Jobbeskrivelse
Studentermedhjælpere til at støtte PET´s informationshåndtering
Studentermedhjælpere til at støtte PET´s informationshåndtering

Er detaljeorienteret og videbegærlig ord, du bruger om dig selv? Motiveres du af samfundsforhold og at have en stor kontaktflade? Så er du måske vores nye studentermedhjælper i Sektionen for Informationshåndtering.

Bliv en del af arbejdet med at håndtere PET´s informationer

Vi tilbyder en central rolle inden for informationshåndtering, hvor al information til og fra PET behandles. Vi løser opgaver inden for indledende sagsbehandling til brug for den videre opgaveløsning i PET’s øvrige centre og har fokus på kvalitetssikring og digitalisering af vores processer.
 
Vi tilbyder dig en række spændende opgaver, hvor vi vil gøre vores bedste for at sætte de kompetencer, du har, og løbende opnår på din uddannelse, i spil på både det administrative og operative område. Du vil få mulighed for at blive en del af vores forskellige teams, hvor opgaverne er at vurdere og kvalificere de informationer, der tilgår PET. Du vil deltage i sagsbehandlingen, herunder screening, søgning og opdatering i forskellige registre. Alt sammen håndteres samtidig med, at der opretholdes en høj kvalitet og fokus på tidsfrister. Derudover vil du få ad hoc-opgaver, og du får en stor kontaktflade til alle husets forretningsområder og på tværs af faglige skel.
 
Få en hverdag, der aldrig bliver hverdag
Som studentermedhjælper i PET bliver du en del af en hverdag, der er præget af opgaver, som ikke findes andre steder, og hver dag byder på nye udfordringer, som ikke fandtes i går. Vi er vidt forskellige, og derfor kan vi gøre en forskel. Det handler om den, du er, og det, du bidrager med.
Selvom vores arbejde er præget af alvoren i det højere formål, er tonen uformel, og du vil opleve et unikt sammenhold på tværs af afdelinger og fagområder. Vi har en hverdag, der aldrig bliver hverdag, og det kan du også få.
 
Om dig
Du er i gang med en videregående uddannelse fx inden for samfundsvidenskab, informationsvidenskab, digitalisering eller risk management. Du har systemisk forståelse, kan læse og forstå engelsk og gerne andre sprog, og dine skriftlige evner på dansk er gode. Du kan lide at arbejde med informationer og sikre, at alle detaljer indgår i det færdige produkt og har fokus på god datakvalitet i din opgaveløsning. Derudover har du en interesse for samfundsforhold generelt, og du har en interesse i at arbejde i en politisk styret organisation. 
 
Du har det godt med at udføre rutineopgaver, men formår at omstille dig og løse andre opgaver, der tildeles med kort varsel, ligesom du har evnen til at forstå og løse komplekse problemstillinger. Da al sagsbehandling foregår elektronisk, er det vigtigt, at du har gode IT-kompetencer og forståelse for sammenhængen mellem teknologi og forretning. Har du kompetencer inden for digitalisering af processer, vil det være en fordel. 

I PET vægter vi desuden visse personlige kompetencer højt. Det er kompetencer, som vi mener, er essentielle for alle PET-ansatte uanset faglig baggrund. Det gør vi, fordi det er vigtigt for os, at vi finder det rette match. Du kan læse om kompetencerne her www.pet.dk/job.

Ansættelsesforhold
Ansættelsesstart pr. 1. oktober 2025. Vi forventer at påbegynde samtaler i uge 33. Du kan læse mere om hele PET’s ansættelsesproces på www.pet.dk/job

Et ansættelsesforhold i PET skal behandles med diskretion, hvilket du som ansøger skal være opmærksom på. Det betyder, at du som udgangspunkt godt kan fortælle tætte og fortrolige relationer, som du har tillid til, at du har søgt en stilling i PET, men ikke hvad jobbet indebærer. 

Det er en forudsætning for ansættelse i PET, at du kan sikkerhedsgodkendes, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse. Som sikkerhedsgodkendt forventes det, at du er særlig opmærksom på din tavshedspligt i forhold til klassificeret information. 

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst.

Dit arbejdssted bliver på Klausdalsbrovej 1 i Søborg, lige ved siden af Buddinge station, hvor både S-tog og bus kører lige til døren. I PET arbejder vi på interne systemer og med fortrolige opgaver, og derfor møder vi også på arbejde hver dag for at løse vores opgaver.    

Yderligere information
Du kan lære meget mere om PET som arbejdsplads på www.pet.dk/job, hvor du bl.a. kan læse mere om alle de fagligheder, der arbejder i PET og deres hverdag. Du kan også lytte til vores podcastserie ’Tjenesten og truslerne’.

Du er også altid meget velkommen til at kontakte os på hverdage på mail hr-rekruttering@politi.dk eller på telefon +45 24 62 18 45, hvis du har spørgsmål til stillingen, PET som arbejdsplads eller lignende. 

Når du søger en stilling hos PET, giver du lov til, at vi må indhente dit CPR-nummer via CPR-registeret med henblik på identifikation af dig i forbindelse med rekrutteringsprocessen. Vi indhenter dit CPR-nummer, så vi sikkert kan fremsende relevante og nødvendige dokumenter til dig via Digital Post.

Det er vigtigt for os, at PET afspejler den mangfoldighed, som vi arbejder for. Derfor opfordrer vi alle interesserede, uanset køn, alder, religion, seksualitet og etniske tilhørsforhold til at søge stillingen.

Træd ind i en lukket verden, der åbner nye døre, hvor vi udvikler os, træner og bygger videre på det, vi kan. Om vi udvikler nye systemer, analyserer data eller finjusterer fodstillingen til skydetræning, så er vi altid på tæerne. Det skaber gode muligheder for, at du kan rykke dig med os, vokse med opgaverne og åbne nye døre i dit arbejdsliv.

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  23.07.2025
Ansøgningsfrist:  23.07.2025
Arbejdsgiver:  Politiets Efterretningstjeneste
Jobsted (langt): 

Søborg

Deltid / fuldtid:  Deltid