Vil du være med til at modvirke radikalisering ved at bekæmpe udbredelsen af ekstremistisk og terrorrelateret propaganda online? Har du interesse for militant islamisme og/eller højreekstremisme samt researcherfaring kombineret med stor onlineforståelse? Så har du en unik mulighed for at blive vores nye studentermedhjælper.
Bliv en del af arbejdet med at identificere og fjerne ekstremistisk og terrorrelateret materiale fra internettet
Som studentermedhjælper i PET’s Internet Referral Unit bliver dine primære opgaver at udfinde, vurdere og nedtage ekstremistisk og terrorrelateret onlineindhold og aktører fra internettet.
Du vil blive del af et meget dedikeret team af specialister, hvor vi arbejder tæt sammen om at løse vores opgaver. Dine primære samarbejdspartnere vil være teamets øvrige medlemmer, men der vil også forekomme samarbejde på tværs af organisationen og du vil lejlighedsvis komme til at deltage i samarbejde med andre myndigheder, eksempelvis i forbindelse med fælleseuropæiske indsatser vedrørende bekæmpelse af udbredelsen af ekstremistisk og terrorrelateret indhold online.
Få en hverdag, der aldrig bliver hverdag
Som ansat i PET bliver du en del af en hverdag, der er præget af opgaver, som ikke findes andre steder, og hver dag byder på nye udfordringer, som ikke fandtes i går. Vi er vidt forskellige, og derfor kan vi gøre en forskel. Det handler om den, du er, og det, du bidrager med.
Selvom vores arbejde er præget af alvoren i det højere formål, er tonen uformel, og du vil opleve et unikt sammenhold på tværs af afdelinger og fagområder. Vi har en hverdag, der aldrig bliver hverdag, og det kan du også få.
Du er struktureret, vedholdende og har et eksplorativt mindset
Du har stor onlineforståelse, herunder viden om både mainstream sociale medier og gerne også mere nicheprægede onlineplatforme. Det vil være en fordel hvis du har erfaring med online research og informationssøgning samt interesse for og viden om militant islamisme og/eller højreekstremisme.
Du kan arbejde selvstændigt og sammen med andre, både når det handler om driftsopgaver, sagsbehandling og mere udviklingsorienterede opgaver. Du taler og skriver flydende dansk og engelsk, og derudover kan kendskab til yderligere sprog være en fordel. Du er i gang med en relevant videregående uddannelse, eksempelvis Kriminologi, Historie, Sociologi, Informationsvidenskab eller Religionsvidenskab og det er en fordel hvis du har minimum to år tilbage af dit studie. Din gennemsnitlige arbejdstid vi være 15 timer ugentligt, men der er mulighed for fleksibilitet i forbindelse med eksamensperioder, ferie o.a.
Der vil være et indledende onboardingforløb og vi sørger derudover for grundig oplæring tilpasset din baggrund og erfaring.
Du vil som led i varetagelse af arbejdsopgaverne, blive eksponeret for ekstremistisk og terrorrelateret onlineindhold og der vil i noget af indholdet indgå ubehagelige og voldelige sekvenser. Det er vigtigt, at du gør dig overvejelser om dette, og det vil være et emne vi kommer til at drøfte i forbindelse med en eventuel jobsamtale. Alle teammedlemmer får løbende supervision af PET’s egne psykologer og derudover støtter vi op om hinanden i teamet.
I PET vægter vi desuden visse personlige kompetencer højt. Det er kompetencer, som vi mener, er essentielle for alle PET-ansatte uanset faglig baggrund. Det gør vi, fordi det er vigtigt for os, at vi finder det rette match. Du kan læse om kompetencerne her www.pet.dk/job. Der vil indgå test i forbindelse med rekrutteringsforløbet.
Ansættelsesforhold
Ansættelsesstart er hurtigst muligt. Du kan læse mere om hele PET’s ansættelsesproces på www.pet.dk/job.
Et ansættelsesforhold i PET skal behandles med diskretion, hvilket du som ansøger skal være opmærksom på. Det betyder, at du som udgangspunkt godt kan fortælle tætte og fortrolige relationer, som du har tillid til, at du har søgt en stilling i PET, men ikke hvad jobbet indebærer.
Hvis muligt bedes du vedhæfte et underskrevet indskrivelsesbevis til din ansøgning (beviset skal være underskrevet af studieadministration).
Det er en forudsætning for ansættelse i PET, at du kan sikkerhedsgodkendes til yderst hemmelig, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse. Som sikkerhedsgodkendt forventes det, at du er særlig opmærksom på din tavshedspligt i forhold til klassificeret information.
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst.
Dit arbejdssted bliver på Klausdalsbrovej 1 i Søborg, lige ved siden af Buddinge station, hvor både S-tog og bus kører lige til døren. I PET arbejder vi på interne systemer og med fortrolige opgaver, og derfor møder vi også på arbejde hver dag for at løse vores opgaver.
Yderligere information
Du kan lære meget mere om PET som arbejdsplads på www.pet.dk/job, hvor du bl.a. kan læse mere om alle de fagligheder, der arbejder i PET og deres hverdag. Du kan også lytte til vores podcastserie ’Tjenesten og truslerne’.
Du er også altid meget velkommen til at kontakte os på hverdage på mail hr-rekruttering@politi.dk eller på telefon +45 24 62 18 45, hvis du har spørgsmål til stillingen, PET som arbejdsplads eller lignende.
Når du søger en stilling hos PET, giver du lov til, at vi må indhente dit CPR-nummer via CPR-registeret med henblik på identifikation af dig i forbindelse med rekrutteringsprocessen. Vi indhenter dit CPR-nummer, så vi sikkert kan fremsende relevante og nødvendige dokumenter til dig via Digital Post.
Det er vigtigt for os, at PET afspejler den mangfoldighed, som vi arbejder for. Derfor opfordrer vi alle interesserede, uanset køn, alder, religion, seksualitet og etniske tilhørsforhold til at søge stillingen.
Ansøgningsfrist: den 25. marts 2026
Træd ind i en lukket verden, der åbner nye døre, hvor vi udvikler os, træner og bygger videre på det, vi kan. Om vi udvikler nye systemer, analyserer data eller finjusterer fodstillingen til skydetræning, så er vi altid på tæerne. Det skaber gode muligheder for, at du kan rykke dig med os, vokse med opgaverne og åbne nye døre i dit arbejdsliv.
Søborg