Har du stærke analytiske kompetencer og omfattende viden om sikkerhedspolitik og/eller efterretningsarbejde? Er du strategisk tænkende og i stand til at drive fortrolige samarbejdsrelationer? Så er du måske vores nye strategiske analytiker i PET’s kontraspionageafdeling.
Bliv en del af PET´s Kontraspionageafdeling
Truslen fra fremmede staters efterretningsvirksomhed mod Danmark er blevet mere markant og bredspektret. De russiske efterretningstjenester arbejder målrettet for at understøtte Ruslands ambitioner om at ændre sikkerhedsstrukturerne i Europa bl.a. ved at bedrive spionage, sabotage og påvirkningsvirksomhed. Samtidig udgør Kinas efterretningsaktiviteter en langsigtet trussel, der uden de rette modtiltag kan få negativ indvirkning på trusselsbilledet i Danmark. En række andre stater, heriblandt Iran, udfører også efterretningsvirksomhed og skadevoldende aktiviteter i modstrid med danske sikkerhedsinteresser
Med afsæt i det skærpede trusselsbillede har vi i PET i de senere år styrket vores kontraspionageindsats. Som strategisk analytiker i PET´s Kontraspionageafdeling vil du spille en afgørende rolle i afdækningen af nuværende og fremtidige trusler mod Danmark og Rigsfællesskabet. I stillingen vil du blandt andet skulle udarbejde datatunge analyseprojekter og trusselsvurderinger med fokus på forskellige aspekter af fremmede staters efterretningsvirksomhed, såsom fx spionage, sabotage, påvirkningsvirksomhed og uønsket vidensoverførsel. Samtidig vil det blive din opgave at sikre effektiv formidling af efterretningsbaseret viden til en række eksterne interessenter
Bidrag til at opbygge og formidle PET’s efterretningsbillede
Stillingen som strategisk analytiker er placeret i Center for Analyse og Outreach (CAO), der varetager både analyseopgaver og udadvendte funktioner i Kontraspionageafdelingen. Det er CAO’s opgave at sikre, at PET altid har et opdateret efterretningsbillede af de væsentligste tendenser i truslen fra fremmede stater. CAO’s analyser fungerer som grundlag for både PET’s strategiske prioriteringer og PET’s efterretningsbaserede rådgivning af andre myndigheder og civile aktører.
CAO består af en gruppe af medarbejdere med mange forskellige fagligheder, som hver dag arbejder for at sikre Danmarks og Rigsfællesskabets sikkerhed. Centeret har mange snitflader – både på tværs af PET samt, med nationale- og internationale partnere. Vi vægter derfor god dømmekraft og gode samarbejdsevner højt, ligesom det er en forudsætning, at du forstår at kommunikere tydeligt og sikkert til både interne og eksterne samarbejdspartnere
Som strategisk analytiker vil dine væsentligste opgaver blive:
• Drive datatunge analyseprojekter med fokus på truslen fra fremmede stater.
• Udarbejde trusselsvurderinger, der kan omsættes til sikkerhedstiltag og modforanstaltninger.
• Sikre målrettet og effektiv formidling af analyseresultater til PET’s ledelse.
• Formidle efterretningsbaseret viden til PET’s samarbejdspartnere og interessenter.
• Bidrage til det tværgående efterretningsarbejde ved løbende at afdække nye og væsentlige tendenser i trusselsbilledet.
Om dig
Der er en forudsætning for succes i stillingen, at du er i stand til at drive langvarige analyseprocesser, hvor du både skal fortolke store mængder kompleks information og samarbejde med flere faggrupper. Du skal trives med, at der ikke altid er en manual, og at du selv via din idérigdom og refleksivitet er i stand til at håndtere komplekse sikkerhedspolitiske problemstillinger. Det er en fordel, hvis du allerede har erfaring med efterretningsarbejde, men ikke et krav.
