Er du udviklingsorienteret, og vil du bruge dine tekniske kompetencer, hvor de gør en forskel? Vil du være med til at værne om Danmarks sikkerhed, og samtidig være med til at udvikle og fastholde et teknologisk godt fundament til løsningen af den taktiske opgave? Så er du måske vores nye kollega.
Bliv en del af arbejdet med teknologi på det taktisk operative område
Vi tilbyder en spændende stilling i Operativ Støtteelement i Sikkerhedsafdelingen. Du får en helt særlig mulighed for at være med til at præge udvikling og retning inden for anvendelsen af teknologi på det taktisk operative område.
Du kommer til at arbejde sammen med et team af operatører, der indsættes i den taktiske løsning af centerets opgaver, hvor løsningen påkalder anvendelsen af tekniske virkemidler. Du kommer til at indgå i et dedikeret og unikt center med flad struktur, der giver dig stor medbestemmelse og indflydelse i dagligdagen. Vi har et uformelt arbejdsmiljø, hvor tillid, samarbejde og professionalisme er de væsentligste værdier.
Vi tilbyder dig en række spændende udviklingsopgaver på en dynamisk arbejdsplads med en operativ virkelighed, som du kommer helt tæt på. Du bliver en del af et engageret fællesskab med mange forskellige fagligheder, som hver dag arbejder for at sikre Danmarks og Rigsfællesskabets sikkerhed. Du får en masse dygtige kollegaer, der vil se frem til at samarbejde med dig og skubbe til din udvikling, ligesom de forventer, at du gør det samme ved dem.
Dine primære arbejdsopgaver vil blandt andet omfatte:
- Udvikling og drift af tekniske virkemidler til operationsunderstøttelse, både selvstændigt og i samarbejde med relevante specialer i centret.
- Vedligeholdelse og udvikling af centrets tekniske udstyr.
- Identificering og kvalificering af operative behov for teknisk understøttelse.
- Rådgivning og støtte til centrets ledelse omkring tekniske muligheder og begrænsninger.
- Tværgående koordinering og samarbejde inden for det tekniske felt med øvrige centre i PET, Dansk Politi, Forsvaret såvel som øvrige samarbejdspartnere både nationalt og internationalt.
- Prioritering og styring af opgaverne for at sikre god balance mellem drift, udvikling og strategiske projekter.
- Medvirke til at opretholde en operativ understøttelse af uddannelser og operative opgaver.
Hvis du indplaceres som konsulent:
Vi forventer, at du besidder specialiseret viden om tekniske virkemidler til operationsunderstøttelse samt har kompetencerne til at løse opgaver inden for samme emner. Du skal kunne arbejde selvstændigt til en vis grad og have lyst til at bidrage til forskellige opgaver med positivt mindset.
Hvis du indplaceres som specialkonsulent:
Vi forventer, at du kan løse nævnte opgaver med høj beslutningskompetence og kommer med en højt specialiseret viden, som kan bringes i spil i opgaveløsningen. Du skal have et indgående kendskab til opgaverne inden for tekniske virkemidler til operationsunderstøttelse samt være metodisk og analytisk stærk, så du kan begå dig på forskellige strategiske niveauer.
Om dig
Du har en politifaglig uddannelse (politiets basisuddannelse)og erfaring fra operative miljøer (fx politi, efterretning, forsvar eller beredskab). Derudover er det en fordel, hvis du også har relevant erfaring eller uddannelse inden for det tekniske felt.
Ydermere er det en fordel, hvis du kan opfylde flere af nedenstående punkter. Det er ikke et krav, at du har kendskab til eller evner alle nævnte punkter, men vi har en forventning om, at du kommer med en vilje til at videreudvikle dig og har et gå-på-mod til at angribe komplekse opgaver, som kræver at man skal tilegne sig viden på et nyt teknisk felt:
- Interesse og bred forståelse for IT.
- Teknisk forståelse inden for både mekanik og elektronik.
- Kendskab til datanetværk og kommunikationsteknologi.
- Kendskab til streaming platforme og Battle Management Systemer.
- Kendskab til 3D printning.
- Kendskab til udvikling og/eller anvendelse af robotter, droner eller tilsvarende tekniske virkemidler.
- Kan kommunikere klart og præcist – både skriftligt og mundtligt, på dansk og engelsk.
