Jobbeskrivelse
Teknisk skkerhedsspecialist til Indhentningsafdelingen i PET
Teknisk skkerhedsspecialist til Indhentningsafdelingen i PET

Er metodisk og struktureret de ord, du bruger om dig selv? Og ved du, hvad vi mener, når vi skriver AC & DC installationer og SIGINT? Så er du måske vores nye TSCM tekniker.


Bliv en del af arbejdet med sikre Danmarks og Rigsfællesskabets sikkerhed i Center for Observation og Teknisk Indhentning

Som TSCM tekniker hos PET vil du skulle udføre operative opgaver inden og uden for PET´s hovedkvarter samt yde assistance til andre statslige enheder. Du skal identificere og imødegå tekniske trusler. 


Du vil få en central rolle i et velfungerende mindre team af sikkerhedsspecialister med mange forskellige fagligheder, et godt sammenhold, rart arbejdsmiljø og flad struktur. Du vil få en masse dygtige kolleger, der vil se frem til at samarbejde med dig og skubbe til din udvikling, ligesom de forventer at du gør det samme ved dem. I PET investerer vi i at udvikle og dygtiggøre ledere og medarbejdere. 

Som TSCH tekniker er det nødvendigt at du har en høj grad af sikkerhedsbevidsthed, da dit arbejde vil være af særdeles sensitiv karakter og helt afgørende for PETs operative virke. 

Få en hverdag, der aldrig bliver hverdag
Som ansat i PET bliver du en del af en hverdag, der er præget af opgaver, som ikke findes andre steder, og hver dag byder på nye udfordringer, som ikke fandtes i går. Vi er vidt forskellige, og derfor kan vi gøre en forskel. Det handler om den, du er, og det, du bidrager med.

Selvom vores arbejde er præget af alvoren i det højere formål, er tonen uformel, og du vil opleve et unikt sammenhold på tværs af afdelinger og fagområder. Vi har en hverdag, der aldrig bliver hverdag, og det kan du også få.

PET er en organisation, hvor operationer og opgaver kan dukke op med kort varsel, da vi aldrig har lukket.

Du har en stærk teknisk forståelse, praktisk erfaring, en analytisk tilgang til sikkerhed og kan nikke ja til følgende:
 
•    Du har en operativ baggrund, gerne politiuddannet eller fra forsvaret.
•    Du har en uddannelse som elektriker, elektronikmekaniker, radiomekaniker eller anden byggeteknisk uddannelse. 
•    Du har bred teknisk forståelse og nysgerrighed. Derudover har du viden om sender- modtager-teknik, elektronik samt AC- og DC-installationer.
•    Du er ikke låst i dit fagområde, har gå-på-mod og en naturlig interesse i, at kunne arbejde med flere slags håndværk.
•    Du er omstillingsparat og fleksibel af natur, hvilket betyder, at du hurtigt og effektivt kan skifte mellem opgaver, når prioriteringer ændrer sig. 
•    Du har en struktureret og metodisk tilgang til dit arbejde og er derudover tålmodig og kan være skarp længe ad gangen, når behovet er der.
•    Det er vigtigt, at du selvstændigt bruger din nysgerrighed til at undersøge og beherske forskellige trusler og udstyr i forhold til TSCM og SIGINT.
•    Som TSCM skal du kunne arbejde tæt sammen med andre og må meget gerne have interesse for hunde.
•    Din åbne og nysgerrige personlighed gør, at du evner at indgå i, samt løse komplicerede projekter og opgaver med et team – ofte med høj grad af kompleksitet og under omskiftelige forhold – indenfor dig fagområde.
•    Som person er du robust, kommunikativ stærk og trives i tillidsbaseret samarbejde og vidensdeling.


Som udgangspunkt tilbyder vi fleksible arbejdstider, men du må forvente arbejde på skæve tider fra tid til anden, ligesom der forventes en vis operativ parathed. Tjenesterejser kan forekomme-
PET har eget fitnesscenter og en aktiv personaleforening. Udover flextid, har vi betalt frokostpause og et godt fokus på work-life-balance.

