tjenesten og truslerne’.

Du er også altid meget velkommen til at kontakte os på hverdage på mail hr-rekruttering@politi.dk eller på telefon +45 24 62 18 45, hvis du har spørgsmål til stillingen, PET som arbejdsplads eller lignende. 

Når du søger en stilling hos PET, giver du lov til, at vi må indhente dit CPR-nummer via CPR-registeret med henblik på identifikation af dig i forbindelse med rekrutteringsprocessen. Vi indhenter dit CPR-nummer, så vi sikkert kan fremsende relevante og nødvendige dokumenter til dig via Digital Post.

Det er vigtigt for os, at PET afspejler den mangfoldighed, som vi arbejder for. Derfor opfordrer vi alle interesserede, uanset køn, alder, religion, seksualitet og etniske tilhørsforhold til at søge stillingen.

 

Træd ind i en lukket verden, der åbner nye døre, hvor vi udvikler os, træner og bygger videre på det, vi kan. Om vi udvikler nye systemer, analyserer data eller finjusterer fodstillingen til skydetræning, så er vi altid på tæerne. Det skaber gode muligheder for, at du kan rykke dig med os, vokse med opgaverne og åbne nye døre i dit arbejdsliv.

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  29.03.2026
Ansøgningsfrist:  29.03.2026
Arbejdsgiver:  Politiets Efterretningstjeneste
Jobsted (langt): 

Søborg

Deltid / fuldtid:  Fuldtid