Vi forventer desuden, at du kommer med et engagement og en lyst til at bringe dine egne erfaringer og kompetencer i spil. Du forstår nødvendigheden af en ydmyg og nysgerrig tilgang til opgaverne, men samtidig er du i stand til at stille de nødvendige spørgsmål, der gør os alle bedre. Du har eller kan opbygge et bredt kendskab til den operative virkelighed i politiarbejdet, og kan bidrage med din viden og kompetencer i opgaveløsningen. Sidst men ikke mindst forventer vi, at du besidder en høj beslutningskompetence og kan arbejde selvstændigt med højt specialiserede opgaver, men bidrager samtidig effektivt i teams.
I PET vægter vi desuden visse personlige kompetencer højt. Det er kompetencer, som vi mener, er essentielle for alle PET-ansatte uanset faglig baggrund. Det gør vi, fordi det er vigtigt for os, at vi finder det rette match. Du kan læse om kompetencerne her www.pet.dk/job.
Ansættelsesforhold
Ansættelsesstart pr. 1. maj 2026. Vi forventer at påbegynde samtaler i uge 50. Du kan læse mere om hele PET’s ansættelsesproces på www.pet.dk/job.
Ansættelse som konsulent, politi:
Du bliver som konsulent indplaceret efter klassificeringsaftalen som konsulent (politi) i løngruppe 3, sats 2, skalatrin 44 og eventuelle lokallønstillæg lukkes efter gældende regler.
Ansættelse som specialkonsulent, politi:
Du bliver som specialkonsulent indplaceret efter klassificeringsaftalen som specialkonsulent (politi) i løngruppe 3, sats 3, skalatrin 46 og eventuelle lokallønstillæg lukkes efter gældende regler.
Du bliver stationeret indtil videre i Rigspolitiet med foreløbig tjeneste i PET, Klausdalsbrovej 1, 2860 Søborg.
Der vil ved MUS blive fastsat en plan for relevant efter- og videreuddannelse.
Et ansættelsesforhold i PET skal behandles med diskretion, hvilket du som ansøger skal være opmærksom på. Det betyder, at du som udgangspunkt godt kan fortælle tætte og fortrolige relationer, som du har tillid til, at du har søgt en stilling i PET, men ikke hvad jobbet indebærer.
Det er en forudsætning for ansættelse i PET, at du kan sikkerhedsgodkendes til yderst hemmelig, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse. Som sikkerhedsgodkendt forventes det, at du er særlig opmærksom på din tavshedspligt i forhold til klassificeret information.
Dit arbejdssted bliver på Klausdalsbrovej 1 i Søborg, lige ved siden af Buddinge station, hvor både S-tog og bus kører lige til døren. I PET arbejder vi på interne systemer og med fortrolige opgaver, og derfor møder vi også på arbejde hver dag for at løse vores opgaver.
Yderligere information
Du kan lære meget mere om PET som arbejdsplads på www.pet.dk/job, hvor du bl.a. kan læse mere om alle de fagligheder, der arbejder i PET og deres hverdag. Du kan også lytte til vores podcastserie ’Tjenesten og truslerne’.
Du er også altid meget velkommen til at kontakte os på hverdage på mail hr-rekruttering@politi.dk eller på telefon +45 24 62 18 45, hvis du har spørgsmål til stillingen, PET som arbejdsplads eller lignende.
Stillingen søges elektronisk via politiets rekrutteringssystem på http://www.politi.dk og job i politiet
- Man kan søge via karriereportalen, hvor du logger ind via fanen "fra kandidat til kollega" og "medarbejder login" med din politimail (første gang ved glemt password) eller
- Man kan også søge via jobportalen, hvor du søger/opretter profil med din private mailadresse.
Se eventuel vejledning på POLintra: https://prodsp2019polintra.politinet.net/arbejdsplads/rekrutteringogansaettelse/stillingsopslag/Sider/default.aspx (tag kopi af link og sæt ind i browseren på POLintra).
Du skal vedhæfte CV og vedhæfte en motiveret ansøgning (følgebrev).
Hvis du har gennemført relevante eksterne uddannelser på diplom og/eller masterniveau eller opnået tilsvarende realkompetencer, bedes du oprette bevis herfor.
Ansøgningsfrist: den 1. december 2025
Bemærk, at opslaget er et internt landsdækkende stillingsopslag i politiet. Du skal være politiuddannet. Ved spørgsmål om fortrinsret skal du svare nej, da reglen om fortrinsret ikke gælder for interne stillinger.
Træd ind i en lukket verden, der åbner nye døre, hvor vi udvikler os, træner og bygger videre på det, vi kan. Om vi udvikler nye systemer, analyserer data eller finjusterer fodstillingen til skydetræning, så er vi altid på tæerne. Det skaber gode muligheder for, at du kan rykke dig med os, vokse med opgaverne og åbne nye døre i dit arbejdsliv.
Søborg