Vi byder din dedikation, din idérigdom og dine gode samarbejdsevner velkommen. Du skal også bruge din gode dømmekraft til at træffe de rette valg og være robust, når vilkårene omkring dig ændres. 
PET er en aktiv del af samfundet, hvorfor din nysgerrighed på omverdenen og nye opgaver er gode forudsætninger for at lykkes. Fastholder du samtidig en positiv tilgang, ser muligheder og hurtigt gennemskuer nyt, så falder du helt sikkert godt til.

I PET vægter vi desuden visse personlige kompetencer højt. Det er kompetencer, som vi mener, er essentielle for alle PET-ansatte uanset faglig baggrund. Det gør vi, fordi det er vigtigt for os, at vi finder det rette match. Du kan læse om kompetencerne her www.pet.dk/job.

Ansættelsesforhold
Ansættelsesstart pr. 01-01-2026. Vi forventer at påbegynde samtaler i uge 43. Du kan læse mere om hele PET’s ansættelsesproces på www.pet.dk/job

Et ansættelsesforhold i PET skal behandles med diskretion, hvilket du som ansøger skal være opmærksom på. Det betyder, at du som udgangspunkt godt kan fortælle tætte og fortrolige relationer, som du har tillid til, at du har søgt en stilling i PET, men ikke hvad jobbet indebærer.


Det er en forudsætning for ansættelse i PET, at du kan sikkerhedsgodkendes, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse. Som sikkerhedsgodkendt forventes det, at du er særlig opmærksom på din tavshedspligt i forhold til klassificeret information.


Hvis du har politimæssig baggrund lønindplaceres du efter politiets klassifikationsaftale som enten konsulent i løngruppe 3, sats 2, skalatrin 44 eller som specialkonsulent i løngruppe 3, sats 3, skalatrin 46 og eventuelle lokallønstillæg lukkes efter gældende regler.


Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til den enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst.

Dit arbejdssted bliver på Klausdalsbrovej 1 i Søborg, lige ved siden af Buddinge station, hvor både S-tog og bus kører lige til døren. I PET arbejder vi på interne systemer og med fortrolige opgaver, og derfor møder vi også på arbejde hver dag for at løse vores opgaver.    

Yderligere information
Du kan lære meget mere om PET som arbejdsplads på www.pet.dk/job, hvor du bl.a. kan læse mere om alle de fagligheder, der arbejder i PET og deres hverdag. Du kan også lytte til vores podcastserie ’Tjenesten og truslerne’.


Du er også altid meget velkommen til at kontakte os på hverdage på mail hr-rekruttering@politi.dk eller på telefon +45 24 62 18 45, hvis du har spørgsmål til stillingen, PET som arbejdsplads eller lignende.


Når du søger en stilling hos PET, giver du lov til, at vi må indhente dit CPR-nummer via CPR-registeret med henblik på identifikation af dig i forbindelse med rekrutteringsprocessen. Vi indhenter dit CPR-nummer, så vi sikkert kan fremsende relevante og nødvendige dokumenter til dig via Digital Post.


Det er vigtigt for os, at PET afspejler den mangfoldighed, som vi arbejder for. Derfor opfordrer vi alle interesserede, uanset køn, alder, religion, seksualitet og etniske tilhørsforhold til at søge stillingen.

 

Træd ind i en lukket verden, der åbner nye døre, hvor vi udvikler os, træner og bygger videre på det, vi kan. Om vi udvikler nye systemer, analyserer data eller finjusterer fodstillingen til skydetræning, så er vi altid på tæerne. Det skaber gode muligheder for, at du kan rykke dig med os, vokse med opgaverne og åbne nye døre i dit arbejdsliv.

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  02.10.2025
Ansøgningsfrist:  02.10.2025
Arbejdsgiver:  Politiets Efterretningstjeneste
Jobsted (langt): 

Søborg

Deltid / fuldtid:  Fuldtid