Som strategisk analytiker vil en del af din opgave desuden bestå i at formidle efterretningsbaseret viden til PET’s nationale og internationale samarbejdspartnere. I den sammenhæng er det afgørende, at du er en dygtig formidler, og at du kan udarbejde skriftlige produkter og mundtlige præstationer af høj faglig og formidlingsmæssig kvalitet. Vi vægter god dømmekraft meget højt og ser det som en forudsætning, at du forstår at kommunikere tydeligt og sikkert til både interne og eksterne samarbejdspartnere.
Sidst men ikke mindst er det vigtigt for varetagelsen af jobbet, at du er i stand til at indgå i tværfaglige samarbejder på tværs af PET, herunder med PET’s operative centre. For at lykkes med dette skal du udvise forståelse for, hvordan din specialiserede viden kan omsættes til konkrete løsninger i en organisation, der opererer i spændingsfeltet mellem akutte enkeltsager, langvarige operationer og komplekse sikkerhedspolitiske forhold.
Få en hverdag, der aldrig bliver hverdag
Som ansat i PET bliver du en del af en hverdag, der er præget af opgaver, som ikke findes andre steder, og hver dag byder på nye udfordringer, som ikke fandtes i går. Vi er vidt forskellige, og derfor kan vi gøre en forskel. Det handler om den, du er, og det, du bidrager med
Selvom vores arbejde er præget af alvoren i det højere formål, er tonen uformel, og du vil opleve et unikt sammenhold på tværs af afdelinger og fagområder. Vi har en hverdag, der aldrig bliver hverdag, og det kan du også få.
PET skaber operative resultater gennem relationer både indenfor og udenfor hegnet. Vi lægger derfor vægt på, at du er god til at skabe og vedligeholde relationer til mennesker med vidt forskellig baggrund.
Derudover vægter vi i PET visse personlige kompetencer højt. Det er kompetencer, som vi mener, er essentielle for alle PET-ansatte uanset faglig baggrund. Det gør vi, fordi det er vigtigt for os, at vi finder det rette match. Du kan læse om kompetencerne her www.pet.dk/job
Ansættelsesforhold
Du kan læse mere om hele PET’s ansættelsesproces på www.pet.dk/job.
Ansættelsesstart er hurtigst muligt
Dit arbejdssted bliver på Klausdalsbrovej 1 i Søborg, lige ved siden af Buddinge station. Her har vi bl.a. gratis fitnesscenter, mange sociale arrangementer samt en aktiv personaleforening
Du bliver ansat på den til enhver tid gældende AC-overenskomst
Et ansættelsesforhold i PET skal behandles med diskretion, hvilket du som ansøger skal være opmærksom på. Det betyder, at du som udgangspunkt godt kan fortælle tætte og fortrolige relationer, som du har tillid til, at du har søgt en stilling i PET, men ikke hvad jobbet indebærer.
Det er en forudsætning for ansættelse i PET, at du kan sikkerhedsgodkendes, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse. Som sikkerhedsgodkendt forventes det, at du er særlig opmærksom på din tavshedspligt i forhold til klassificeret information.
Yderligere information
Du er altid meget velkommen til at kontakte os på hverdage på mail hr-rekruttering@politi.dk eller på telefon +45 24 62 18 45, hvis du har spørgsmål til stillingen, PET som arbejdsplads eller lignende.
Når du søger en stilling hos PET, giver du lov til, at vi må indhente dit CPR-nummer via CPR-registeret med henblik på identifikation af dig i forbindelse med rekrutteringsprocessen. Vi indhenter dit CPR-nummer, så vi sikkert kan fremsende relevante og nødvendige dokumenter til dig via Digital Post.
Det er vigtigt for os, at PET afspejler den mangfoldighed, som vi arbejder for. Derfor opfordrer vi alle interesserede, uanset køn, alder, religion, seksualitet og etniske tilhørsforhold til at søge stillingen.
Søborg